Kommentar

Vi tog vores gode tøj og cykler og fløj til Bilbao i Nordspanien og så Guggenheim ligge som en gylden kogle i byens grønne gryde, klemt inde mellem bakker og Biscay.

Det blev morgen, og vi kørte vestover gennem De Cantabriske Bjerge og videre ind Asturien og Galicien mod Santiago de Compostela for at bede en bøn, men lige meget hjalp det. Verden skramler, ramler videre som et vanvittigt forsøg med levende mennesker.

Flugten fra det alt sammen er momentan.

Verden er af lave. Det har den for øvrigt altid været, men mere nu end nogensinde. Se i Øst, Vest, Syd og i Nord, for slet ikke at tale om Mellemøst, verdens røvhul, som jeg plejer at sige på mine egne koordinater.

Vi kørte gennem landskaber præget af naturens overskudslager. Læg dertil sving, fart, acceleration og asfalt, fantastisk asfalt. Spanien er belagt med asfalt i verdensklasse og drabelige stigningsprocenter og ditto fald.

Cyklerne adlød vores bevægelser, klæbede til vejen, og vi slap for regn i en hel uge. Om aftenen væltede det ind med nyheder og beskeder fra resten af verden, store som små, tikkende lyde på mobilen, allerede når vi stod i hotellets foyer med tilgængeligt wifi.

Flugten er kortvarig.

En nat drømte jeg en drøm, hvor jeg fanget i en slags kviksand ikke kunne hjælpe mine nærmeste fra en fare, og jeg vågnede i en dis af uforløst vrede mod en høj fugl med et langt, ondskabsfuldt næb.

Senere, i bedre humør, kom jeg pludselig i tanke om en scene fra Jørgen Leths Italiensfilm, hvor Ole Ritter sidder og skræller en appelsin før en enkeltstart i Giro d’Italia. Ritter har lige spist, oksekød og salat, protein og vitaminer. Kameraet zoomer ind på Ritters behandling af denne appelsin. Ritters hænder, han har store hænder: Appelsinen er prisgivet.

Ritter, en kat på cyklen, er ingen vegatarflipper, men et kontrolleret rovdyr, der lader op før jagten på hæder. I Leths cykelbog Den gule trøje læser vi:

”Dagen før enkeltstarten kan rytteren føle sig demoraliseret, han kan ligesom en skuespiller før premieren føle at han ikke kan sin rolle. Han føler sig usikker, han isolerer sig og holder sig for sig selv og er extremt stille.”

Det er denne stilhed før stormen, Leth iagttager, før han dokumenterer noget større – udladningen, det lange glid, den poetisk smukke scene med Ritter på vej mod mål, fuldstændig lukket inde i sin egen rytme, uden at tænke, uden at se, akkompagneret af en stigende tone, et crescendo, der forstærker den drømmeagtige sekvens – tilsat Leths erotiske staccato:

”Den lange flade vej. Eftermiddagssolen. Forhjulet. Hænderne. Maven. Vejrtrækningen. Maksimum.”

At Ritter bliver nummer to efter Gimondi er for så vidt underordnet for fortællingen; Ritters nærmest vægtløse tilstand ophøjer det langstrakte øjeblik til noget bestandigt. Ritter fræser af sted med knap 50 km/t, men nærbillederne gør beskueren fartblind.

Måske er det slet ikke Ritter, der bevæger sig; måske er det os. Tiden bliver overflødig, fordi vi suges ind i den og oplever en slags renselse.

Renselse. Det er cykling i en nøddeskal. Erstatningsreligion, velsagtens, men modsat mange andre erstatningsreligioner skader den ikke andre. Den gør noget ved øjeblikket, mens øjeblikket er der, og det er derfor, jeg er vild med cykelsport, hvis nogen skulle have glemt det: Cykling er en kur mod verden.

Ikke at den hjælper, men den hjælper mig.

Les også

-
-
-
-