Gjesteskribent

Av Uwe Max Jensen

Maleren John Kørner bidrager til kunstudstillingen U-turn i København med et maleriprojekt, der omhandler de 16 danske soldater, der er døde under det danske engagement i Afghanistan. På udstillingen viser John Kørner 16 malerier, der alle bærer et af de 16 faldne soldaters fornavne.

Flere kunstanmeldere har argumenteret for, at John Kørners projekt, der har den overordnede titel «16 Dead Danish Problems in Afghanistan», er uigennemtænkt. Det er jeg enig i.

Men John Kørners projekt er ikke alene uigennemtænkt. Det baserer sig også på en slap research fra kunstnerens side. En skændsel emnets alvor taget i betragtning.
I forlængelse af sit maleriprojekt blev John Kørner interviewet af Politiken under overskriften «John Kørner: Vi bekymrer os for lidt om krigen i Irak» (Politiken.dk 06.09.2008). Om det er John Kørner eller Politiken, der ikke kan finde ud af, om Kørners projekt handler om Irak, Afghanistan eller noget helt tredje, er ikke godt at vide. Men den eklatante fejl i interviewets overskrift, som er udtryk for intet andet end blasert sjusk, løber ikke alene som en rød tråd gennem hele interviewet; den afspejler også ganske præcist John Kørners projekt.

Kørners plat
I interviewet siger John Kørner blandt andet følgende om baggrunden for sine malerier:

«Min agenda er at skitsere det menneskelige tab og den menneskelige tragedie i den her krig – også i forhold til de mange døde afghanere. Og så er soldaternes navne sat på de enkelte billeder for at ære soldaterne og sætte fokus på, at der faktisk er danskere med i den her krig.»

Ifølge interviewet har John Kørner imidlertid ikke fundet det umagen værd at tale med én eneste dansk soldat eller én eneste pårørende til de danske soldater, han angiveligt ønsker at «ære», og når John Kørner samtidig kalder krigen for «fuldstændig idiotisk», mærker man hensigten.

John Kørner ønsker ikke at ære de 16 faldne danske soldater. Han ønsker at vække opmærksomhed ved at indskrive sig i en politisk dagsorden og problematisere den danske tilstedeværelse i Afghanistan. John Kørners egentlige ærinde er nemlig, at han mener, at «det er ærgerligt», at der ikke er flere danskere, der siger fra overfor indsatsen i Afghanistan.

Det er John Kørner velkommen til at mene, men når det nu tydeligvis er John Kørners egentlige hensigt, bør han siger det lige ud og ikke slå plat på de 16 faldne soldater.

«Noget om Polen»
Om sin baggrund for at kaste sig over de danske tab i Afghanistan fortæller John Kørner, at han egentlig havde tænkt sig at male noget om Polen, fordi han var helt oppe at køre over Polens eksplosive udvikling og nylige EU-medlemskab. Men så kom der pludselig meget krig i fjernsynet, og John Kørner valgte at lave noget om Afghanistan.

Det virker unægteligt lidt tilfældigt, og når John Kørner samtidig ikke formår at uddybe, hvorfor han mener, at indsatsen i Afghanistan er «fuldstændig idiotisk», efterlades man ikke voldsomt imponeret af hans projekt.

Det tætteste, John Kørner kommer på en begrundelse af sine motiver, lyder som følger:

«Vi (Danmark, red.) skal genoptage den politik og agenda, vi havde op igennem 1980’erne, hvor vi stod som et formidlende demokrati over for resten af verden».

Om en sådan position er mulig eller ønskværdig i 2008 er ikke nemt at svare på. Men det står fast, at NATO’s engagement i Afghanistan langt fra er nogen tilfældighed. Taleban-styret i Afghanistan lod terrororganisationen Al-Qaeda operere i landet, og fra Afghanistan udgik blandt andet terrorangrebene mod USA 11. september 2001 og tidligere bombeangrebene mod amerikanske ambassader i Afrika.

Det var NATO’s medlemsstater nødt til at forholde sig aktivt til, og i en sådan situation var det selvsagt ikke nok med snak og diplomati. En militær indsats var påkrævet.

En national forpligtelse
Desuden bør opmærksomheden henledes på, at John Kørner har modtaget 100.000 skattekroner i støtte fra Kunststyrelsen til produktion af de 16 malerier på udstillingen. Disse penge havde været anvendt langt bedre i forbindelse med projektering af et værdigt mindesmærke over vore faldne soldater.

John Kørners ønske om at male «et billede af en dansk soldat, der forbløder under en palme», og Kørners samtidige banalisering af de danske tab som «problemer» bør naturligvis ikke stå som den eneste kunstneriske kommentar til Danmarks indsats i Afghanistan. Andre mere polyfone stemmer, der har andet at byde på end John Kørners ensidighed i forhold til den danske Afghanistan-indsats, bør forholde sig til tabet af unge danske mænd udsendt af et bredt flertal i Folketinget.

Det er simpelthen en national forpligtelse at tage initiativ til et værdigt monument over vore faldne i Afghanistan og Irak.

Uwe Max Jensen er billedkunstner. Artikkelen sto opprinnelig i http://www.180grader.dk