Gjesteskribent

Den fransk-tyske EU-parlamentariker Daniel Cohn-Bendit udmærker sig ved at være næsten essensen af, hvorfor modstand mod EU er en uomgængelighed. Allerede i sin ungdom gjorde han sig gældende ved sin fanatisme, idet han var en ledende skikkelse i det studenteroprør, der med omdrejningsåret 1968 satte alle gældende normer i Europa ud til ulvene, og i stedet indvarslede den nye tid, hvor det borgerlige samfund var omstyrtet, og hvor den fuldkomne frigørelse havde fundet sted. En jakobiner i ånden kan man kalde den unge Daniel Cohn-Bendit, der måtte rydde op i al den råddenskab, som den vestlige kultur havde frembragt.

Siden fandt Daniel Cohn-Bendit ud af, at han kunne skaffe sig et indbringende levebrød ved at blive indvalgt til EU-parlamentet for skiftevis Frankrig og Tyskland. Cohn-Bendit har således haft sæde i EU-parlamentet siden 1994.

I et interview til dagbladet Politiken får vi løftet noget af sløret for, hvad der vil blive de til den tid tidligere europæiske folks skæbne, hvis mennesker som Daniel Cohn-Bendit får magt, som de har agt.

Om at brænde for noget

Daniel Cohn-Bendit tror, at han ved noget om, hvad der kan få europæerne til at svinge over til sig. Han bliver af Politiken foreholdt det faktum, at de europæiske folk ikke ønsker et stærkere EU, og han svarer bl.a. således:

Der er behov for europæiske politikere, der har en vision. Jeg tror faktisk, at de fleste mennesker godt kan lide politikere, der brænder for noget og har klare forestillinger om, hvordan verden kunne være anderledes.

Daniel Cohn-Bendit beviser kun én ting med det udsagn. Han tror på den menneskelige ingeniørkunst, hvor mennesker kan omformes og blive til noget helt andet end det, de var. Daniel Cohn-Bendit viser kun, at han er totalitært tænkende, og at han ønsker sig europæere, der vil danse efter hans pibe. Han tror, at det er muligt og ønskværdigt, at Europas folk har behov for noget ”anderledes”, hvad det så end er. Nå jo, det er Europas Forenede Stater, som Daniel Cohn-Bendit ser som lige så forskellig i forhold til Texas som fra Kina.

Blandingens velsignelse

Daniel Cohn-Bendit er for længst nået dertil, hvor en dansk, en tysk, en engelsk og så videre identitet er uddateret, er håbløst gammeldags. Om sit fremtidige drømmesyn, som han kalder Europa, siger han følgende:

Forestil dig en ung kvinde med tyrkiske forældre, født og opvokset i Holland, der tager til Frankrig og studerer et år. Hun møder en ung franskmand, der har en fransk mor og en far, der er født i Algeriet. De forelsker sig og får et barn. Hvad er det barn så? Fransk? Hollandsk? Algerisk? Tyrkisk? Nej, det er en europæer. Det er morgendagens virkelighed.

Jamen, det siger Daniel Cohn-Bendit vitterlig. Fanatikeren tror, at det vil blive noget nær normen, at de etniske grupper finder sammen på kryds og tværs, og at det i øvrigt vil foregå som den naturligste ting af verden. Hvis man fortalte ham, at der findes reelle etniske, religiøse, kulturelle og sociale årsager til, at hans luftspejling aldrig vil ske, vil han blot ryste på hovedet. Daniel Cohn-Bendit vil selvsagt henvise til de enkelttilfælde, han har fundet på sin vej hen imod utopia, og han vil konsekvent nægte at forholde sig til de statistiske data, der fortæller, at forhold mellem f.eks. tilvandrede muslimer og hjemmehørende europæere er så få i tal, at det beretter om Daniel Cohn-Bendit som en narrehat.

Lad os prise os lykkelige for, at vi i Danmark (endnu) ikke skal trækkes med tosser á la Daniel Cohn-Bendit. I det omfang de er der, tør de heldigvis ikke sige det højt, fordi det efter danske normer er så fanatisk, er så ekstremt.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 2. mai 2014.