Sakset/Fra hofta

Det er et skrikende misforhold mellom migranteuforien blant politikere og i mediene, og virkeligheten der ute. Den forteller at ingen i Europa foreløpig har knekket koden for hvordan man integrerer muslimer. I stedet for å se faktum i øynene, vender man blikket bort og hengir seg til virkelighetsflukt.

Det har kommet noen signaler som burde noteres: I Rødby, havnen i det sørlige Danmark, møtte danske muslimer opp for å hjelpe sine trosbrødre, og ble mektig vrede da de ikke fikk lov. Slikt vil vi trolig se mere av. Det finnes nå så mange på innsiden av Europa at de kan hjelpe dem på utsiden til å komme seg innenfor. Trafikken vil fortsette, med hjelp fra en del europeere. Mediene står klar til å slå ned på alle myndigheter som viser tegn på handlekraft.

Islamisk Trossamfund organiserer protester i Rødby, politiet mødes af en hadsk pøbel, og salafister smugler migranter ind i landet. Sammen med imamer i vores store moskeer står de parate som gale hververe, som tungetalere og afsindige, til at samle migranterne op, når de og deres efterkommere efter nogle år driver fortabte rundt i samfundet, uden arbejde, uden uddannelse, fremmedgjorte og sårbare og dermed som et let bytte for hadets og fanatismens religion. Vækkelsesprædikanter, der taler til de tomme sjæle, vil få deres finest hour. For humanismen er ikke nok. Som man ved, hører især konvertitter til de mest radikale islamister.

Der manes dæmoner frem i disse tider. Et jødehad hjemsøger Europa, af en styrke, som vi ikke har set siden nazismens sataniske evangelium i 30’erne. Vi vil se flere Muhammedkriser. Allerede nu er vi hæmmede, tør ikke tegne billeder af profeten, ja, vi tør heller ikke vise dem på universiteterne, ikke engang som led i en almindelig kritisk diskussion. Frygt for at blive truet, overfaldet eller det, der er værre, har fået et godt tag i folk. Indvandrerbander er i voldsom vækst, radikale organisationer som Hizb ut-Tahrir tager magten i hele lokalområder og omdanner foreningslivet til bastioner for islamisme. Der opføres stormoskeer i stor stil, med Saudi Arabiens wahabistiske præsteskab som velvillig sponsor, imens mange af Europas kirker efterhånden kun er bolig for blæsten.

Alene Tyskland modtager i år 800.000 migranter, som for manges vedkommende ikke kan integreres. I de sidste 30 år har intet, generelt, virket noget sted i Europa, parallelsamfundene er blevet flere og større, år for år. Ingen har brudt koden. Billeder og videoer af etniske uroligheder blandt flygtningegrupper, hærgende menneskemasser og trusler mod værtslandenes vantro indbyggere hører til mediernes bortcensurerede virkelighed.

Kasper Støvring: Syner af styrtende tårne