Det helt store problem med den igangværende masseindvandring, er at den er noget nær irreversibel. Demografi er skæbne, som man kunne læse i Samuel P. Huntingtons Clash of Civilizations (1996), og ingen ønsker at kæmpe for hævdvundne rettigheder på eget territorium, og da slet ikke med egne børn som aktører. ‘Pia K er krig’ lød det fra Nephew for nogle år siden, men der er immervæk forskel på en advarsel og et ønske. Livet er andet og mere end et parti-politisk rollespil på Facebook.

At demografi er skæbne, var grunden til at jeg blandede mig i debatten, da min datter trådte sine barnesko før årtusindskiftet. Det er stadig udgangspunktet den dag i dag, hvor hun har fast kæreste i hovedstaden, og jeg møder papsønnens endnu yngre veninde ved morgenbordet. Kultur har betydning, forklarede jeg Niddal El-Jabri for at par år siden, der i en kronik i fredagens Dagbladet Information opridser min holdning således.

«Han forsvarede sin nationalisme med, at han ville give tryghed til sine børn. Det blev ikke sagt direkte, men i løbet af den lange samtale blev det tydeligt for mig, at min brune søn ikke er en del af den ligning. Jeg vil dog vove den påstand, at hvis man kun bekymrer sig om sine egne børns tryghed, så bekymrer man sig ikke rigtigt om børns tryghed. Så jeg sagde til bloggeren, at for mig handler det netop om at skabe et trygt samfund for både mit barn, hans børn og alle andre børn. Men frygten for de andre lever i bedste velgående på tværs af etniske og kulturelle skel i det danske samfund.»

Jeg er vant til at blive misforstået når jeg taler med muslimer, men jeg udpensler det gerne – igen. Demografi er skæbne: Jo flere indvandrere og efterkommere fra islamiske lande der tager ophold her, jo mere vil islamisk kultur påvirke det Danmark jeg elsker. SF’s Özlem Cekic gentog Niddals pointe forleden dag, og jeg forstår fint bekymringen, omend det jo aldrig har handlet om den enkelte ‘brune søn’. Må jeg stilfærdigt påpege, at Özlem som kurder og Niddal som palæstinenser, er levende beviser på at ‘tryg multikultur’ er en illusion.

ANNONSE

Førstnævnte debuterede i medierne tilbage i 2012 under omskæringsdebatten. Det blev betragtet som en ‘kæmpe identitetsdetalje’, med forklaringen: «Er min søn ikke omskåret, træder vi ud af et mønster», og «Havde jeg haft min forhud, ville jeg ikke have været i balance med min familie og det, som jeg kommer fra».

Bedre kan ‘dem & os’-tænkningen næsten ikke forklares, men danskerne har vitterlig også identitetsmarkører. Det er ikke helt et nulsumspil, men alligevel lidt – frihed til at dyrke islamisk kultur i Danmark, er de facto ufrihed for danske piger. At retsstaten taber terræn og den gensidige tillid går fløjten, er naturlige afledte effekter.

Som indfødt har jeg intet ønske om at spille hasard med det Danmark der gør mig tryg. Jeg forstår fint at ‘statsløse’ vil have ‘multikultur’, men den igangværende indvandring er langsom kolonisering, og jeg vil personligt gerne undgå at Danmark bliver et nyt Balkan. Det Balkan der var idealet for multikulturalisterne, lige til diktaturet faldt, og naboer gik til angreb på hinanden. Hudfarve er ikke en del af ligningen, men der er et ‘dem & os’. Det handler om kultur, og det har altid gjort det. Ikke mindst for muslimerne.

«Tonight we gonna party like it’s 1999», sang Prince da jeg var ung, og selvom det ikke er længe siden vi kunne skrive 1999, så har politikere på få år gjort ubodelig skade. Der var også kriminalitet før indvandringen tog fart, men i dag er niveauet et helt andet – uanset hvilken bortforklaringsmodel der har dannet skole på Kriminologisk Institut. Det handler ikke kun om antallet af anmeldelser, men også om den generelle tryghed. Det kan vanskeligt sættes på formel, men er ikke desto mindre en fast ingrediens i et lykkeligt liv.

Forleden talte 30-årige Catharina Kristensen ud om sine oplevelser med flygtninge i nattelivet. Hun fortalte, at hun blev omringet af flere indvandrere og begramset på et diskoteks dansegulv. En af dem pustede sig op, og begyndte at ‘slå sig på brystkassen’. Det hyggelige ved byturen forsvandt, og hun valgte at tage hjem. Udenfor diskoteket stod 10-15 råbende udlændinge klar og ventede, så hende og veninden måtte ringe efter en taxa. Da den kom «… løber vi simpelthen ud til taxaen, og smækker dørene». Catharina kan ikke mere feste som i 1999, ikke engang i provensielle Haderslev. Skru tiden 15 år frem, og ekstrapolér!

Tilbage i 1999 havde Catharinas førstehåndsberetning været en kæmpehistorie, og da jeg begyndte at dokumentere udviklingen et par år senere ville det havde været en bloggsofærisk kioskbasker. I dag er der så meget af den slags, at jeg først her efter nogle dage overhovedet nævner den her på Document. Næsten umærkeligt, har vi vænnet os til mindre tryghed i det offentlige rum. Kulturfremmede der chikanerer yngre kvinder i nattelivet er ikke et nyt fænomen, men efter Køln er der gået hul på bylden. Havde medierne været sin opgave voksen, så havde danskerne haft den viden i stemmeboksen.

Om det så havde gjort en forskel er uvist. Det er menneskeligt at tro det bedste om sine medmennesker, og langt de fleste forfalder til den naive apati der kendetegner de fleste partier – ‘hvis blot vi bliver bedre til at integrere’, lyder første vers, i den sang som skiftende statsminister synger. Fremtiden er mere af det samme, og der kommer tilsyneladende ikke et pres nedefra, før folk flest har mærket det på egen krop. Lige præcis på det punkt er der til gengæld fremgang at spore. Overalt, hele tiden.

«Fredag aften kort før midnat blev en 44-årig overfaldet af en gruppe drenge i Gullestrup. … på et tidspunkt blev der kastet snebolde mod vinduerne ind til hans lejlighed. Manden går udenfor og bliver her overfaldet en af gruppe drenge i alderen 12 til 16 år. De slår ham i ansigtet flere gange med et jernrør…» (Herning, fredag aften)

«Den 16-årige pige gik ad Østergade mod vest – i gågadens sydlige side – og kort efter at have passeret Biblioteket, blev hun pågrebet bagfra af to yngre mænd… Pigen blev – mens hun blev holdt for munden – ført over til en port i muren ved Tinghuset og om bag muren. Her blev hun forsat holdt for munden og samtidig holdt fast op mod muren. Den af mændene åbnede hendes jakke og tog den af hende, hvorefter han forsøgte at knappe hendes bukser op. Mens dette stod på kunne pigen se, at tre andre yngre mænd kiggede på.» (Herning, lørdag aften)

«En 28-årig mand blev søndag morgen mellem kl. 07.30 og 08.00 slået og sparket af fire mænd… Manden luftede sin hund i Grøfthøjparken i Aarhus-forstaden Viby, da han blev antastet af fire udenlandske mænd.» (Viby, søndag morgen)

«En 25-årig mand var mandag aften på vej til Valby Station i København, da han tilsyneladende helt umotiveret blev stukket i låret med en kniv.» (Valby, mandag aften)

«Ja, men det er jo ikke alle der er kriminelle», kan jeg høre I det fjerne. Helt korrekt. Ingen har påstået andet, og det er på sin vis irrelevant. Det kræver ikke 100 indvandrere at gøre Gullestrup-kvarteret utryg. Tre-fire 12-årige drenge med jernrør er nok. I øvrigt blot et stenkast fra skovområdet hvor en somalisk teenager i 2011 voldtog en 9-årig dansk pige analt.

Personligt ser jeg ingen grund til at gøre Danmark til et eksperimentarium for alverdens kulturer. Man kan eksperimentere med meget, men ikke med befolkningens sammensætning. Når vi taler demografiske ændringer bør ansvarlige politikere derfor gå med livrem og seler. Hvis multikulturen også viser sig at ikke at fungere de kommende årtier, så er der ingen vej tilbage.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629