bakraoui.brødre

Skal vi gætte på, at teatret Sort/Hvid og kunstnergruppen med det småkiksede navne The Other Eye of The Tiger i disse dage med tilfredshed ser frem til en solid publikumssucces?

Den udstilling, som tigerens andet, dog ikke dårlige, øje åbner 26. maj har nemlig fået massiv medieomtale. Helt uden annoncekroner.

Jeg har selv bidraget til omtalen ved at kalde tigerøjets udstilling for ”pervers” i sin præmis.

Jeg kunne også have kaldt den amatøragtig, dilettantisk eller direkte kvalmende. Men jeg er glad for, at jeg i valgte ordet pervers, for det er faktisk det mest præcise. Pervers betyder oprindelig fordrejet og det er udstillingens (mis)brug af ordet martyr lige præcis.

Og nej, det handler ikke om, at teateret ikke har lov til at lave udstillingen.

De er naturligvis i deres gode ret til at falbyde deres perverse forståelse af, hvad en martyr er.

Vi har frihed her i landet, herunder frihed til at kritisere tiger-øje-kunstnergruppens aktiviteter. Den frihed gælder faktisk også landets kulturminister, der med fuld ret har kaldt udstillingen vanvittig. Tænk, at så mange, herunder Anne Sophie Hermansen og Flemming Rose kan forarges over det.

Udstillingens mange støtter begejstres over den, fordi de mener den bidrager til at forstå terroristerne. Men det er jo lige præcis det, den ikke gør – hvis man da lytter til kunstnergruppen. Den overtager nemlig terroristernes tankeverden og ophøjer deres forståelse af ordet martyrium til det normale. Bemærk, at det er Irans ”martyrmuseum” over selvmordsterrorister der har inspireret kunstnergruppen til at lave noget tilsvarende. Bemærk at kunstnergruppen ukritisk overtager den iranske betegnelse.

ANNONSE

dens pressemeddelelse står: :

”Udstillingen undersøger, hvorfor nogle mennesker går i døden for det, de tror på. Vores fascination af heltemodige mennesker er ikke et nyt fænomen. Helt op til i dag har vi undret os over, hvilke egentlige motiver der ligger bag martyrium. Adskiller vor tids martyrer sig fra tidligere tiders, og hvad vil det sige at gå i døden for sin tro?”

Blandt dem kunstnergruppen med talsmand Ida Grarup i spidsen rubricerer som ”heltemodige” er terroristbrødrene Khalid og Ibrahim El Bakraoui. De to ”martyrer” demonstrerede deres heltemod ved at sprængte sig selv og et stort antal sagesløse mennesker i stumper og stykker i Bruxelles’ lufthavn for nylig.

Dybt fascinerende ifølge tigerens andet øje!

Måske skulle Grarup og co. invitere de pårørende til ofrene for Khalid og Ibrahim El Bakraouis ”heltemodige” gerninger med til ferniseringen. Det kunne sikkert blive meget “fascinerende” for dem at opleve, at man ophøjer dem, der dræbte deres kære, til heltemodige skikkelser.

Hvorfor ikke? Terrorister er jo ifølge Ida Grarup ”vor tids martyrer”

Nej, kære Ida Grarup, det er netop det, de ikke er. De er gemene mordere og det er noget andet.

Hermed lidt leksikal viden:

Ordet martyr betyder ”vidne” på oldgræsk og det en martyr vidner om, er den tro, han eller hun er villig til at gå i døden for. Det, han vidner med, er sit eget, ikke andres blod. En martyr lider altså selv – han udsætter ikke andre for lidelse.

Det er ordbogens og den oprindelige, kristne forståelse af ordet martyr, der har sin rod i Ny Testamentes beskrivelse af Stefanus, der blev stenet til døde, fordi han holdt fast ved sin tro på at Jesus var Messias.

I islamisk sammenhæng er betydningen en helt anden. Her er martyren en person, der dræber andre og sig selv i kampen for at udbrede Muhammeds herredømme til hele jorden.

Normalt kategoriserer ikke-muslimer det islamistiske jihad-”martyrium” som mord og væmmes ved det i solidaritet med ofrene for terrorren, som der i disse tider er et utal af. Ida Grarup derimod fascineres ifølge pressemeddelelsen af ”heltemodet” og putter morderne i samme skuffe som de ægte martyrer

En af dem, der lider den tort at blive sidestillet med morderne, er ifølge Grarup en katolsk præst, der blev dræbt i en tysk kz-lejr. Måske Maximilian Kolbe, der endte i Auschwitz, fordi han havde skjult jøder.

Her en beskrivelse af hans død

Da en fange forsvandt fra Kolbes barak, krævede Hauptsturmführer‘en, at ti fanger skulle sultes ihjel som straf. En af de udvalgte var en mand med kone og børn. Kolbe tilbød at tage hans plads med ordene: “Han har kone og familie. Jeg er enlig. Jeg er katolsk præst.”

Hans ønske blev opfyldt. De ti fanger blev placeret i hver deres celle, nøgne og uden tæpper, mad og drikke. I 16 dage prøvede Kolbe at holde modet oppe hos de andre ved at lede an i salmesang og bøn, mens de døde én efter én.  Tilsidst, 14. august 1941, blev de fire, der stadig var i live – deriblandt Kolbe – dræbt af en giftinjektion.

Denne historie er ikke ”fascinerende”, men bevægende, fordi det altid er bevægende, når mennesker ofrer deres liv for andre. ”Større kærlighed har ingen end den at give sit liv for sine venner”, som der står i Johannesevangeliet.

En sådan bevægende selvopofrelse sidestiller Ida Grarups udstilling med massemord på uskyldige. Og uden at rødme udnævner hun helten og morderne til det samme: Martyrer .

Det er perverst.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629