Gjesteskribent

EU uthuler rettsstaten, mener den danske juristen og strafferettseksperten Vagn Greve. Som utgangspunkt nærer Greve en dyp skepsis overfor statsmakten, og følgelig advarer han mot EUs utvikling som han kaller «Law and economics gått amok”.

Auschwitz fandt aldrig sted. Beskyldningerne om naziregimets folkemord på jøderne er opspind.

I Tyskland kan mennesket bag sådan et udsagn straffes som en forbryder. I Danmark ville både han og udsagnet være omfattet af ytringsfriheden. Men måske ikke så længe endnu, påpeger et af fyrtårnene i dansk strafferet, juristen (dr.h.c. og lic.jur.) Vagn Greve, der efter en menneskealder på Københavns Universitet i dag har kontor på Center for kreditret og kapitalmarkedsret, CBS.

Med Lissabon-traktaten bevæger EU-landene sig nemlig efter hans mening endnu et skridt videre imod ensretning af strafferetssystemerne i de enkelte europæiske lande. Og den udvikling finder Vagn Greve ”meget betænkelig”, som han skriver i en artikel i det nye nummer af Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab.

Greve mener at den pågående ensrettingen av lover og regler er ufordelaktig dersom den aktuelle lovgivingen strider mot kulturen, verdiene og menneskesynet i det enkelte land. I stedet bør man etter Greves mening vente med å lovgive til kulturen har nådd et felles stadium i samtlige EU-land:

”I stedet for som nu først at skabe EU-ret og dernæst vente på, at landenes værdier følger efter. Når man gør det, siger man indirekte, at værdierne og kulturen i de enkelte EU-lande er ligegyldige, for nu har vi nogle fælles mål om varerne, pengene og arbejdskraftens frie bevægelighed, og så må landenes flere hundrede år gamle historie og nationale egenart vige. Det er law and economics gået grassat.”

Men hvad mister vi ved øget europæisk integration på det retlige område? Du nævner selv retten til at benægte det nazistiske folkemord på jøderne, men den ret kan vi vel godt undvære?

”Nej, for sker det, vil det bryde med kernen i den nordiske udgave af den demokratiske retsstat: Nemlig at staten ikke skal have beføjelser til at gå ind at bestemme, hvad der er sandhed, og straffe de individer, som siger, at der er en anden sandhed. Personligt mener jeg, at disse ’Auschwitz-Lügen’ er nogle af de mest idiotiske påstande, der findes. Og at de mennesker, der fremfører dem, gennemgående er særdeles usympatiske. Men deres ret til at tale vil jeg ikke anfægte.”

Men har vi ikke også en fælles europæisk kultur, som kan retfærdiggøre fælles europæiske love?

”De fælles europæiske værdier skal nok trænge igennem i dansk lovgivning. Det har de altid gjort, og det vil de blive ved med. Nogle af de vigtigste principper i den danske retsstat udspringer af tanker og ideer, som blev undfanget i Frankrig i oplysningstiden i 1800-tallet, men med den vigtige pointe, at disse principper først blev omsat i danske love, da vi selv var klar til det. Det er det afgørende, for der er også historiske og kulturelle forskelle landene imellem. Selv nabolande som Danmark og Sverige har meget forskellige retskulturer. Blandt andet har vi – stadig – langt flere områder, staten ikke må beskæftige sig med, end tilfældet er i Sverige.”

Tilhengere av stadig tettere bånd mellom EU-landene hevder at fellesskapet sikrer fred og stabilitet i Europa, og at nasjonalisme historisk sett har skapt ufred og krig på det europeiske kontinentet. På spørsmål om ikke dette er et sterkt argument for mer EU og mindre nasjonalstat, svarer Greve at dagens Europa allerede har sammenlignbare regler og lover på en rekke områder, men at historien viser at i det øyeblikket man går inn og harmoniserer, er det dem som vil ha de tøffeste ordningene som vinner. Dette kan bidra til å skape et uetisk straffesystem, fortsetter Greve:

Og hvis man som jeg mener, at enhver unødvendig straf er en uetisk straf, så skaber vi på den måde et uetisk straffesystem. Der vil komme flere eksempler, hvis udviklingen ikke vendes, for det er jo stadig forholdsvis nyt, at strafferetten er kommet ind under EU. Det skete i første omgang med en dom i EU-Domstolen (2005, red.), dernæst med traktatfæstelsen i Lissabon-traktaten, og derfor vil konsekvenserne vise sig stærkere og stærkere for hvert år, der går. Men den afgørende grund til, at jeg har været imod denne udvikling fra begyndelsen, er, at den undertrykker fundamentale retsstatsprincipper.”

EUs utvikling undertrykker fundamentale rettsstatsprinsipper fordi den tilsidesetter rettsstaten, mener Greve. Forskjellen mellom en rettsstat og en ikke-rettsstat ligger i spranget mellom å finne retten og å finne på retten, sier han og viser til at rettsstaten skapes av de menneskene befolkningen har valgt til nettopp det. Dvs. politikere – ikke dommere eller embedsmenn.

Dette har vært kjernen i rettsstaten siden opplysningstiden, men det grunnleggende prinsippet blir ikke respektert av EU-domstolen, EU-kommisjonen eller av Den europeiske menneskerettighetsdomstolen under Europarådet. For til tross for forskjellene mellom disse institusjonene har de alle samme feil: at dommere og i en viss grad embedsmenn sier: «Dette mener vi er en god lov, og derfor skal den gjelde i alle medlemsland». Det kan imidlertid hende at parlamentarikerne i de enkelte medlemsland ikke er enige og slett ikke ville ha vedtatt en slik lov. Men sånn blir det likevel, fastslår Greve.

At dommere i EU-Domstolen og Den europeiske menneskerettighetsdomstolen ønsker å sette politikere ut av spill og trumfe gjennom sine egne lover er ikke tilfeldig, all den stund det ikke er tilfeldig hvem som sitter som dommere i de internasjonale domstolene:

«Dem, der sidder i Strasbourg, brænder for menneskerettigheder. Dem, der sidder i Luxembourg, brænder for EU’s idealer. Når de ser, at her krænkes nogle menneskerettigheder, eller her krænkes nogle økonomiske interesser, så ser de det som bagstræberisk, at man ikke nationalt har gennemført regler, som kan forhindre disse krænkelser. Og de ved samtidig, at det vil tage lang, lang tid at få de nationale parlamenter til at vedtage den relevante lovgivning. Men nu har de muligheden for at gøre det, de finder rigtigt, på egen hånd – og gøre det hu-hej uden at afvente proceduren hos de folkevalgte. I deres egen selvopfattelse skaber de dermed en bedre europæisk retstilstand på det menneskeretlige eller økonomiske område. Men at man er idealist er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man gør det rigtige.”

Mener du tværtimod, at idealister gør det forkerte?

”Det risikerer de ofte, ja. Der er masser af love, som jeg gevaldig gerne så ændret i Danmark. Men det er nu engang Folketinget, der skal vedtage det – ikke en forsker og akademiker som mig og heller ikke en dommer eller et dommerkollegium i Højesteret. Og det er ikke afgørende, om det bliver gode love – forstået sådan at de har et godt indhold. Det er aldrig en god lov, hvis den ikke opfylder retsstatskravet om, at den har parlamentarisk – og dermed vælgerbefolkningens – legitimitet bag sig.”

Greve forteller at kollegaer innen strafferett er uenige med ham, og har mer tiltro til EU-domstolen enn til europeiske politikere når det gjelder å oppnå velfungerende europeiske samfunn. Den samme splittelsen finner sted i Norge. I en artikkel skriver Dagbladets Gudleiv Forr at menneskerettighetene «splitter den norske juriststanden», og viser til at mens noen få jurister i den norske statsforvaltningen er motstandere av at Norge skal godkjenne internasjonale avtaler «som utvider og utdyper våre menneskerettslige forpliktelser», er det en voksende gruppe av jurister ved de juridiske fakultetene som «ønsker å styrke Norge som pådriver i de internasjonale forhandlingene» hvis hensikt er å gjøre menneskerettighetene enda mer forpliktende og effektive.

– Debatten om internasjonal rettsliggjøring er vel kjent fra Klassekampens spalter de siste årene, skriver redaktør Bjørgulf Braanen i lederen Juridisk splitt. I lederen gir Braanen Forr helt rett i at det er uenighet blant jurister og blant politisk engasjerte. Problemet er imidlertid at «debatten sjelden kommer opp i full sin bredde, delvis fordi spørsmålet er komplisert, men også fordi både høyre- og venstresida av opportunistiske grunner har valgt rettsliggjøring som strategi for å få gjennom sine saker», mener Braanen.

Men til tross for at Greve og kollegaene er uenige om metodene, mener han likevel at de i mange tilfeller har felles mål. Som eksempel nevner han at alle gjerne ville sett en mer velfungerende europeisk banksektor. Men hvor noen jurister tror at målet best blir nådd med like regler, mener Greve og andre at reglene fungerer best dersom de har legitimitet i det enkelte lands befolkning. Hvis ikke vil befolkningen være mindre tilbøyelig til å overholde reglene, argumenterer Greve:

Til syvende og sidst er det et spørgsmål om menneskesyn og samfundssyn – ikke om jura. Juristen kan sige: ’Sådan ser verden ud’. Men han kan ikke besvare næste spørgsmål, som er: ’Er det godt, at verden ser sådan ud?’ Der må det enkelte menneske træde til og foretage et valg.”

Hvad ligger så bag dit personlige valg?

”En grundlæggende opfattelse af at det enkelte menneskes særpræg skal beskyttes. Derfor hylder jeg retsstaten og nærer som udgangspunkt en dyb skepsis over for statsmagten. Den skal kontrolleres af vores demokratiske institutioner, og det er blevet sværere i takt med internationaliseringen. Den udvikling vil jeg gerne advare imod.”

DJØF: EU udhuler retsstaten