Tavle

 

En af sommerens store oplevelser var P.S. Krøyers monumentale billeder i Skagen Museum. Billedet Fra København Børs (1895) viser et selvbevidst borgerskab. Hvor findes en tilsvarende selvbevidsthed i dag? Vores elite indbilte sig at de kunne klare sig uden dannelse og uden normer. Den borgerlige tvangstrøje viste sig at være bedre end fuld «nøgenhed». Foto: Document.

Mikael Jalvings beskrivelse af danskerne ”Det store danske skuldertræk” er deprimerende. Men er det sandfærdigt? Hvorfor stemmer danskerne imod deres egne interesser? Er det fordi de er ligegyldige overfor deres eget land, eller er det fordi nogen har bildt dem ind, at det går godt, selv om befolkningen skiftes ud og udgifterne stiger til himlen.

Problemet begynder og slutter med alt det håberi, der skal gøre det ud for en holdning. I virkeligheden er flertallet af danskere ligeglade med næste generation, når bare de kan hygge sig over sommeren, lægge vejen forbi Roskilde eller Middelhavet, eller dele succes og lækker livsstil på Facebook, eller komme igennem vintermørket ved at dyrke yoga, være mere positiv eller spirituel eller spise lige så vegetarisk, som de gør i Kartoffelrækkerne, eller håbe videre med forår, påskeøl og snaps til silden.

De voksne danskere er blevet børn igen, ingen vil være autoriteter, og de rigtige børn har ikke engang nogen eller noget at gøre oprør imod. Kommer der pludselig en lille pige med fletninger, diagnoser og bedemandsansigt og siger, at kloden går under, omfavner vi hende og siger, hun er et geni og forbillede for alverden, fordi hun disrupteralting. Og så går livet ellers videre som før.

Meget i dagens politik bygger på et ”make-believe”, på en forestilling om at tingene fungerer, mens alle kan se at det gør de ikke.

Der er en grund til at Lars Løkke Rasmussen foreslog en blokoverskridende regering. Løkke Rasmussen er klar over belastningerne systemet udsættes for. Sprækkerne er synlige i facaden.

Men det, der gør at folk bevæger sig som søvngængere, er at de lader sig dupere af magtens daglige udtryk.

Denne magt er en indbildt magt. Den opretholdes af en ny klasse. Franskmænd kalder dem bobos, en sammensætning af boheme og bourgeoiser. Jalving er selv ekspert i at ironisere over deres gode smag og sans for det gode liv, hvor de rigtige meninger giver legitimitet til deres politiske magtudøvelse.

Bobo´en er 68’ernes magt- 50 år efter. De styrer i kraft af deres manipulation af tegn og symboler. Dagligdags mennesker har ikke gået mange år på universitetet, de har ikke haft tid til at studere teori. De kender heller ikke de kulturelle koder, der giver adgang til de magtfulde kredse.

Men en elite der ikke fornyer sig vil uvægerligt tabe til sidst. Dagens elite ser sig om efter nye allierede og Radikale Venstre og Enhedslisten fandt dem i muslimerne. Det samme gør eliten i Storbritannien, Norge, Frankrig og Sverige: En god muslim er en lige så god borger som en indfødt. Men hvorfor behøver man særskilte love for at beskytte muslimerne, hvis de er lige så gode danskere som de indfødte?

Dagens regime ville aldrig kunne opretholdes hvis det ikke var fordi medierne sørger for at magtens ansigt forbliver intakt. De udpeger deres fjender og jagter dem til døde.

Men problemet er Donald Trump. Er det virkelig muligt at 63 millioner amerikanere er racister? Ifølge danske medier er det tilfældet.

Dagens elite er uden analytisk formåen. De benytter de mest grovkornede metoder. Alt til højre for dem selv er nazister.

Det er et taktisk greb for at ødelægge modstanderen. Men hvordan skal normale mennesker – herunder muslimer – vide at det ikke er alvorlig ment?

Det er mainstream-medierne der har radikaliseret sig selv og polariseret befolkningen.

Hvad kan løse denne fastlåste situation? Nye medier, der afslører at magten i dag bygger på nøje iscenesatte forestillinger. Sofistikerede løgne der er ved at bryde sammen.

Den normale dansker har længe tålt det nuværende styre. Det lever på lånt tid.

Stadig flere mennesker vender ryggen til medierne. De møder censur og ”Berufsverbot”. Nogen endog tæsk og chikane.

Hvis der skal nyt liv i debatten, må der opbygges nye vitale medier.

Mainstream-medierne har eftertrykkelig bevist, at de ikke har tænkt sig at spille den rolle.

De har valgt la Resistance. Det er en position de ikke vil vedkende sig, men den er tydelig.