Hvis man vil vide besked med, hvor­dan det er at bo i en såkaldt sen­si­tiv byzone omkring Paris – omgi­vet af ima­mer, emi­rer, skæ­ga­ber og andre isla­mis­ter – kan jeg anbe­fale en ny roman af den alge­riske for­fat­ter Boualem San­sal med tit­len Tys­ker­nes landsby. Eller brød­rene Schil­lers dag­bog, der udkom­mer om et par dage.

Det er et godt spørgs­mål, om roma­nen er vel­lyk­ket; i mine øjne ikke. Roma­nen er, hvad man kunne kalde en idé­ro­man, hvor så godt som alting bli­ver for­kla­ret og nær­mest pæda­go­gisk gennem­gået via to brød­res dag­bø­ger med et spec­i­elt for den ene brors ved­kom­mende ual­m­in­de­ligt højt lix­tal. For kon­stru­eret til min smag.

Ikke desto mindre kas­ter roma­nen lys over en side af det urbane Fran­krig, som medierne sjæl­dent tør give sig af med – enten på grund af regu­lær frygt eller af angst for, hvad og hvem og hvilke kræf­ter bud­brin­gerne i givet fald bli­ver associe­ret med.

ANNONSE

Når jour­na­lis­ter beret­ter fra Malmø eller Mar­seil­les, får vi blot lako­niske oplys­nin­ger om endnu et skuddrab eller kniv­drab; nye loka­li­te­ter, endnu en politi­ko­mis­sær på bar bund, endnu en lam­slået fami­lie. Res­ten må vi gætte os til. Af samme grund er vi para­dok­salt over­ladt til roma­ner og fik­tion, hvis der skal fakta på bor­det, når det gæl­der det nye Europa, der vokser frem omkring stor­byer som Paris, Lon­don, Rot­ter­dam, Köln, Liège og Genova.

Måske er det fordi, vir­ke­lig­he­den er for over­væl­dende for euro­pæiske main­stre­am­me­dier. Eller også er det fordi, samme medier er kom­met til at for­veksle deres egen søde lille vir­ke­lig­hed med den lidt mindre søde vir­ke­lig­hed, der befin­der sig derude i metro­po­ler­nes ghet­toer.

Roma­nens ghetto benæv­nes blot “kvar­te­ret”; det kunne være hvor som helst. Volls­mose, Gel­le­rup, Nørre­bro. Her er det vig­tige de nære kon­tak­ter til ven­ner og til­li­den eller det mod­satte mel­lem dem. Mikro­kos­mos.

Roma­nens hoved­spor er en slags eksis­ten­tiel detek­tiv­his­to­rie, hvor først den ene bror, siden den anden bror, sæt­ter sig for at finde ud af, hvor meget nazist, deres kære og els­kede far var under Anden Ver­dens­krig. Og jeg kan roligt afsløre: Han var tem­me­lig meget nazist.

Detek­tiv­his­to­rien begyn­der, da faren og moren myr­des af isla­mis­ter i en lille alge­risk landsby, og da farens sol­da­ter­bog duk­ker op fra gem­merne. Den ene bror går psy­kisk kon­kurs, den anden kom­mer vist­nok igennem kri­sen, mere vil jeg ikke afsløre.

Side­his­to­rien er den om kvar­te­ret, for­mid­let gennem den mind­ste brors dag­bog­sop­teg­nel­ser, der har, synes jeg, et langt mere rea­lis­tisk præg end store­bro­de­rens mere intel­lek­tu­elle over­vejel­ser.

Det er isnende. Ikke bare på grund af den men­tale tem­pe­ra­tur, der lig­ger under fryse­punk­tet ude i beton­si­loerne og elen­dig­he­den. Men også på grund af, hvad læse­ren tyde­ligt for­nem­mer mel­lem lin­jerne: Det bli­ver ikke bedre, det bli­ver værre. Isla­mis­terne og deres alli­e­rede tager stille og roligt kon­trol over kvar­te­ret, byg­ning for byg­ning, zone for zone. Imens sam­ar­bejde poli­tiet med de stær­keste gang­stere – kol­la­bo­ra­tion – i et for­søg på at stække deres magt, men selv poli­tiet aner, at de kæm­per en despe­rat og illu­so­risk kamp. De er ved at tabe. Fran­krig taber. Repub­lik­ken taber. Den vol­de­lige multi­kul­tur vin­der over den civile kul­tur. Netop ikke i et stort og pran­gende slag, men gli­dende, hver dag sit lille ryk, sit lille nøk.

Alt dette er nok til at anbe­fale roma­nen, der har vun­det flere tyske bog­pri­ser, endda skre­vet af en for­fat­ter, der ikke tøver et skund med at side­stille nazis­ter og isla­mis­ter, og af samme grund lever i skjul et sted i Algier og ikke tør stille op til inter­views, ligesom hans bøger har været for­budt i Alge­riet siden 2006.

Modig mand.

Boualem San­sal: Tys­ker­nes landsby. Eller brød­rene Schil­lers dag­bog, over­sat af Lars Bon­ne­vie, 220 sider, 299 kr., Tur­bine. Udkom­mer den 24. februar.

 

Opp­rin­ne­lig i Jyl­lands-Pos­ten 20. februar 2012. Mikael Jal­ving har en av Dan­marks beste og skar­pe­ste pen­ner. Document.no er stolte og takk­nem­lige over å få gjengi hans blogg­inn­legg i JP.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629


  • Boken høres for så vidt inter­es­sant ut. Men (alle­rede før jeg har lest den –eller utdrag fra den) har jeg to inn­ven­din­ger. De er vel først og fremst ret­tet mot Jal­ving.
    1) Jeg kan ikke skjønne hen­sik­ten med å benytte begre­pet “skæ­ga­ber” (i anmel­del­sens over­skrift). Det er mulig det er en para­fra­se­ring, eller en “natur­lig” gjen­gi­velse av poeng i boken, men det bidrar etter min mening først og fremst til å bekrefte for­dom­mer hos “the chat­te­ring classes”  (-for­dom­mer om per­soner som er kri­tiske til islam og islams inn­fly­telse i Europa).
    2) M.J. har for så vidt et godt poeng ved at en i bety­de­lig grad er “tvun­get” til å benytte fik­sjon for å skaffe seg inn­siktHVA som skjer og HVORDAN det skjer. Men jeg synes ikke at han bør bruke begre­pet fakta den inn­sik­ten som da bringes til veie.

    Cas­san­ders
    In Cod we trust.