Gjesteskribent

Boualem Sansal er algerier, og bor i Alger. På en reise i de indre deler av landet kom han til en landsby som skilte seg ut. Han fikk høre at det skyldtes en tysker som hadde slått seg ned der og konvertert til islam. Tyskeren hadde vært SS-mann, men det var ingen hindring for populariteten. Tvert om.

Sansal lar dette være utgangspunkt for sin nye roman Le Village d’Allemand, der to gutter finner ut om sin tyske fars fortid.

Sansal oppdaget da han studerte nazismen at det finnees slående likheter mellom nazismen og den islamismen som idag brer seg i landene i Midtøsten. Det er likheter i styresett, i måten man undertrykker befolkningen på og måten man rasjonaliserer makten.

»Ingredienserne er de samme her og der: kun ét parti, landets militarisering, hjernevask, historieforfalskning, ophøjelsen af racen, manikæisk (sort/hvidt, red.) verdenssyn, tendens til offer-tænkning, konstant omtale af et komplot mod landet, ophøjelse af xenofobi, racisme og antisemitisme til dogmer, helte- og martyrdyrkelse, glorificering af den højeste ledelse, politiets allestedsnærvær, opflammende taler, organisering af disciplinerede masser, store forsamlinger, religiøs knippelsuppe, uophørlig propaganda, udbredelse af et stift sprog, der dræber tanken, faraoniske byggeprojekter, verbal aggression mod andre lande, gamle myter peppet op.«

For den, der kender landene indefra, er afstanden ikke stor, mener Boualem Sansal:

»Vi, som lever under et national-islamistisk regime og i en omgivelse præget af terrorismen, kan godt se, at grænsen mellem islamisme og nazisme er spinkel.«

Sansal frygter, at hans fædreland er ved at blive irakiseret.

»Algeriet vil ligesom Irak blive et område, hvor alverdens grupperinger og mafiaer konfronteres. Det har Al Qaida forstået og har installeret en filial her.«

Islamismen tolererer ikke at det finnes Andre. De må underkaste seg eller utslettes.

»Islamistens vej er udryddelsen af den Anden, den, som kommer på tværs, jøden, ateisten, den moderate muslim, den frie kvinde, demokraten, den homoseksuelle etc. Han er ikke begrænset i sit projekt af andet end manglen på masseødelæggelsesvåben mellem hans hænder. Mobiliseringen mod et sådant vanvid har været frygtsom. Ja, her og der har man endda underhandlet med ham, man har givet ham indrømmelser: sløret, ledelsen af moskeer, skoler, tv-prædikanter, lukning af skoler, der underviste på fransk. Man har overladt hele zoner til ham, byer og forstæder.«

Frigjøring av islam må være muslimenes eget verk, sier Sansal. Men det er en stor oppgave. Mange er redde.

»Kampen mod islamismen, terrorismens moder, kræver et engagement af muslimerne og deres teologer. Det er op til dem at redde deres religion og forsone den med moderniteten, for sker det ikke, ender islam med ikke at være andet end islamismen. Men faren i de arabiske og muslimske lande er så stor, at ingen teolog vover at gennemføre det nødvendige af-jihadiserings-arbejde.«

Sansal er en av Algeries mest kjente forfattere. Han hadde en høy stilling i byråkratiet inntil han fikk sparken i 2003. Han utfordrer islamistene, men velger likevel å bo i landet.

»Som mange algeriere, yngre og mindre unge, er jeg konstant plaget af lysten til at flygte fra fangelejren. Og hver gang jeg har grebet rygsækken og nøglen til friheden, siger jeg til mig selv, at det trods alt er mere intelligent at ødelægge fangelejren end at flygte ud af landet. Algeriet er et stort og et smukt land. Det har en gammel og fantastisk historie. Alle Middelhavsområdets folkeslag er mødtes her. Det er ikke født med FLN, som ikke har noget at gøre dér – med sin kultur, sine fangelejre, sine apparatchiks og sine kapoer. En dag vil landet genindtræde på sin vej under solen, og dets jord vil grønnes igen. Da vil jeg gerne være der for at se det ske.«

Det er Jyllands-Posten som har oversatt et intervju med Sansal fra Nouvel Observateur.