Nytt

Den tyske kanalen ARD sendte tirsdag en dokumentar om den kommende megamoskeen i Køln. Det timelange programmet var overraskende kritisk og direkte i sin tilnærming til prosjektet, som filmskaperne har fulgt i flere år.

For en tid tilbake sparket man den tyske arkitekten Paul Böhm. Det er en sammenslutning av 800 koranforeninger, med tilsammen 1 million medlemmer, kalt Ditib, som står bak megamoskeen. Utad regnes den som moderat-liberal, men i filmen kommer det frem tegn på at de radikale krefter har fått økende innflytelse, og at disse styres av eller samarbeider med krefter i Tyrkia.

Offisielt ble Böhm avskjediget pga feil og mangler, men det lå andre ting bak, ifølge Anders Raahauges artikkel i Kristeligt Dagblad.

Det antydes i filmen, at den tyrkisk-tyske bygherre i virkeligheden skilte sig af med ham af andre grunde, nemlig at det blev stadigt sværere at formidle til baglandet i Tyrkiet, at en kristen arkitekt var ansvarlig. Paul Böhm har tidligere tegnet kirker. I tyrkisk presse verserede historier om, at Böhm havde smuglet kristne symboler ind i bygningen, blandt andet et kors og et P, der skulle stå for pax eller Paulus. En omvendt Da Vinci-kode-historie.

Filmholdet var til stede ved pressemødet i 2011, hvor en tydeligt berørt Böhm afskediges. Der er udstedt forbud mod bestemte spørgsmål, og da journalisterne irriterer arrangøren, afbrydes seancen. Bygherren hedder Ditib, en tyrkisk-muslimsk sammenslutning af 880 tyske koranmenigheder, der tilsammen tæller en million muslimer.

Dokumentarfilmens instruktør Birgit Schulz antyder, at tyrkiske hardlinere har mere indflydelse bag kulisserne i Ditib, end man tror. Ditib går for at være liberal, men står i et ret direkte afhængighedsforhold til Tyrkiet, siger hun undervejs.

Meningsmålinger fra en tid tilbake viste betydelig skepsis, men ikke en knusende. En sammenslutning mot moskeen, ProKöln, er i pressen blitt hengt ut som høyreradikal. Dette har skremt folk fra å delta eller vise sin mening. Det sies at folk har godtatt moskeen, men man bør ikke ta deres taushet for samtykke, mener regissøren.

”Man fortæller mig, at kölnernes forargelse er forstummet. Denne tavshed gør mig urolig.”

Filmen heter «Allah in Ehrenfeld», Ehrenfeld er området hvor megamoskeen bygges. Tyskerne flytter fra dette området.

Schulz er gennemgående neutral i sin fortællestemme i den lange dokumentar, men bemærker på et tidspunkt:

”Jeg må spørge mig selv, om jeg ville bo i nærheden af denne moské”.

Hva kan være grunnen til at de flytter? Det er vel summen av signaler og antakelser om fremtiden.

Disse antakelsene får støtte i en av Tysklands meste kjente kulturpersonligheter med muslimsk bakgrunn, tyrkisk-tyske Necla Kelek. Hun uttalte til Frankfurter Allgemeine at megamoskeen vil motvirke integrasjon.

I Vesten kommer sådanne nemlig til at fungere som ”medinaer”, anfører hun, et multifunktionshus, hvor shariaen kan råde. En medina bliver en by i byen, bemærker Kelek, med koranskole, korrekte fødevarebutikker, rejsebureauer, begravelsesinstitut, restauranter, tesaloner, frisør – alt hvad en muslim behøver uden for hjemmet. Ikke just en model for integration, bemærker hun.

Den med status som sterkest har kritisert moskeen er den kjente jødisk-tyske forfatter Ralph Giordano. Han er av kraft av sin bakgrunn og litterære status vanskelig å ødelegge. Få andre tør å uttale seg like fritt.

I ”Allah in Ehrenfeld” kalder han moskéen for ”et vartegn for snigende islamisering“ og ”en krigserklæring” . Til en gruppe muslimer siger han: ”I må gøre jer tanker om, hvilket problem I udgør for flertalssamfundet.” En udtalelse, der ryster Spiegels tv-anmelder.

Giordano har ellers ikke tidligere lagt fingrene imellem. For fem år siden kaldte han i Kölner Stadt-Anzeiger byggeriet for ”et monument over fejlslagen integration” og skrev blandt andet:

”Jeg vil også fremover insistere på min kulturelle selvbestemmelse, på en livsform, som er min og som på mange måder ikke stemmer overens med den muslimske. Og det vil jeg have lov at sige uden indskrænkning. Jeg vil have lov at sige, at jeg i de tyske gader ikke vil møde hverken burka-bærende eller chador-indhyllede kvinder, lige så lidt som jeg vil høre muezzin-råb fra hushøje minareter.”

Bygningen af prestigemoské i Köln udvikler sig til et mareridt