Nytt

Byretten i København stadfestet mandag at de to tunisierne som har sittet i varetekt siden 12. februar, mistenkt for å ha villet drepe tegneren Kurt Westergaard, blir sittende. Retten mener det er skjellig grunn til å mistenke at de planla å drepe Westergaard. Sikkerhetspolitiet PET fremladokumentasjon som retten fant troverdig.

Men forsvarerne anker. De mener det er feil rettsanvendelse.

Det er kjent at de to planla å drepe Westergaard uten bruk av våpen. En av de to er en av Danmarks fremste utøvere av kampsporten shootfighting, hvor det er lov å sparke og slå motstandere som ligger nede.

Flemming Rose har intervjuet K.S i fengsel: Møte med fienden, der han forteller om sitt liv. Han gjorde seg bemerket i kampsportmiljøet da han kom til Danmark. Berlingske Tidende hadde en reportasje fra et stevne 11.11.2001, som gir noen assosiasjoner til hvilken skjebne Westergaard var tiltenkt.

Som en flok vampyrer drages tilskuerne af det blod, som de håber på vil sjaske og plaske fra deltagerne i Fight Back. Danmarks mest ekstreme kampsport, hvor reglerne er få og tæskene mange.
Af Tekst: Lene Vendelbo PedersenFoto: Claus Bech Andersen
AALBORG »Det nye i år er, at man godt må slå hinanden i hovedet med knytnæver,« smiler arrangøren af Fight Back ud til tilskuerne denne lørdag aften i Aalborg Stadionhal. De møder ham med et sønderrivende »yeah«, der overdøver de barske technotoner. Publikum er kommet for at se kæmperne sparke hinanden i hovedet. Nikke skaller. Slå på modstandere, der ligger ned. Og frem for alt er de kommet for at se blod. Det er sjette gang Danmarks mest ekstreme kampsportsudøvere mødes til Fight Back. Det er en lille lukket kreds, da det er de færreste, som kan kæmpe både stående og liggende. Et kig på deltagernes næser og øjenbryn taler sit tydelige sprog: Det gør ondt. Kim Hovgaard har mærket smerten i kroppen ved tre tidligere Fight Backs, men han bliver ved.
»Der er altid en grund til, at man begynder at dyrke kampsport,« siger Kim, der selv startede, fordi han blev mobbet i skolen. »Hvis man bliver ved, ændrer den sig undervejs. Størstedelen af al kampsport er noget, hvor man lader som om. Det bliver man træt af. Det er ligesom med fodbold, man gider ikke at lade som om, man spiller. Derfor er det godt med Fight Back, for det er det tætteste, man kommer på reel kamp i Danmark.« Der er en halv time til, han skal i kamp. Sjippetovet svirper hen over gulvet i omklædningsrummet i et tempo, som en ni-årig pige ville være misundelig over. Kim Hovgaards læber dirrer op og ned i takt med benene. »Du skal møde Anders,« siger assistenten til Kim, der laver høje spark op i luften. »Tænk, hvis jeg rammer ham med en af dem der, så ryger han ned. Jeg skal ramme ham så mange gange, jeg kan,« stønner han ud mellem de sammenbidte tænder. »Et minut, Kim,« meddeler assistenten. »Holy crap!« Kim får de specielle kamphandsker på, der mest af alt ligner et par vanter, som man brugte på slalombakken i 80erne. I tunnelen ud mod spotlyset møder han sin arvefjende, K. S. , der stopper op og siger: »I don’t care, I just want to fight you in the final«. De forsøger at kigge hinanden ind bag øjnene, indtil speakeren annoncerer Kim Hovgaards forestående kamp på den firkantede sorte madras. Han har tre gange fem minutter til at gøre det af med modstanderen, men efter 29 sekunder har Kim vredet sin modstanders albue så langt den modsatte vej, at han vælger at give op. De to kæmpendes moslen på gulvet ligner mere en hårdhændet parringsleg end en kamp, og de omkring 400 tilskuere i hallen begynder brummende at kræve mere action. Og mere blod. En rocker tager sin gode vest, to smaltaljede blondiner om livet, og meddeler, at nu går han hen i klubben. Halvnøgne mænd, der ligger oven på hinanden på en madras, svedende, savlende og stønnende, er ikke noget for en korpulent mand med rygmærke og rygte. Men for aalborgensere uden rygmærke sætter det associationer om en hel anden verden i gang: »Det er næsten ligesom filmen »Fight Club«, der mangler bare lidt blod,« siger et par stykker til hinanden.

Blodigt hagekors

Blodet kommer. Et velplaceret slag på en tysk kæmpers næse får det til at flyde fra næse og mund ned over det hagekors, som han har tatoveret på overarmen. En tilskuer med en tatoveret, sammenkrøllet tyrenakke rejser sig ivrigt op, alt imens en pige med langt lyst hår – næsten helt ned til hårrødderne – gemmer sig bag sin kæreste. Tyskeren vakler, men holder omgangen ud. Han går ud til den næste, tørrer sig under næsen, kigger op og når ikke mere, før modstanderen har sparket ham på knæet, så han falder om. Han hæver sin tatoverede arm op i luften og slår opgivende i madrassen. Det er slut. »Jeg kæmper her, fordi det er ærligt og rent. Det er rent, fordi der ikke er nogen, som er tvunget til kamp,« siger den slagne tysker på vej ud mod omklædningsrummet. I et andet omklædningsrum sidder Kim Hovgaard. Det står nu klart, at han i finalen for kæmpere mellem 50 og 70 kilo skal møde arvefjenden, K.S. De har mødt hinanden tre gange tidligere. Vundet en kamp hver og kæmpet en uafgjort. Kim står med ansigtet vendt ind mod muren i omklædningsrummet. »Der er adrenalin i luften,« siger en om den ramme svedlugt i det lille rum. Kim kigger mut ud i luften, da han forlader rummet. Nu er det tid til kamp. Han kniber øjnene en anelse sammen og tager så skridtet ind på det sorte underlag. Spottet lægger sig som en hinde ud over de to kæmpere. De nikker til hinanden. Måler hinanden. Og kaster sig over hinanden, som var det en kamp mellem katte. De ruller rundt på madrassens otte gange otte meter. For en udenforstående ser det ud til, at de pænt skiftes til at være ovenpå. Lige indtil det øjeblik, hvor K. S. tvinger Kim Hovgaards albue i en lås, som former hans mund i et stumt skrig, mens hans øjne kigger dødt ud i det larmende mørke omkring scenen. Hans frie arm går i propelfart ned mod madrassen for at vise, at han giver op, men Karim sanser det ikke, før dommeren griber frelsende ind. Kim hjælpes op, mens han selv hjælper sin albue op. Han flygter væk fra 400 menneskers opmærksomhed, bliver tilset af en læge, der beroliger med, at armen ikke er brækket, som Kim først troede. Den er bare hoppet ud af leddet og er overstrakt 30 grader. Beskæmmet over, at smerten ikke var så pinefuld, som han først troede, kigger Kim ned i jorden, og trækker væk fra de nysgerrige blikke. »Man har altid en eller anden form for skade, men det vildeste, jeg har været udsat for, er hjernerystelser,« siger Kim, hvis tommelfinger lige er groet sammen. Inde i hallen vender tilskuerne ryggen mod den sorte måtte, som ligger blodplettet hen efter aftenens kampe. De går ud i natten mod »Giraffen« i Jomfru Ane Gade, hvor rusen fortsætter. Men for Kim Hovgaard er festen slut, så han vender Jomfru Ane Gade ryggen og siver ud mod omklædningsrummet, hvor hans forslåede klubkammerater plejer rifter og opsvulmede øjne.

Berlingske Tidende 11,11.2001
Tørre tæsk

Byret: Tunesere udgør risiko

Les også

-
-
-
-
-
-