Av HENRIK GADE JENSEN

Puslingelandet, der hygger i smug, mens de store lande kæmper. Denne tegning af Herluf Jensenius i Blæksprutten fra 1937 har stået som sindbillede på Danmarks internationale placering i 1900-tallet. Neutralitetspolitik og fodnoter prægede det sidste århundredes danske udenrigspolitik. Af hjertet forblev danskerne vist pacifister og neutralister, selvom vi formelt kom med i NATO i 1949 og dermed tilhørte den frie verden med demokrati og frihed. Det har langsomt ændret sig, og når der skal gøres status efter det første årti af det 21. århundrede, er der sket et skifte både i hjerterne og i den officielle politik. «Her er Liv og glade Dage, her gaar Solen aldrig ned», lød teksten under Jensenius´ Blæksprutten-tegning. Det er ikke dansk mentalitet i det 21. århundrede.

Danmark har siden 2001 ført en aktivistisk udenrigspolitik med engagementer i Irak og Afghanistan og før da i Eks-Jugoslavien. Samtidig har den hjemlige danske debat inklusive karikaturtegninger også haft internationale virkninger og intet tyder på, at det vil aftage i mange år. Hverken debatten eller truslerne.

Det underlige, som jeg ikke rigtig kan finde nogen forklaring på, er at den danske politik med krigsindsats nyder så bred opbakning, når den havde været umulig for få årtier siden. Der dør hele tiden danske soldater i tjeneste i Afghanistan, men alligevel er der fortsat støtte til indsatsen. Både i befolkningen og i folketinget. Hvilket står i ret stor kontrast til vore europæiske nabolande, hvor villigheden til at engagere sig er ret beskeden. I Tyskland er der en stor debat om indsatsen og mange vil gerne trække de tyske soldater hjem. F.eks. opfordrede her til jul lederen af den tyske evangeliske kirke, Margit Kässmann, til at trække tyske tropper hjem og i stedet forsøge med civil konfliktløsning med talebannerne.

Hvorfor er Jensenius´ billede af puslingelandet historie og passé i dag? Det skyldes i hvert fald ingen historikerdebat, fordi blandt faghistorikere hyldes neutralitetspolitikken i store vendinger, som holdt Danmark udenfor verdenskrigene og som inspirerede Jensenius. Der har heller ikke været et stort pres i den offentlige debat for at sende danske tropper så langt væk i krig. Så hvorfor?

Det bliver gæt og gisninger, som vel er tilladte ved nytår, hvor der ses frem og tilbage, og her tror jeg, at der er sket en ret markant holdningsændring i understrømmen i det danske samfund de sidste 10-20 år. Et af symbolerne på den ændrede holdningsunderstrøm var de to parader for danske soldater, der foregik i 2009 i henholdsvis Holstebro og i København, og som bl.a. resulterede i en ny officiel flagdag. Krigen i Afghanistan ligesom indsatserne i Irak og Kosovo berører mange mennesker i det danske civilsamfund. Alle værnepligtige kan nu overveje, om de vil gøre tjeneste internationalt og ingen kan fortrænge faren og risikoen. Alle udsendte skal skrive testamente, hvis det værste skulle ske. Det involverer manges følelser og mange flere end kun de udsendte soldater. På en del kirkegårde rundt i landet findes der i dag grave for faldne danske soldater. Og igen involverer hver enkelt soldat hundreder og måske tusinder i det lokale samfund. Mange præster har gjort tjeneste som feltpræster, hvor de bl.a. døber granvoksne soldater i felten, for livets alvor presser sig på i den slags situationer.

Der er i den danske understrøm kommet en alvor ind, som der ikke var på samme måde førhen. Tiden er ved at løbe fra Soldaterkammerater-film og danske lystspil, som i mangel af bedre fyldte biograferne i 1960erne og 1970erne og 80erne. Jeg husker kun min barndoms og ungdoms danske film som store grin og intet andet. En lille lukket verden der i hyggelig afstand til den store verden kunne tillade sig at gøre sig lystige over alting. Dengang kunne dansk film ikke eksporteres bortset fra Olsenbanden til DDR, men det har ændret sig, bl.a. fordi virkeligheden er kommet tættere på, om man vil det eller ej. Afghanistan er langt væk, men indsatsen nyder opbakning som en stedfortræderkrig, der ikke kun angår afghanernes tilværelse og frihed fra Taleban, men også angår Danmarks fremtidige sikkerhed.

Danmark levede op gennem 1900-tallet en ekstraordinær fredelig undtagelsestilværelse, hvor selv Anden Verdenskrig aldrig rigtigt kom til at gøre ondt sammenlignet med andre lande. Det gik jo. København blev ikke bombet. Neutralismen og pacifismen blev siddende i hjerterne. Kun sønderjyderne til 1920 og bornholmerne i 1945-46 nåede at smage på totalitær undertrykkelse.

I dag er krigen og terroren blevet mere nærværende og opleves som en konkret trussel. Hver dag i et DSB-tog advares passagerne i højttalerne om uledsaget bagage – unødigt overdrevent synes jeg. For det paradoksale er, at der faktisk var mere terror i Danmark i 1980erne end i det sidste årti, som Bent Blüdnikow har dokumenteret i sin bog Bombeterror i København 1968-1990. Forskellen er, at terrorens sammenhæng er anderledes i dag tydeligst symboliseret ved 11/9 2001. Terroren i 1980erne blev ikke set som en trussel, men mere som et forbigående, marginalt fænomen. Der af også de danske myndigheders mindelige omgang med udenlandske terrorister. Man levede stadig i Jensenius´ verdensbillede: Kan vi ikke bare få det til at ske andre steder? I dag skrides der skrapt, og sikkert også for skrapt ind, overfor formodninger og hensigter.

I dag opleves konflikterne som mere nærværende, selvom de kun optræder glimtvist og molekylært, men de præger det danske civilsamfund mere end mange politikere og kommentatorer er klar over, tror jeg. Diplomater og forretningsfolk i udlandet mærker det tydeligt og deres præferencer harmonerer næppe helt med understrømmens eller den aktivistiske udenrigspolitiks. For Jensenius´ lille hyggelige skib sejler ikke længere under bekvemmelighedsflag, mens de øvrige europæiske lande mere præges af 1900-tallets danske neutralisme- og eftergivenheds-mentalitet. Og understrømmen accepterer tilsyneladende denne langsomme israelisering af Danmark, og som uden tvivl vil præge det næste årti langt mere end vi i dag er klar over.

Opprinnelig i Jyllands-Posten blog 31. desember 2009

Gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂