Gjesteskribent

Av HENRIK GADE JENSEN

I dag fik Danmark så en ny national officiel flagdag. Nu er der en fast dag om året, den 5. september, hvor danskerne bliver mindet om, at vi er en krigsførende nation med soldater i indsats langt fra egne grænser.

Indsatsen koster menneskeliv og lemlæstelser, hvad der tydeligt kunne ses på Christiansborg Slotsplads. Unge danskere kommer hjem med mistede ben og arme.

Samtidigt er det overraskende at konstatere den solide politiske konsensus, der er om den danske indsats. Hvor de øvrige NATO-lande mest ager med stude, når det gælder om at komme af sted, nyder den danske indsats i Afghanistan bred opbakning.

Neutralismens og pacifismens tid er heldigvis ved at være en afsluttet epoke i dansk historie. Med Det radikale Venstre med stadig mindre tilslutning og SF i gang med den hastigste højredrejning i dansk politik nogensinde er der ikke meget plads til antimilitarisme og hygge-sig-i-smug-mentalitet, som dominerede det 20. århundredes danske politik. Viggo Hørups, P. Munchs og Erik Scavenius´ eftermæle blegner i takt med accepten af, at Danmark skal forsvare vigtige værdier også ude i den store verden.

Der sker et interessant skift i mentaliteter i disse år. Frankrig og Tyskland og flere andre europæiske lande vægrer sig gevaldigt ved at skulle engagere sig i Afghanistan. Det synes som om, at en eftergivende og pacifistisk ånd er ved at etablere sig i disse lande, modsat Danmark der udvikler sig i modsat retning. Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, der jo ikke begyndte med Fogh Rasmussen, men med Nyrup Rasmussen på Balkan, men som blev videreført med Irak og Afghanistan, har betydet, at Danmark stikker snuden mere frem og derfor også får flere tab og mere opmærksomhed.

I 1980erne under fodnoteperioden begyndte man at tale om ‘danmarkisering’ på linje med finlandisering, altså en alt for eftergivende politik overfor Sovjetunionen. Det er helt slut nu. Hvis man skulle finde et udtryk, der beskriver den igangværende udvikling, kunne der tales om en spæd ‘israelisering’ af dansk politik, altså en meget mere fattet og bevidst vilje til at gribe ind og forsvare værdier og overlevelse og med underliggende bred folkelig og politisk opbakning.

Tabene er mange og smertelige, hvad mindehøjtideligheden i Holmens Kirke i dag med oplæsning af navnene på de mange faldne soldater gjorde klart, men det synes også som om der en accept af, at Danmark engagerer sig.

Folkementaliteten ændrer sig i disse år, væk fra det pacifistiske og dumsmarte og gøren-grin med alting, og hen mod en villighed til at forsvare værdier, som også for Danmark og danskerne har central betydning.

Neutralismens og pacifismens tid er forbi