I dagens VG spør Hanne Skartveit med rette hvorfor den norske regjering er så feig at den ikke kan sende soldater til Sør-Afghanistan. Skal SV diktere norsk sikkerhetspolitikk? Det Skartveit ikke nevner, selv om hun harver over problematikken rundt NATO-solidaritet i Afghanistan, er at danske soldater har vært i sør i én måned.

Det er merkelig at det vårt naboland gjør ikke har større gjennomslagskraft. Avstanden over Skagerak er blitt stor. Har norske medier og politikere har svartmalt og karikert den danske regjering i en grad som gjør at man ikke lenger legger akt på hva Danmark foretar seg, det være seg i innvandrings eller utenrikspolitikken? Da har man i så fall blitt offer for sin egen propaganda.

Danskene har trukket seg ut av Sør-Irak, men har sendt soldatene til Afghanistan. Der står nå over 500. De har det tøft. Weekendavisen har en skildring av hvordan det er å bevege seg gjennom maismarker uten å se mer enn 20 m foran seg.

De danske styrker i Afghanistan, der lige nu er i færd med at blive udvidet til i alt 550 mand efter tilbagetrækningen fra Irak, er udset til gradvist at overtage ansvaret for et område, der kaldes Green Zone. Det er et meget frugtbart område ved Helmand-floden. Men også et område, hvor Taleban-styrkerne har rige muligheder for bagholdsangreb på koalitionsstyrkerne, der på grund af de mange grøfter og kanaler kun kan bevæge sig til fods. Netop i Green Zone har den britiske hær haft deres største tab.
..

Hvordan soldaterne har oplevet det første møde med de ny omgivelser kan man læse på HOK’s hjemmeside, hvor en soldat skriver fra en patrulje under britisk ledsagelse i Green Zone:

»Vi kommer ned over en stor kanal og ind i Green Zone. Det er som at gå trekking med stor rygsæk i Randers Regnskov. Der er en tyk, fed, fugtig varme, og vandet begynder at løbe ned ad kroppen. Sveden render ned ad kinderne og ned ad arme og ben. Inden for det første kvarter er tøjet helt gennemblødt af sved.

Vi går stille frem, mens de engelske soldater sikrer vores bevægelser. Vi er faktisk alene i Green Zone, kun med en engelsk delingsfører og en tolk. Der er grønt og bevoksning over det hele og en masse små kanaler og grøfter. Hele området er meget intensivt opdyrket og vandes via de små kanaler med vand fra Helmand-floden. Der er majs overalt og hash til mere end ’eget forbrug’, en masse levende hegn og træer. De høje majsplanter gør det umuligt at se meget mere end 25-50 meter. Træerne og kanalerne kaster skygger, så det er svært at se igennem og ind under dem. Taleban kan være mange steder her.«
..
»Pludselig kommer der en lyd bag en af soldaterne fra grøften bag ham. Han snurrer rundt og sigter mod lyden. Jeg ser hans bevægelse og ser hen i grøften bag ham. En sort skygge bevæger sig op af grøften og væk fra ham. Det var en ældre mand på bare fødder, som lige skulle have en spand vand op af grøften. Pulsen falder igen.

Lidt efter ser vi tre mennesker inde bag træerne henne ved en gård. De går lidt frem og tilbage, og én bærer noget på ryggen. Er det nu, Taleban skal til at lave bagholdet på os? Der kommer også et æsel og et par drenge frem ved gården. Nå, så sker der næppe noget her, for de civile plejer at forsvinde, når der er fare.«

Nærkamp