Sakset/Fra hofta

Ovenfra er det fine ord. Det er nedenfra islamiseringen skjer, og der blir den ikke påtalt. Man later som ingenting. Rachel Adelberg-Johansen forteller på sappho.dk hvordan islamiseringen skjer med små skritt i hverdagen: Fænomenet islamisering: Beretninger fra det virkelige liv

Det handler om mat og klesdrakt. Den som kontrollerer mat og klær, har stor innflytelse på barnas hverdag. Derfor er det på disse to områder at muslimer forsøker å få innflytelse. Problemet er at det ikke bare gjelder deres egne, det får også konsekvenser for alle de andre barna og for arbeidsmiljøet. Det gjør noe med skolene og barnehavene. Det gjør også noe med tankegangen at man må tenke sosialt samvær: Hvordan vil de ha det?

Spørsmålet om kulturell dominans dukker opp allerede før barna begynner på skolen. Visse skoler forsøker nå innfødte foreldre og integreringsvillige innvandrerforeldre å unngå.

Da mit barn begyndte i børnehaveklasse i den lokale folkeskole, var over halvdelen af børnene fra muslimske familier. Inden skolestart havde jeg i et brev til skolerådsmanden udtrykt min bekymring over, dels at så mange danske familier valgte vores lokale folkeskole fra, og dels at bydelen var delt så skævt op med hensyn til skoledistrikter.

Skolelederen syntes, det var et fint resultat, at under halvdelen af distriktets børn var tilmeldt den lokale folkeskole. Det fandt jeg besynderligt og ganske uforståeligt set i lyset af min egen historie. Da jeg var barn, gik stort set alle børn som en selvfølgelighed i den lokale folkeskole. Denne flugt fra en spirende ghettoskole mindede mig om fænomenet ”white flight”.

Adelberg-Johansen sier at hun på det tidspunkt ikke ante hvilken verden av nye regler og skikker hun skulle møte. Barnehave- og skolemiljø er blitt en slagmark i kampen om innflytelse.

Den første gang, jeg bemærkede noget påfaldende, var i forbindelse med en fødselsdag. Jeg havde ikke tænkt nærmere over de islamiske spiseregler, udover at jeg udmærket kendte til lovreglerne vedrørende religiøst ”rent” og ”urent” kød.

I forbindelse med uddeling af slikposer sagde en muslimsk dreng til en anden muslimsk dreng, der deltog i fødselsdagen: ”Du må ikke spise vingummier, det er gris.” Det anede jeg ganske enkelt ikke, så jeg kiggede på varedeklarationen på Matadormix-pakken.

Ganske rigtigt er der gelatine i, og det er altså her, hunden ligger begravet. No go, for i hvert fald de muslimer, der følger spisereglerne. Der blev holdt justits selv ned i seks-års alderen, skønt jeg egentlig fornemmede, at den ene muslimske dreng ikke var specielt religiøst opdraget. Jeg er også blevet ringet op af en far til en muslimsk dreng for at høre, om vi skulle spise kylling til en fødselsdag, og i så fald om kyllingen var fra Danpo (halalslagtet).

Men fremstøtet for en islam-tilpasset hverdag skjer mer systematisk: Hvorfor blir ikke barnehavens mat og skolens kantine like godt halal? Det ville jo være mer praktisk…

Mangel på backing ovenfra og ekspertenes forsvar for flerkultur gjør at foreldre på bakkeplan har få å støtte seg til. Det blir noen få som må ta kampen på vegne av mange.

Jeg blev valgt til skolebestyrelsen, og her skulle jeg få syn for sagn med hensyn til de islamiske spiseregler.

Hvad der begyndte som en ganske almindelig sag om en bespisningsordning for børnene på skolen, skulle ende med, at sagen kørte hele vejen op gennem systemet til skoleforvaltningen, til det politiske niveau og til pressen.

En enig bestyrelse fraset undertegnede ønskede at lade bespisningsordningen på folkeskolen regulere af islamiske lovregler om halal og haram (ingen svinekød), hvilket man – let gennemskueligt – kaldte et socialt hensyn. Altså med andre ord var man villig til helt frivilligt at islamisere en madordning til alle elever på en verdslig folkeskole. Den tyske forfatter Henryk Broder har i sin bog ”Hurra, vi kapitulerer” kaldt denne form for underkastelse ”forudilende kapitulation”.

I ellevte time blev denne islamisering heldigvis afværget til glæde for børnene og for folkeskolen. Det holdt hårdt, og man bliver tykhudet af alle tilsværtningerne – men kampen var afgørende. Og ikke mindst sejren. Dersom det har interesse, kan man læse mere konkret om sagen i Alex Ahrendtsens bog ”Når danskere bøjer af”, der er udkommet på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

Et annet punkt er nakenhet og dusjing, som også er et problem for gutter. Dette er også et viktig punkt på skolene. Norske aviser har skrevet en del om kjønnssegregering, men ikke så mye om at muslimske gutter dusjer med undertøyet på og vil at det skal være norm.

Norske svømmehaller understreker at man skal dusje naken, men i praksis tør man ikke håndheve det. Man later som om det er et hygienisk problem, mens det i virkeligheten er kulturelt.

Denne mangel på ærlighet og åpen tale gjør at foreldre heller ikke føler for å ta opp saken. Man må jo da kritisere barnas foreldre som har lært barna ikke å vise sine kjønnsorganer.

Det er rapportert tilfeller der norske gutter får juling av muslimske medelever for at de skal dusje med bukse på.

Da er det ikke lenger noen bagatell.

Jeg har også fået indblik i en episode, hvor moderens søn kom hjem med våde underbukser i gymnastiktasken. Sønnen fortalte, at de andre drenge i klassen beholdt underbukserne på i brusebadet efter gymnastiktimen, så det gjorde han også. Hendes svar var, at sådan gør man ikke i Danmark, og at man ikke kan blive ren, hvis man går i bad med underbukser på.

De voksne som ikke vil snakke om disse problemene, viser en imøtekommenhet for islam som minner om underkastelse.

En anden beretning omhandlede skuffelsen ved at møde op med sit barn, som skulle begynde i børnehaveklassen, og i forbindelse med introduktionen til børn og forældre at skulle høre skolelederen forklare, at ramadanen var begyndt, hvorfor så mange børn var fraværende. Som denne mor sagde: ”Jeg orker simpelthen ikke høre om ramadanen på mit barns første skoledag.”

Så har vi historiene om småjenter som kommer på skolen med hijab. Det er et sterkt signal, både for andre muslimske jenter og for de ikke-muslimske. Når jentene med hijab blir flere, er det de som setter normen. Slik blir hele skoler islamisert.

En mor har fortalt mig om, hvordan hendes datter reagerede med frustration, da hendes jævnaldrende klassekammerat i 2. klasse havde hijab på, da hun kom tilbage fra sommerferien. Hun spurgte hende, hvorfor hun havde tørklædet på, og fik det svar, at det havde hendes far sagt, at hun skulle.

Det er helt riktig som Adeleberg-Johansen skriver: Disse kulturkonfliktene utspiller seg hver eneste dag, ikke bare i barnehaver og på skoler, men også på arbeidsplasser, i kommuner, sykehus og høyere utdanningsinstitusjoner. Det mest overraskende er mangelen på motstand fra mennesker med høyere utdannelse og høye stillinger. De er enten tause eller forsvarer islamiseringen som uttrykk for flerkultur.

Tag blot det seneste eksempel med islamforsker og professor ved Roskilde Universitet, Garbi Schmidt. En tidligere frikirkepræst, forfatter og islamkritiker er blevet overfaldet fire gange af ”unge med indvandrerbaggrund”. I forbindelse med to af overfaldene blev der råbt det velkendte islamiske kampråb ”Allahu Akbar”. Alligevel understreger professor Schmidt, at ”det er svært at sige noget om, hvorvidt unge med indvandrerbaggrund, der begår overgreb, har et religiøst motiv”. Hvem råber mon Allahu Akbar?

Adelberg-Johansen forteller om en svømmehall i Sønderborg som nå får en dag reservert for kvinner for at muslimske skal få badet.

Det er i realiteten å gi bort den friheten vi har vunnet gjennom mange års arbeid og kamp. Man kaller det selvsagt noe annet. Man later som om det er å gi muslimene deres rettigheter. Men deres frihet betyr ufrihet for andre. Det er den brutale sannhet.

Politikerne, rektorer og pedagogiske ledere har ikke noen rett til å gi bort andres frihet. De har de ikke mandat til. De forsøker å fremstille det som at også muslimer må få sin rett, men skjuler at det skjer på andres bekostning. I virkeligheten undergraver de selve demokratiet.

Hvis denne utviklingen skal stanses, må folk flest få øynene opp for hva som skjer.

Fænomenet islamisering: Beretninger fra det virkelige liv