Gjesteskribent

Mens de paneuropæiske trubadurer synger deres rørstrømske kærlighedserklæringer til den føderale drøm – uden at vente et sekund mere på de “fodslæbende folkeslag” – synker EU med alle sine kommissærer og omvendte maoister længere og længere ned i sommerpløret.

Knap nok en uge passerer, uden at et nyt medlemsland følger i Grækenlands dybe fodspor, og kreditvurderingbureauet Moody’s har travlt med overhovedet at holde sig ajour med udviklingen fra dag til dag på det gamle kontinent. Athen i går, Rom i dag, Madrid i morgen.

For at forstå, hvorfor økonomisk vækst og bæredygtig fremtid ikke ligefrem rimer på EU, kan man bare se på Danmark. Danmark – alle vores økonomiske og politiske trængsler til trods – er simpelthen en duksedreng i forhold til EU-kernelande som Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Irland, og Storbritannien. Det siger mere end al anden statistik og slår hovedet på sømmet: Når Danmark figurerer som økonomisk foregangsnation, er det da mildt sagt ikke så sært, at det går ad helvede til i eurozonen.

Den glædelige nyhed er nemlig, at Danmarks statsgæld “kun” har nået 44 pct. af bruttonationalproduktet, mens Grækenland ifølge de seneste tal topper med 143 pct. efterfulgt af Italien med 119 pct., Irland med 96 pct. og Portugal med 93 pct.

Sammen med Luxembourg er Danmark således det eneste land i hele EU-familien, der har overholdt unionens egne krav til vækst og stabilitet siden 1999. Kravene siger ellers, at et EU-land maksimalt må have et underskud på statsbudgettet på 3 pct., og at statsgælden maksimalt må være 60 pct. – altså, temmelig blødsødne og folkeskoleagtige krav. Men kun fyrstedømmet Luxembourg og lilleputnationen Danmark kan leve op til kravene. Alle de andre EU-lande er på spanden – målt efter deres egen alen.

Hvorfor?

Tjo, det er ikke kvantefysik. Det korte af det lange er, at EU-landene skaber alt, alt for lidt vækst og stifter alt, alt for stor gæld – og har gjort begge dele i årtier. Det første, fordi den planstyring, der præger projektet, arver de fleste af socialismens laster. Det sidste, fordi den kapitalisme, der også præger projektet, er en kapitalisme uden kapital og opsparing.

Denne kedelige, men sande historie om EU-familien er sjovt nok aldrig med i trubadurernes lange sange. De handler om mere smækre sager og lokkende luftkasteller, såsom:

*solidaritet (hæ, den var go’!)
*Europa (historieforfalskning!)
*fælles værdier (statsbankerot?)
*fælles fremtid (som museum?);
*Europas Forenede Stater (ikke flere dogmer, tak!).

Det er ikke blot euroens krise, vi oplever i disse dage. Det er dogmernes død i EU, og man får sgu helt lyst til at citere en gammel socialist fra dengang, der endnu var socialister til. Jeg tænker såmænd på den franske typograf og journalist Pierre-Joseph Proudhon.

Proudhon var modstander af dogmer og blev derfor kørt eftertrykkeligt over af übersocialisten Karl Marx, som mente at have 100 pct. svar på alt lige fra feudalisme og landbrug til storindustri, merværdi og voldelig revolution og kaldte sin franske broder for en “falsk broder”. I 1846 skrev Proudhon følgende besindige ord fra hjertet af Europa:

Lad os for Guds skyld, når vi omsider først af alt får gjort det af med al den religiøse dogmatisme, så for alt i verden ikke prøve på at indpode folk en anden slags dogmer… Lad os ikke gøre os selv til anførere for en ny intolerance.

Hvis EU-toppen i Bruxelles skelede lidt mere til Proudhon end til Marx og opgav drømmen om grænseløs union og forestillingen om nationer som udtjente folkevogne, der tilhører historiens losseplads, var der muligvis håb for Europa. Men det ser ikke ud til at ske foreløbig.

Elendigheden ruller videre på første klasse.

Første gang som blogginnlegg i Jyllands-Posten 15. juli 2011. Document takker for tillatelse til republisering. Jalving har en av Danmarks beste penner.

fra presentasjonen i avisen:

Mikael Jalving går i kødet på høj som lav, unge som gamle, blå som røde, levende som døde, imamer, kyllinger, kulturpaver og andre skabninger i Danmark og den omkringliggende verden

Baggrund:
Historiker og kommunikationsrådgiver

Andet:
Forfatter til bl.a. Absolut Sverige (2011), Mig og Muhammed (2010) og Magt og ret (2007)

Les også

-
-
-
-
-
-