Gjesteskribent

Annonceringen af en muslim på prædikestolen i Aarhus Domkirke ved en gudstjeneste har skabt røre i offentligheden.

Men det absurde forløb i Smilets By rummer meget mere end det efterhånden gammelkendte skrab-ud for islam.

Vi har nemlig ikke at gøre med en kristen gudstjeneste, der som enlig effekt placerer en imam på prædikestolen. Vi har at gøre med noget om muligt endnu værre: Med en event, hvor stort set alt, hvad der er kristendom, skubbes i baggrunden, men som alligevel lanceres som en gudstjeneste. Med imam.

”Befri gudstjenesten” hedder overskriften på ”eventen”.  Og det, som Aarhus Domkirke befrier gudstjenesten for, er –  kristentro.

Den særlige trosbekendelse, kreeret til eventen, lader ingen tvivl tilbage. Kristus er simpelthen skåret ud. Ikke et ord om Jesus er med i det, der er bekendelsen til en ”kærlighedskraft”, til himmeriget der ”lever i os”, til «helhed» og «kærlighed» og andre fluffy new age-formuleringer. Bekendelsen kunne være skrevet af en buddhist. Men – og det er det i sandhed tragiske – er formuleret af en folkekirkepræst.

Aarhus Domkirke bekender med andre ord – med alt hvad der tilhører at højere gejstlighed og menighedsråd –  at kristendommen rager dem en høstblomst. At folk ”forsamles i Jesu tro” – for nu at citere Grundtvig – er noget gammelt pladder, som ikke kan bruges mere.

Det er derfor logisk at domkirken i ugevis har været lukket for gudstjenester, fordi kirkerummet skulle anvendes til forberedelserne til den store (ikke-kristne) event.

I domkirken troede man gangske givet, at man kunne være smart med de smarte, og endelig nå accept af den kulturelle klasse, men nu vælder kritikken frem og domprovsten, Poul Henning Bartholin – den egentligt ansvarlige for miseren – er til lejligheden begyndt at tale sort for at undgå ballade. Nu hævder han, stik imod sine oprindelige udsagn, at det slet ikke er gudstjeneste og at Sherin Khankan slet ikke skal prædike. Som han sagde:

”Vi kalder det en gudstjeneste, men det er det ikke.»

Det er lige så overbevisende, som hvis han udtalte om en person: ”Jeg kalder ham min ven, men det er han ikke” Eller: ”Jeg kalder ham min søn, men det er han ikke”, eller endnu bedre:”Jeg kalder hende min elskede, men det er hun ikke”.

Ikke så voldsomt rart for de involverede at blive kaldt noget, de ikke er. Og ikke så voldsomt troværdigt at komme med et sådant udsagn. Uærlig plejer man at kalde et menneske, der siger sådan noget. Og ingen fæster da overhovedet lid til den panikslagne domprovsts selvmodsigende udmeldinger. På alle officielle sider udnævnes eventen da også til at være en gudstjeneste. Oven i købet i Luthers ånd.

Den er alt andet. Alene det, at domkirken kræver at folk skal betale penge for at kunne få Guds velsignelse og gå til alters, er så uluthersk, at det skriver til himlen.

Men ét spørgsmål bliver tilbage: Hvor er Aarhus biskop i alt dette? Biskoppen er den tilsynsførende. Det er hans opgave at føre tilsyn med sine præster, herunder med sin domprovst. Uden hans accept ville hele den kristendomsudskammende forestilling ikke kunne løbe af stablen. Alligevel har vi ikke hørt ét ord fra biskop Henrik Wigh-Poulsen i den offentlige debat om eventen.

Han håber nok, at ingen spørger ham.

Men det er i sidste ende hans ansvar. Bl.a. kunne han med paragraf 18 i Lov om kirkers brug i hånden sætte en stopper for den Kristus-foragtende farce.

Her står, at der i kirken skal iagttages almindelig sømmelighed, og «at der må intet foretages, som strider mod rummets særlige karakter.”

Rummets særlige karakter er at være Guds hus. Huset hvor vi forsamles i Jesu navn.

Det er det modsatte, der sker i Aarhus Domkirke fortiden. Hvorfor siger Henrik Wigh-Poulsen, så ingenting?

Er det fordi han er varm tilhænger af eventen? Er han gået på kronisk vinterferie eller er han bare ligeglad med det, han skal føre tilsyn med?

Uanset hvad, skylder biskoppen os et svar.