Gjesteskribent

Er du træt af folkekirkens evige politisering, skal du bare tage et smut til Sverige, hvor den privatiserede svenske kirke snart ligger i atomer. Så er det lige før, du kommer til at holde af de danske SF- og pop-præster. Lige før.

På den anden side af Kattegat sidder der f.eks. en afgående ærkebiskop for Svenska Kyrkan og hedder Anders Wejryd. Han er et eksemplarisk godhjertet menneske i toppen af det svenske kleresi og blev refereret af Anders Raahauge i Kristeligt Dagblad torsdag.

Baggrunden er en vis uenighed om den teologiske linje, kan man vist roligt sige. Uenigheden handler bl.a. om, hvorvidt Svenska Kyrkan skal have en mening om alt muligt jordisk. Det skal den – og det har den. For som ærkebiskoppen fastslår:

”Vi skal have en mening om indvandring, klima og våbenhandel”.

Bortset fra det teologisk set ganske utrolige i, at en aflægger af den luthersk-evangelisk kirke skal det, så kan man gætte sig til, hvilken mening det mon bliver.

At indvandringen er gået amok i Sverige? At klimaproblemerne er videnskabeligt fordrejede og politisk overdrevne? At våbenhandel er helt ok? Når ærkebiskoppen siger en mening, mener han naturligvis en bestemt mening.

Nå, ja, ham om det, han går alligevel snart af. Desværre for svenskerne bliver det sandsynligvis en endnu værre kandidat, der afløser ham.

Resterne af den svenske kirke har for længst udviklet sig til en parodi på sig selv. Som forfatter og debattør Göran Hägg (f. 1947), allerede var inde på i forbindelse med sin bog Gud i Sverige (2010), så vil Svenska Kyrkan ikke længere være kirke. Dens kristne mission er pist borte. Nu foretrækker den at være coach og samtalepartner, blidt og forstående som i mindfulness. Her kommer hans egne ord:

”Min kritik provokerer især de repræsentanter for kirken, der helst vil befinde sig midt imellem at tro og ikke tro. Disse mennesker tror kun lidt, sådan lidt forsigtigt og typisk svensk.”

”Generelt ved man, at det er meget svært at sælge et budskab, hvis man ikke selv tror på det. Det er vel kirkens problem i en nøddeskal. Og derfor svækkes den dag for dag, mens fundamentalister eller dem, der tror på deres sag, fastholder deres position eller vinder frem.”

”Afkristningen af Sverige er i mine øjne helt åbenbar, når man husker, hvor integreret kirken førhen var i statsmagten.”

”Vi står med et kæmpe paradoks. Historisk set er det svenske samfund og det svenske sprog født ud af kristendommen, ligesom kirken var ganske dominerende i statsdannelsen og bureaukratiet, i forhold til universiteternes organisation, i lokalsamfundene, overalt. Men i dag er kirken sygnet hen og blevet en undskyldning for sig selv, hvis kirken da ikke bare forsøger at markere sig som politisk modpol imod højre.”

Svenska Kyrkan, se under: en modpol mod højre.

Gud, eller ligefrem den fanatiske forestilling om Gud, skabte Sverige. På godt og ondt. For blot at nævne to ting, der begynder med k: Klostre på den ene side. Kætterjagt på den anden.

Forestillingen om Gud, sjovt nok en svensk Gud, har motiveret krige og indbyrdes stridigheder, men den har også skabt bygningsværker og sociale indsatser. Og dét længe før, at det moderne Sverige, vi kender i dag, blev skabt af skov og jern, sådan som man kan forvisse sig om i Göran Häggs seneste opus om svenske formuer og fremtrædende familier – Svenska förmögenheter (2013).

Engang troede svenskerne på Gud. Nu tror de på det Gode.

Det sidste kan vise sig at blive langt farligere end det første.

 

Første gang i Jyllands-Posten 22. oktober 2013.

Les også

-
-
-
-
-