Kommentar

Bildet: Lars Løkke Rasmussen er en garvet politiker. Han kan spillet. Når han bryter med 50 års toleransepolitikk og tør å si at danskene mister sitt land, vet han at han må kunne forsvare seg. Men hva vil EU si? Rasmussen har fulgt en Merkel-lojal linje. Hvordan rimer det med den nye politikken? Foto: Francois Lenoir/Reuters/Scanpix

Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil torsdag legge frem en plan for «gjenerobring» av Danmark. Men det er ikke dét den heter. Den heter «Et Danmark uden parallel­samfund – ingen ghettoer i 2030». I realiteten er dét det  handler om: Hvis ikke utviklingen snus, kommer ikke lenger Danmark til å være Danmark.

Det er tanker som foreløpig er utenkelige i både Norge og Sverige. Etter å ha vært lenge i tenkeboksen gjør Danmark et stort sprang, og det kommer til å ha stor innvirkning på Norge og Sverige. Det blir ikke mulig å skjule at danskene svarer på de samme problemer som deres nordiske naboer står overfor: Hva gjør man med befolkningsgrupper som ikke ønsker å tilpasse seg den innfødte kulturen, og som heller etablerer parallellsamfunn? Dette er et nøytralt ord for noe som i dag minner mer og mer om kolonisering.

Den danske regjering og mediene målbærer meninger som i Norge bare omtales, drøftes og kommenteres av nye medier. Det må skremme Erna Solberg og Stefan Löfven. Velgerne ser at en annen politikk er mulig.

Lars Løkke Rasmussen gir en beskrivelse av situasjonen som er politisk uakseptabel i både Norge og Sverige:

Gennem århundreder er det danske samfund blevet skabt, som vi kender det i dag.

Etableret på et fundament af lige dele nedskrevne regler og fælles forståelse af, hvad der binder os sammen. Alt sammen har det udviklet sig over tid.

Gennem de seneste fire årtier er der imidlertid sket noget, som er endt med i dag at true selve sammenhængskraften – den dér særlige danskhed.

Forklaringen finder vi i udviklingen i antallet af ikke-vestlige indvandrere i Danmark. I begyndelsen af 1980erne havde én procent af den danske befolkning ikke-vestlig baggrund. I dag er andelen otte procent.

Danskene mister sitt land på grunn av innvandrere som ikke ønsker å tilpasse seg. Hvordan skal eksempelvis Aftenposten, NRK og norske biskoper slå tilbake en erkjennelse som folk over lang tid er blitt seg bevisst? Det er ikke mulig.

De tankene Løkke Rasmussen formulerer, har modnet over lang tid, og modningen har sittet langt inne. «Alle» forstår at det oppgjøret som forestår, ikke blir lett. Men det er gått opp for danskene at hvis man venter, vil kursendringen bli enda mer smertefull. Det vet man også i Norge, men man fortsetter å late som om det bare er «problemer» og ikke noe fundamentalt vi står overfor.

Det må gjøre vondt i en sosialdemokratisk sjel når en dansk statsminister fra Venstre sier:

»Fra min egen ungdom, da det (indvandringen, red.) var et kolorit på Danmark, er det nu en stor befolkning på omkring en halv million. En for stor del af den befolkningsandel bor koncentreret i relativt få boligområder, som optræder anderledes end gennemsnitsdanmark – målt på alle parametre. Målt på ringe selvforsørgelsesgrad, på uddannelsesniveau, på sprogfærdigheder, på værdier. Det er meget tydeligt,« siger Lars Løkke Rasmussen til Berlingske i et interview forud for, at han på torsdag præsenterer regeringens strategi, der har fået titlen »Et Danmark uden parallel­samfund – ingen ghettoer i 2030«:

»Og hvis vi ikke på en eller anden måde får disse parallelsamfund håndteret, bliver der en pris at betale.«

Prisen i kroner og øre var i fjor 36 milliarder DKK, ifølge finansdepartementet. Men den direkte kostnaden er bare én side ved regnskapet.

Det er et «verdiregnskap» som ikke går opp. Som to eksempler nevner Løkke Rasmussen synet på mannens rolle i familien og synet på homoseksualitet.

»Mindst lige så vigtigt er det,« understreger Løkke, »at nogle tilsyneladende ikke ser på grundlæggende værdier, som de fleste i det danske samfund gør.«

Han henviser til, at næsten fire ud af ti indvandrere anser manden for at være familiens naturlige overhoved. Tilsvarende viste en Gallup­-måling blandt indvandrere og efterkommere for nylig, at 38 pct. af de adspurgte finder homoseksuelle forhold uacceptable. Det er sammenlignet med en tidligere måling næsten dobbelt så stor en andel som blandt etniske danskere.

Fragmenter av denne erkjennelsen kan man også finne i norske aviser. Som i forbindelse med situasjonen på Jordal skole, der foreldremøter foregår på somalisk. Men hverken politikere eller partier – og slett ikke de toneangivende mediene – tør å sette det inn i en større sammenheng, slik danskene nå forsøker.

Arbeiderbevegelsen snakket titt og ofte om hva som er bygget opp og oppnådd. Men nå hører vi ikke så mye om det. Er det fordi man da ville måtte innrømme at man bryter det viktigste budet: Gjør din plikt før du krever din rett? En uskreven samfunnskontrakt er en slik gjensidig avtale mellom borgerne, og det er blitt sagt, blant annet av Sigurd Skirbekk, at forutsetningen for et velferdssamfunn er at alle deler de samme verdier og plikter.

Det er dette danskene tør å innrømme: I Danmark har dette sluttet å fungere. Nye landsmenn bryr seg ikke om den kontrakten et velferdssamfunn må være tuftet på.

Dette samfund, der er bygget op over århundreder, bygger på en ikke nedfældet kontrakt over, hvilket land vi er, og vi har udviklet ufatteligt mange ting med afsæt i det.

Danmark har en frihetlig tradisjon som Norge ikke har. Det skyldes ikke minst Grundtvig, som hatt enorm betydning for dansk oppdragelse og dannelse. Barn skulle oppdras til toleranse og frihet. Når Løkke Rasmussen blir bedt om å nevne eksempler på hva som går galt, nevner han barna og foreldrene. Hensikten med oppdragelse er opplysning, sier Løkke Rasmussen, å gjøre barna i stand til å mestre livet, også arbeidslivet.

»Når man så pludselig oplever, at motivet vendes rundt, og man formørker i stedet for at oplyse, så rusker det i det hele.«

Det er en grusom salve, og det er utenkelig at Erna Solberg ville turt å si noe tilsvarende. I Norge – og enda mer i Sverige – er man redd for at virkeligheten går i stykker hvis man bruker bestemte ord. Er det selve sannheten man er blitt skuggeredd for?

Det Løkke Rasmussen gjør, er å sette noen grenser. Han går inn i rollen som forelder for innvandrerne. Han blir en autoritet.

I Danmark har man frihet til å la barna bli oppdratt utenom offentlig skole, men ikke til hva som helst. Man må stå til ansvar for hva barna blir, sier statsministeren:

»Men det hviler igen på en naturlig forudsætning om, at man opdrager godt, og man opdrager til Danmark. Når vi så ser børn, der løber rundt i boligområder, hvor mødrene ikke behersker det danske sprog, som ikke nødvendigvis er det, der bliver talt på gaden, får vi nogle børn, der får en dårlig start på livet, fordi de starter i folkeskolen uden at have tilstrækkelige sprogkundskaber,« siger han:

»Det kan man ikke sidde og se på.«

Nei, dét kan man ikke sitte og se på. Konsekvensene for samfunnet blir for store.

Dette er 68’er-kulturens endelige fall. Den har vist seg å ødlegge samfunnet.

Vi er vant til begrepet spesialtiltak for «særlig utsatte områder», hvilket betyr mer penger. Men nå snur den danske regjering det på hodet: Disse områdene må få en negativ forskjellsbehandling. Det innebærer at det må inn en pisk, og ikke bare en gulrot. Når journalisten protesterer og spør om det ikke er brudd på likhetstanken, svarer Løkke Rasmussen at barna som fødes i disse områdene, har dårligere utsikter enn andre. Dét kan ikke samfunnet overse, for det er samfunnet som får regningen.

»Det erkender jeg fuldt ud. Det er klart, at vi skal respektere både grundlov og alle mulige internationale forpligtelser og ikke bare frit kan diskriminere. Men dét, som er omdrejnings­punktet, og som vi har brugt mange kræfter på, er at sige: Jamen, har vi mulighed for proportionalt at diskriminere, forskelsbehandle, med afsæt i objektive kriterier? Og ja, det har vi,« siger Lars Løkke Rasmussen:

»Det har en negativ prognose for sig at blive født ind i et af de boligområder. Derfor vil det også være legitimt, at vi håndterer børn i sådanne boligområder anderledes, end vi håndterer alle børn i Danmark.«

Dette er et kvantesprang i behandlingen av innvandrere, fra privilegier til sanksjoner: Det skal koste å bosette seg i ghettoene og la barna vokse opp uten tanke på samfunnsmessige plikter. Det er en helt annen måte å tenke om problemene på. En omlegging fra den sosialistiske tenkemåten, som gjør innvandrere til ofre og klienter og forstår dem i hjel, til å stille krav og følge opp kravene med sanksjoner.

Danmark er her trolig bare førstemann ut med noe andre land vil bli nødt til å kopiere:

Men det er en helt ny tilgang til tingene?

»Det er 100 procent en ny tilgang til det.«

Løkke Rasmussen har tykk hud. Han vet nøyaktig hvilke spørsmål som kommer, hvor journalistene vil forsøke å vippe ham av pinnen.

Strider forskelsbehandlingen ikke imod mange af de ting, vi har bygget Danmark op på som frihed og lighed?

»Jo, men det er dilemmaet. Jo, det er det korte svar.«

Løkke Rasmussen kaster spørsmålet tilbake til journalisten: Hva vil du så gjøre? Vi ser det er et dilemma. Vi forsøker en ny tilnærming for å se om det hjelper, mens dere – mediene – bare vil forsøke mer av det samme.

Det gjør journalistene spake. Løkke Rasmussen gjør dem ansvarlige. Også de tilhører vel samfunnet, eller hva?

Kan det så ikke være en glidebane?

»Nej, fordi alting hviler til alle tider på nogle forudsætninger. Demokratiet faldt heller ikke ned fra himlen en dag, og så gik vi fra diktatur til demokrati. Forud for det lå en lang, lang folkeoplysningstradition. Ethvert samfund hviler på nogle forudsætninger, og det vi oplever i disse år er, at de værdimæssige forudsætninger, som Danmark er etableret på, og som spillereglerne derfor er vedtaget på, krakelerer. Ikke i hele Danmark, men i dele af Danmark.«

Det blir som med firmaer som outsourcer virksomhet til andre land og legger ned arbeidsplasser. Hvor blir det av samfunnskontrakten? Hvor lenge tror de at de kan regne med å bli betraktet som danske eller norske?

Pendelen er i ferd med å svinge.

Den danske regjeringen har lagt mye arbeid i planen. Forhåndsomtale i mediene er viktig. Det tyder på en bevisst politikk. Her stikker man ikke under stol at det er snakk om et «linjeskifte».

»Ser man på Danmark og de belastede ghetto­områder og holder dem op imod, hvad man ser i hjørner af Bruxelles og Paris, så har vi stadig en chance for at lægge arm med det, men det kan ikke længere håndteres med almindelige politikker,« siger statsministeren:

»Det er fem minutter i tolv.«

 

Nu lancerer Løkke sit store ghetto-opgør: Selve danskheden er truet

Artikkelen er bak betalingsmur, nok et argument for at du bør støtte Document. Mer og mer interessant stoff finnes bare bak betalingsmurer.

 

Bestill Douglas Murrays bok fra Document Forlag her!