Sakset/Fra hofta

Den dansk-jødiske journalist Jeppe Samuel Cholewa Juhl har en gripende artikkel om de danske og øvrige europeiske jøders skjebne i trykkefrihed.dk. Han sier at jødenes tid i Europa er ute. Europeiske politikere har valgt en politikk som gjør at jøder skiftes ut med muslimer. Slik er det. Det kan de ikke løpe fra.

Dette valget får store konsekvenser for Europas jøder. De kan ikke lenger bli på et kontinent der den nye innvandrerbefolkningen har et hat mot jøder med seg som de ikke legger noe bånd på. De drap som er begått, er bare begynnelsen.

Om få generationer vil de religiøse jøder være helt forsvundet fra Europa. Og når de religiøse jøder forsvinder, så vil vi sekulære jøder også forsvinde. De religiøse jøder vil være at finde i Israel, vi andre vil med stigende hast miste vores jødiske identitet og assimilere bort.

Uden de religiøse jøders tilstedeværelse kan vi sekulære nemlig aldrig bevare en jødisk identitet. For hvor skal vi, der ikke tror, tage hen og fejre Yom Kippur eller Rosh Hashanah, når den sidste rabbiner er væk. Når dørene til vores synagoge er blevet lukket og låst for aldrig mere at blive åbnet?

Dette står mig lysende klart efter de to seneste terrorangreb i Europa i henholdsvis Paris og København, for ingen religiøse menigheder kan i længden leve med at skulle opdrage deres børn i skyggen af beskyttende maskinpistoler. Og det er præcis den begrædelige virkelighed, Europas og Danmarks jøder står over for i dag.

Det var derfor, jeg græd foran synagogen i weekenden. Jeg græd for helten Dan Uzan, der gav sit liv for at beskytte sin menighed.

Jeg græd for den uskyld, vi mistede i det Danmark, der har så stolte traditioner med at beskytte sin usædvanligt velintegrerede jødiske befolkning,

Jeg græd, fordi mordet på Dan Uzan i realiteten indvarslede enden på jødisk liv i Danmark.

De fleste mennesker forstår ikke hvilken pris Europa betaler. Hva vi mister. Men det er en annen side ved Juhls artikkel som peker på et enda større tap: oss selv.

Hvis ingen europeere tror, vil der heller ikke finnes sekularitet og liberalitet. Det er en balanse som det fremdeles sitter langt inne å erkjenne, men den er der, akkurat som med jødene: Hvis ikke europeere finner frem til en kristendom som er livssterk, sunn og vital, som våger å gå inn i sin tid og forsvare våre samfunn med alt som trengs, vil heller ikke liberalerne ha noe bolverk.

Det indre liv og den indre styrke henger sammen. Uten denne styrke vil ikke Europa kunne forsvare seg.

Europa klarer ikke å forsvare jødene, for det klarer heller ikke å forsvare seg selv.

Det er et tankekors: Jødene overlevde Holocaust, de bygget et nytt land, og de bevarte troen. Europa beseiret nazismen, men så ut som en branntomt. Det var med amerikanernes hjelp vi ble befridd. Så bygget vi et kontinent hvor vi etter hvert klarte oss uten tro. Nå står vi overfor en meget sterk tro, en tro som gløder av hat mot vårt eget samfunn. Og vi aner ikke hvordan vi skal takle det.

Jeppe Juhl gråter fordi han ikke ser noen løsning.

Jeg græd, fordi jeg inderst inde ved, at vores politikere ikke har evnen og viljen til at finde en løsning på problemet med permanent at sikre de danske jøder et jødisk liv i Danmark.

Men det er kanskje ikke helt riktig? For et Europa som gir jødene på båten, har heller ingen fremtid. Den herskende klasse har kalkulert med og håpet at dette valget ikke skulle bli synlig. Men nå er det synlig, og mange europeere vil forstå at det ikke bare gjelder jødene, men også dem selv.

Jeppe Juhl mener vi ikke har noe valg. At løpet er kjørt. Det er det aldri.

For den eneste løsning er så gennemgribende, at den desværre er illusorisk. Først og fremmest skal al indvandring fra muslimske lande øjeblikkeligt stoppe. Dernæst skal alle muslimer, der ikke ubetinget bakker om det frie, demokratiske samfund repatrieres. Dette er aldeles uladsiggørligt.

Men ingenting er helt umulig. Når man må, så må man. Er ikke det lærdommen etter Holocaust? Man gjør det man må. Men det skal gjøres på riktig måte.

Derfor er livsnerven i det Juhl åbner med det viktigste: Forholdet mellom de troende og de ikke-troende. De sistnevnte kan ikke klare seg uten de førstnevnte. Og hvor finner man dem? Det er der vi må begynne. Med begynnelsen.

andrea.del.sarto.the-annunciation.jpg!Large

Andrea del Sarto Annunciation