Gjesteskribent

Jeg har lige fået en mail fra en svensk journalist fra nyhedsbureauet TT, som gerne ville, om jeg ville “svara på några frågor…” Hendes navn siger mig intet, og jeg kan jo derfor ikke udelukke, at hun er såvel dygtig som velskrivende.
Men alligevel takkede jeg nej til interview. Det gør jeg nemlig rutinemæssigt, når det drejer sig om svenske journalister.
Er det fair? – Nej!.
Er det diskriminerende? – Ja, i høj grad!
Men sådan er det nu engang blevet, og jeg er end ikke – som jeg var tidligere – flov over at skulle sige nej – alene af den grund, at de er svenskere.
Men når jeg alligevel gør det, er det fordi det på et tidspunkt, ganske chokerende, gik op for mig, at svenske journalister slet ikke er journalister…. (!)
Lad mig forklare…:
Jeg har – såvel som pressechef som folketingsmand givet et HAV af interviews til udenlandske journalister. Jeg har altid taget mig tiden til det, idet jeg har fundet det vigtigt, at kunne fortælle omverdenen om Danmark – set med vore øjne.
Så, altså: Det er mangt en kop kaffe, jeg har drukket i selskab med udenlandske journalister – tyske, franske, britiske, norske, iranske, spanske, tyrkiske, arabiske, japanske, kinesiske, amerikanske… og jeg ved snart ikke hvad….
Og tidligere altså også svenske. Indtil jeg så ikke orkede det længere. Det var da, jeg forstod, at de slet ikke er journalister, men propagandister – “i den gode sags tjeneste…”.
Af og til bliver man altså nødt til at generalisere – og i denne sag er det mig åbenlyst, at den svenske journalist-stand i udlændingedebatten har meldt sig ind som medlem og parthaver i “Systemet Sverige”. Dette system har for år tilbage dekreteret, at alle og enhver, der – uanset årsagen – vender sig imod indvandringen, er af det onde, og skal som følge heraf bekæmpes.
Svensk presse har i dette forbrødret sig med Sveriges kulturinstitutioner, med fagforeningerne, med arbejdsgiverne, med Svenska Kyrkan og med samtlige politiske partier. Bortset, naturligvis, med Sverigedemokraterna, som pr. definition er onde.
En svensk journalist må altså nødvendigvis betragte Dansk Folkeparti – ikke alene som en med-og-modspiller, som jo normale journalister gør, men som en direkte modstander, der skal bekæmpes og helst nedkæmpes. Og derfor føler enhver svensk journalist på besøg hos Dansk Folkeparti på Christiansborg sig som en soldat i “The 101st Airborn Division”, som før D-dagen er blevet kastet ned bag fjendens linjer…., og bag hver busk gemmer sig fjenden.
Nå, men den svenske journalist er jo prof og cool, og kan jo godt med poker-fjæs sidde og drikke min kaffe og lade som om jeg var et helt almindeligt menneske – men selvfølgelig ved hun bedre! Og hun kan næsten ikke vente med at få startet båndoptageren, tændt kameraet eller hevet skrivebloggen frem. Og så påbegyndes hendes tredjegradsforhør… ! Hun er jo inkvisitionens hellige anklager, som véd, at jeg er skyldig – nu skal jeg presses til at tilstå.
Og jeg føler mig med ét som den lille Alexander i Ingmar Bergmanns “Fanny och Alexander”, som står ret overfor biskoppen, som – naturligvis af kærlighed – med pisk og slag, vil drive mig ud af Satans kløer – og frem mod Guds tilgivelse…
“Den svenske journalist….” Ak, ja… efterhånden er det blevet et nedsættende begreb i international presse.
Og årsagen er jo, at der rundt om spørges, om svenske journalister i det hele taget er journalister – eller om de i virkeligheden blot er velbetalte propagandister for “Systemet Sverige”.
Jeg har så mange møder og render til så mange ting, men vil altid gerne gøre alt for at kunne stå til rådighed for journalister fra ind,- og udland – og det gør jeg så. Altså rigtige journalister…!

Med venlig hilsen
Søren Espersen

 

Søren Espersen er medlem av Folketing for Dansk Folkeparti.

 

Opprinnelig

http://blogs.jp.dk/susetfrahimmerland/2013/12/14/hvorfor-jeg-takker-nej-til-svenske-journalister/