Kommentar

Når Danmark politisk er et annet land enn Norge er det av to grunner: Danskene hegner mer om sin historie og kultur. Og: De har noen individer som  tør å si sannheten selv om den er upopulær.

En av disse er Tina Magaard. Hun var sterkt fremme som faglig autoritet under karikaturkrisen. Magaard kom fra mange års studier, blant annet av islam, ved Sorbonne og gikk rett inn i den danske debatt. Hun våget å si at islam var annerledes enn kristendommen. Danmark hadde ikke akkurat flust med islamforskere som var kritiske. Magaard ble derfor omfavnet av høyrefløyen, noe hun ikke alltid var like glad for.

Magaard trakk seg fra den offentlige debatt. Men Krudttønden og terroren mot synagogen har fått henne til å stå frem igjen. Hun vil gjerne fortelle danskene om at IS og jihad er alvor, og, utrolig nok: Fortsatt er islamforskningen preget av tabuer.

Man lar politikere, imamer og medier stå og si at IS ikke har noe med islam å gjøre. Det er påviselig feil, sier Magaard, men forskerne tier om det.

»Situationen er alvorlig. Vi har lige oplevet terror på nært hold, og i Mellemøsten er Islamisk Stat i gang med kulturmord og storstilede massakrer. I Frankrig er debatten om disse emner i fuld gang, mens den i Danmark nærmest står stille, måske fordi man ikke som i Frankrig har forskere, der beskæftiger sig med feltet uden at være fedtet ind i de tabuer, der præger islamforskningsmiljøet,« siger hun.

Når det kommer til den voldelige variant af islamismen, mener TinaMagaard, at islamforskningen er præget af tabuer: »Den slags er jo altid komplekst, men hvorfor er det så svært at fortælle folk, at når de bevægelser her gør sådan, så er det blandt andet, fordi der står i Koranen og Hadith, at det er det rigtige at gøre?«.

Magaard er på samme side som folk som Ayaan Hirsi Ali og Hamed Abdel-Samad, som sier at islam må reformeres fra grunnen av, hvis man skal få stanset jihadismen.

Hun forteller om sine erfaringer fra Sorbonne og Paris på 90-tallet, dvs for tyve år siden. Allerede da merket man de problemer som vi står midt oppe i idag.

»I starten af nullerne tog jeg ph. d.-kurser i politisk filosofi på statskundskab. Fokus var på totalitære bevægelser som fascisme og nazisme.

Pierre André Taguieff

En af vores lærere, Pierre André Taguieff (bildet), havde netop udgivet en bog om antisemitisme i muslimske miljøer, og levede derfor med hemmelig adresse og telefonnummer, på grund af trusler fra islamister. Han kunne ikke bevæge sig frit længere,« fortæller Magaard.

Det kom som et chok for Magaard. Taguieff nævnte blandt andre prædikanten Tariq Ramadan som inspirationskilde for flere af de unge muslimer, der truede ham. Magaard havde læst flere af hans bøger og opfattede ham ikke som aggressiv på nogen måde.

Det gjør man heller ikke i Norge, som en periode omfavnet Ramadan og ikke kunne få nok av ham. Han var stadig på besøk og holdt foredrag på Litteraturhuset. Bøkene hans ble oversatt til norsk. Ramadan ble fremstilt som representant for det nye euro-islam, beviset på at islam og demokrati kan forenes.

tariq.ramadan

Foto: Tariq Ramadan er en meget forfengelig mann, som man kan se av dette bildet som er hentet fra hans egen hjemmeside. Det er slik han ser seg selv.

Det lå mange videoer ute på youtube og mange artikler som viste at Ramadan også hadde andre sider. At ordene hans kanskje ikke helt betød det norske tilhengere fremstilte dem som.

 

I Paris i 2003 overværede hun selv Ramadans optræden og fik syn for sagn.

»Salen var proppet til randen med skæggede mænd og tilslørede kvinder. Ramadan piskede en stemning op, og opfordrede til, at de fremmødte ikke skulle lade sig knægte af det sekulære samfunds pres på deres muslimske identitet. Det var meget dem-og-os og martyr-retorik, meget aggressivt,« fortæller Magaard.

Til sidst på mødet skete der to ting.

»En ung sort pige rejste sig op og sagde, at hun som kristen følte, at racismen kom fra muslimer.

Folk gik helt amok, de rasede mod hende, samlede sig om hende og stod og råbte hende ind i hovedet, indtil hun sank sammen på sin stol. Tariq Ramadan hjalp hende ikke, tværtimod. Han sad oppe på podiet, med et lille smil og spillende øjne.

Jeg var helt i chok,« fortæller hun.

»Da jeg efter showet gik hen til pigen for at trøste hende, rystede hun stadig så meget over hele kroppen, at hun ikke kunne sige en sammenhængende sætning. Alt imens tørklædeklædte kvinder triumferende gik forbi. Ikke én viste hende sympati,« siger hun.

»Den anden ting, der skete, var, at Ramadan til sidst på mødet talte om de ‘ såkaldt intellektuelle, som skulle bekæmpes’. Og der nævnte han min professor, Pierre-Andre Taguieff. Han sagde ikke direkte, at man skulle angribe Taguieff fysisk. Men han var med til at piske en stemning op, som kunne være med til at forklare, at Taguieff fik så mange trusler. Den aften blev det virkelig skåret ud i pap for mig, at der var nogle muslimer, der ville begrænse vores ytringsfrihed. Hele seancen mindede mig fuldstændig om det, som ældre italienere har fortalt mig kunne ske, når man til fascistiske folkeforsamlinger isolerede og chikanerede dem, der måtte komme med den mindste kritik,« fortæller Magaard.

Denne historien forteller mye: Den sier noe om hva Radaman  og islamister virkelig står for. Det er en side vi bare har sett glimt av på Litteraturhuset. Der føler han seg hjemme, han vet han er blant venner. De er ikke ute etter å avsløre ham. De spiller hans spill.

Dernest sier historien noe om islamistenes forhold til kristne, og hvor vanskelig det er å bekjenne seg til kristendommen der hvor islam vinner frem. Tenk etter hvor fort utviklingen går: Dette skjedde i Frankrike, ikke Midtøsten, for 12 år siden.

Så er det noen lærdommer man kan trekke: Den trakassering jøder opplever vil også de kristne bli til del. Ikke de som tuter med ulvene og snakker dialog. Men de vil måtte legge seg stadig tettere inn mot islam. Men de som forsvarer og står opp for Kristus vil få det tøft.

Avkristning og jødehat

Når man ser ting på avstand ser vi en allianse og kollaborasjon mellom våre egne og islamistene: Avkristningen er ikke bare et humanitært sekulært prosjekt, det er også klart og bevisst antikristelig prosjekt, som er fiendtlig til kristendommen og ikke ønsker at vi skal kjenne troen innenfra.

Dette er noe nytt i Europa i fredstid. Det kommer som kulminasjon på en lang utvikling med kristendomsfiendtlighet og fiendtlighet til den jødiske staten. Mye av dette arbeidet har kunnet presenteres som «kamp mot mørkemenn» eller frihet for undertrykte. Men det har gått over i et nytt stadium. I fjor sommer viste jødehatet sitt heslige ansikt i Vest-Europa. Det eneste europeiske ledere har å sette imot er tomme ord og formaninger. Som med forebygging av radikalisering. De har ikke noe svar, fordi de selv er en del av problemet.

Islamisering, avkristningen og jødehat går hånd i hånd.

Man kan til nød snakke om jødehat, det er vanskelig å la være når jøder drepes på offentlig sted, qua jøder. Men ikke hvor det kommer fra. Venstresiden har lagt og fortsetter å legge et grunnlag for å utpeke Israel til særbehandling. Dette tar muslimer som tegn på at Israel er fritt vilt.

Men samtidig med jødehatet finnes hatet mot en kristendom som er forpliktet på sannhet og samvittighet.

Man kan ikke få Europa til å svikte jødene nok en gang uten å få Europa til å avsverge Kristus.

Rom

Med avkristningen forsvinner våre historiske og kulturelle røtter. Det er som Jeppe Juhl skrev: Hvis det ikke finnes troende jøder i Europa vil heller ikke de sekulære kunne leve her. Presis det samme gjelder for goyim. Uten troen vil heller ikke de sekulære, sosialister og humanister ha rom til sine «friheter».

Fascistisk slektskap

Det er interessant at Magaard ser parallellen til fascismen, for den er relevant. Islamismen er influert av og minner sterkt og fascismen.  Venstresiden og politisk korrekte nekter å se denne siden. De forsøker heller å beskytte islam og islamismen mot kritikk for å kunne integrere islam og muslimer inn i det norske. Men det blir i stedet vi som integreres inn i «dem».

Når man står overfor så komplekse og store fenomen er det lurt å bruke fornuften:

»Jeg havde på statskundskab fået et helt begrebsapparat til at analysere og forstå fascismen. Det skete bare rigtig tit, at jeg stødte ind i begivenheder, hvor islamismen præsenterede forstyrrende ligheder med fascismen. Den passede punkt for punkt. Både i synet på kvinder, på anderledes tænkende og brugen af vold som politisk middel. Det var fortrinsvis gennem kontakten med mellemøstlige kunstnere, ateister, zoroastrer, baha’ier og kristne, jeg fik informationerne, men også af og til fra islamisterne selv.»

Under den kalde krigen var det dissidenter som fortalte oss den virkelige sannheten om kommunismen. Nå er det stemmer fra den muslimske verden som forsøker å fortelle og advare. Men vi lytter ikke, selv om de bor midt iblant oss.

 

 

Fra intervju med Tina Magaard av Søren Villemoes i Weekendavisen.

 

Les også

Rose møter Ramadan -
En av disse modige kvinner -
Hva betyr hijab? -
En kjekk kar? -
Det farlige broderskab -
Den dannede muslim -
Hvis vi bryr oss... -

Les også