Sakset/Fra hofta

Blogging bringer krigen tett på de hjemme. En dansk soldat forteller på en måte som gjør at vi «forstår» bedre hva det handler om.

Vi siger til bønderne, at de kan komme og kræve erstatning, når vi går på deres marker, men så snart vi når mere end 500 meter ud, tør de ikke komme ind til basen. Mange af dem trækker ind i deres huse, når vi går forbi. Børnene er tavse. De spørger ikke om blyanter, og da slet ikke mobiltelefoner. Om natten kommer Taleban tit og henretter folk, der ’samarbejder’. Laver halal på dem, som man siger her.

Jeg lagde en seddel på en mark den første dag, som jeg havde skrevet, med fine tegninger af korn og det hele. Der stod, at vi undskyldte for ulejligheden og hvis ejeren ville have erstatning, kunne han komme til lejren. Markens ejer, en gammel mand, kom faktisk til lejren. Gennembanket. Han bad os om ikke at lægge flere. Taleban havde besøgt ham, fordi de havde set sedlen på hans mark. Måske havde de set mig lægge den.

På turen hjem den dag spottede vi tre mænd forfølge os inde mellem markskel og compounds. Vi gik hen og talte til dem. De var skæve. En af dem havde guldur, nye lædersko og en smart attitude. Herude går folk kun i sandaler og er ydmyge.

Det var en dicker. Det var en af disse Taleban, der forfølger os rundt med radio eller mobil og melder om vores rute, vores størrelse og hvem vi snakker med. Det, der hedder at blive dicked. Navnet siger noget om den frustration, det at blive dicked, medfører.
Vi må ikke gøre noget, idet de fleste gør det på afstand og derfor kunne være civile. Han havde sikkert også holdt sig væk, hvis han ikke havde røget sig skæv og skulle vise sig over for hans venner og vor afmagt.
Nogle af dem har endda snuppet spader til at gå rundt med, så de ligner bønderne.

Natten derpå var flere danskere vågnet ved, at en person skreg i rædsel. Det lød, som en der blev torteret. Først troede de, at fjenden havde vovet sig helt ind til landsbyen ved foden af Keenan for at aflægge nogen et besøg. Men det viste sig at være en lokal tolk. Han havde drømt, at han havde vågnet op i en forladt lejr helt alene. Og Taleban havde stået lige udenfor.

Det er som sagt en mærkelig krig.

Takk til Jon Eirik Lundberg som oppdaget denne stemmen som er å finne på:

Soldat i Afghanistan

Lundberg skriver: «Jeg kom over en blog skrevet av en dansk soldat i Afghanistan – virkelig en smart og godt skrivende fyr, språkoffiser. Fantastisk blikk på ting, kunnskapsrik, venstrefløy men likevel tøff; full av forakt for venstrefløyen, som seg hør og bør.»

Hvordan skal Ågot Valle og Bjørn Jacobsen kunne fremføre tøvete uttalelser om den nytteløse og forfeilede krigen i Afghanistan hvis de umiddelbart pulveriseres av egne soldater på bakken?