Nytt

Journalist Jeppe Juhl hadde en opplevelse i en taxi som fikk han til å gripe pennen fatt. Det er rettet til taxisjåføren som kastet ham ut av bilen midt på motorveien da han erfarte at passasjeren var jøde. Brevet heter Kjære Ali, og ble offentliggjort i Berlingske.

«Goldstone Rapporten om krigen i Gaza er en politisk perversitet, jeg ikke gider gøre mere ud af her. Men den dækker over det sørgelige – og desværre empirisk ubestridelige faktum – at der i store dele af verden stadig hersker en udbredt antisemitisme… Antisemitismen i især den muslimske verden er gennemgribende og er i realiteten den største hindring for fred. Og den har bredt sig herop i vores lille smørhul i takt med, at vi har åbnet for den muslimske indvandring, hvilket jeg fik en harmløs smagsprøve på, da taxachaufføren Ali satte mig af midt på motorvejen, da han erfarede, at han kørte med…. en jøde.

Kære Ali: Du kender ikke mig. Jeg kender ikke dig. Èn ting ved jeg dog med sørgelig sikkerhed. Risikoen for at du nærer et personligt, dybt og inderligt had til mig er en statistisk kendsgerning, hvilket blev bekræftet, da du smed mig ud af din taxa. Ja, Ali, jeg er jøde. Sekulær jøde. Jeg har ikke slangekrøller, jeg går ikke med kalot og jeg har kun været i synagogen seks gange siden min bar mitzwah for 36 år siden. Ja, jeg er ikke engang medlem af Mosaisk Troessamfund, men det er i øvrigt fuldstændig underordnet, du hader mig alligevel. Selvom jeg tror ligeså lidt på Tandfeen, Zeus eller Huitzilopochtli, som jeg tror på Jahwe. Selvom tanken om at den uhistoriske jøde, Moses, fik udleveret stentavler på Sinaibjerget efter en udvandring fra Egypten, hvor jøderne i øvrigt aldrig befandt sig, er ligeså latterlig og absurd komisk for mig, som at Jesus gik på vandet og opstod fra de døde, eller at Muhammed steg til himmels på en bevinget hvid hest, ja så vil du stadig hade mig. Fordi jeg er jøde.

Men jøde, det er jeg. Det kan ingen tage fra mig. Og jeg er faktisk stolt af mine jødiske rødder og af alle de fantastiske ting, som jøder har bidraget med gennem menneskehedens udvikling. Utrolig stolt. Tit og ofte grænsende til det småpinlige, for ikke at sige latterlige. Så er jeg i øvrigt dansker. Jeg skriver udtrykkeligt ikke: ‘ i øvrigt også dansker’. Der er ingen religiøse, etniske, kulturelle eller følelsesmæssige barrierer mellem min jødiske baggrund og det enkle faktum, at jeg er pæredansk. Og jeg er faktisk stolt af min danske baggrund. Utrolig stolt. Min families historie er en historie om ufattelige lidelser og trængsler: Om pogromer, forfølgelse og mangel på basale menneskerettigheder i et antisemitisk Østeuropa. Det er en historie om systematisk hån, spot og latterliggørelse, om desperat flugt, om koncentrationslejre og om overlevelse. Historien ender smukt. Med total assimilation i et af verdens bedste lande.

Smukke, dejlige Dannevang. Mine bedsteforældre kom hertil for at skabe sig et bedre liv, og det lykkedes dem til fulde ved hjælp af hårdt arbejde og kærlighed til det land, der tog imod dem. Der var intet had til Danmark. Kun den dybeste respekt og en enorm taknemmelighed, måske bedst symboliseret ved at citere slutreplikken fra den jødiske gudstjeneste i Synagogen i Krystalgade: ‘ Gud bevare Dronningen og vores fædreland Danmark…’

Men der er én anden og meget mere vigtig og uendelig stor forskel på dig og mig: Jeg hader ikke dig. Tværtimod ønsker jeg dig, din familie og dine kommende børn samt hele dit folk et langt, lykkeligt og indholdsrigt liv i fred og fordragelighed. Hvorfor i alverden skulle jeg ønske det anderledes? Dette brev er skrevet uden håb. Jeg har nemlig opgivet ideen om dialog. Dialog kræver to parter.»

Journalist Jeppe Juhl vandt Cavlingprisen i 1989.