Hvis du ser en yngre mand gå med raske skridt fra kirke til kirke i københavnsområdet i løbet af i dag, er det ikke Manu Sareen, landets kirke- og ligestillingsminister. For ham er kirker, hvad legepladser er for barnløse voksne: en lokalitet de ikke kender betydningen af.

Derfor er det naturligvis også ligegyldigt, hvem præsterne vier i folkekirken, eftersom Bibelen alene er en bog på linje med alle andre bøger, herunder ministerens egne (som man heller ikke skal tage for pålydende); og dem, der gør, er mørkemænd fra Jylland.

De 17 – sytten! – kirker i København, som er ligestillet til lukning, kunne lige så godt være swingerklubber, aktivitetshuse eller kældermoskeer, det gør ingen forskel for ministeren. Ifølge den radikale verdenslogik skal vi alle være her lige meget, ligesom verden skal komme lige så meget til os, som vi til den, amen. Vi er lissom én stor, rummelig familie. Det må kirken da kunne forstå.

Næ, det er ikke Manu Sareen, du vil møde på Valby Bakke, Sønder Boulevard, Gothersgade eller Utterslev Torv i dag. Det er sandsynligvis den fodrejsende performancekunstner Uwe Max Jensen, der tidligere har gjort sig bemærket med sin H.C. Andersenske vandring fra Parken til Arken, men som i dag markerer den snarlige lukning af de københavnske kirker med en performance, som kunstneren kalder Korsstationer.

Aktionen skal i videre forstand markere afslutningen på kristendommen som statsreligion i Danmark. For det er sandsynligvis, hvad det hele ender med – ligesom i Sverige.

Uwe Max Jensen forventer at være fremme ved Sankt Pauls Kirke i Nyboder og dermed den sidste korsstation kl. 17 i eftermiddag. På pladsen foran kirken vil Uwe Max Jensen korsfæste sin ene sko og vistnok fortære den anden, mens han traditionen tro gør vin ud af vand. Det skal nok blive muntert, selv om alvoren titter frem bag Max Jensens gavtyvesmil.

For det er klart, at folkekirken står ved en korsvej. Skal den gå – eller skal den blive?

I Jylland dannes frimenighedskirker med samme hast som på Grundtvigs tid – ni på seks måneder – og jeg forstår dem godt. Når folkekirken ikke længere vil være kirke, men coach for alverdens skøre indfald, så må man gå sine egne vegne, hvis man tror på det, man prædiker, og finde tilbage til kristendommens kerne til forskel fra den klæge og socialistiske mainstreamkirke.

Folkekirken er klemt fra begge sider.

Fra den ene side er den truet af den almindelige sekularisering og minimalkristendom, som jeg selv er rundet af. Jeg opfatter mig ikke som særlig kristen, men sætter pris på kristendommens betydning som civiliserende og stabiliserende faktor. Når kristendommen går ud, kommer der noget andet – og værre – ind, det være sig eskapisme i forskellige gevandter: velfærdsbulimi, klimahysteri, kulturrelativisme, utopianisme, mysticisme, politiske selvgodhed, ”den anstændige tone”, Christiania, CSR osv. osv. Med andre ord: Kristendom er et aktiv for samfundet og den almindelige moral – jeg orker bare ikke rigtigt – eller foretrækker at have folk til det. Hyklerisk? Uha, ja.

Fra den anden side er folkekirken under angreb fra en minister og hans ideologiske bagland, sågar indenfor folkekirken, for hvem Bibelen er utidssvarende og forældet, hvis ikke ligefrem menneskefjendsk. Det er naturligvis den lutheranske folkekirkes egentlige fjende, som den ene dag lukker kirker med henvisning til skrantende økonomi og den næste åbner moskeer med henvisning til mangfoldighed og åbenhed, men måske er det på tide at tørre øjnene. På længere sigt vil mennesker som Manu Sareen vise sig at være folkekirkens – eller snarere kristendommens – redning i Danmark.

En fjende, man må have en fjende. Thorkild Grosbøll var en sten i skoen, men Manu Sareen er en klods om benet. En rigtig god klods.

Nuvel, ministeren er ret beset bare en lille mus, der er løbet tør for ost om maksimalt tre år, men det, han står for, er bredere funderet og som sådan en ualmindelig god fjende. Se på og lyt til dette menneske og nyd hans velmente og vingummibløde relativisme, hans selvglinsende arrogance, hans stolte uvidenhed, hans skamløse regeren, hans religiøse ligemageri – ”alle religioner er lige gode og lige slemme” osv. Det er alt sammen guf for en kristendom, der tør være sig selv bekendt. Bare kom i gang.

En, der er gået i gang på egen hånd, er den ålborgensiske bloggerfilosof, musiker, filmmager, sambadanser og meget mere Asger Trier Engberg. Nok har han endnu ikke grundlagt en kirke og i første omgang kun skrevet en bog, men den rummer til gengæld en frisk og uforknyt jagt på Gud og det guddommelige i tilværelsen med den lidt patetiske titel Kærlighedens dagbog.

Jeg vil ikke sige, at den overbeviser mig, men den fremviser flere velskrevne passager og er tilmed nem at have med i tasken, når man skal ud og vandre med Uwe Max Jensen.

Der er noget af den unge Werthers lidelser over Asger Trier Engberg, når han driver rundt i Jomfru Ane Gade og ikke kan bestemme sig for, hvilken madamme han skal sætte tænderne i. Her er han også lidt i familie med Farshad Kholgi.

Vist er Trier Engberg brunstig, og det skal være ham vel undt, men det lader til at være det åndelige, der tænder ham, og her kommer de unge piger naturligvis til kort. Det burde han, selv på vej mod de 40, måske have luret for længe siden, men han får point for sin energi, sit opgør med rødstrømperne og for at turde diskutere Platon og førsokratikere uden at være bange for at skræmme læsere væk.

Ligesom den unge og kompromisløse Werther vil Trier Engberg føle sig i harmoni med sig selv og verdensaltet, uden at det lykkes andet end kortvarigt. Her sætter romanens monologiske form naturligvis visse begrænsninger. At han finder frem til den eneste ene til sidst, må siges at være en trossag – indtil videre – men at det skulle være bevis på, at Gud eksisterer, har jeg svært ved at goutere.

OK, enhver er salig i sin egen tro.

Men, Asger, se nu at få nogle børn!

Asger Trier Engberg: Kærlighedens dagbog, 150 sider, Forlaget Uhrskov 2012.

 

 

Denne artikkel sto som blogg i JP 2. juli. document.no takker Jalving for hans generøse tillatelse til republisering.