Kommentar

George_Tabori.jpg

De store forsvinner: Ingmar Bergman, Antonioni, og ikke å forglemme – George Tabori som døde i Berlin 23. juli. Tabori er representant for en sentraleuropeisk kultur, som er lite kjent i Norge, men som har mye å lære oss.

Den springer ut samfunn hvor befolkninger ikke er homogene, hvor man må akseptere at mennesker er forskjellig og ikke nødvendigvis deler ens tro og tanker. Tabori var naturligvis jøde, for jødene er de som har dyrket overlevelsens kunst og livsfilosofi lengst. Svart og underfundig humor er en vesentlig del av denne kulturen. Men kan undres hvordan Tabori, som mistet det meste av familien i Auschwitz, kan lage vitser om nazismen og Hitler, men humoren er en måte å overleve på.

Personlig har jeg bare sett to stykker av Tabori: «Mein Kampf» med Jan Grønli i hovedrollen, og «Ghetto» med Bjørn Skagestad. Grønli var god, Skagestad ikke. Forestillingen på Det Norske Teatret ble hengende i luften. Det er ikke lett å få publikum med på stykker som så tydelig krever innlevelse i jødenes skjebne.

Men «Mein Kampf» ble populær. Tabori greier å fremstille Hitler på en humoristisk og menneskelig måte. Det er noe latterlig ved Hitler, men ettertiden har ikke kunnet løsrive seg fra Fører-myten. Heller ikke «Der Untergang» greier det. Fremstillingen er for naturalistisk. Men Taboris lune humor går inn under huden på både Hitler og publikum. Man ser det anstrengte poserende ved Hitler i ungdomsårene. Hvor mye han forsøkte, og vi vet han mislyktes. Selvfølgelig var det en jøde som tok seg av ham. De små personlige uvaner og særheter, selvsentreringen og vekslende humør – er på et menneskelig nivå. Alt som kommer siden er på det umenneskelige plan. De som sier at Hitler også var et menneske, tar feil. For etter at han ble politiker la han det personlige av seg og ble en figur, senere myte.

Det må en «gammel» sentraleuropeisk jøde til for å se dette. Representant for den kultur Hitler var født blant, men gjorde alt for å utslette: Kafka, Musil og Canettis verden. Langt på vei lyktes han.

Men det å glemme denne kulturen er på en måte å gi Hitler seieren posthumt. Derfor er det noe livgivende over Tabori, som holder arven levende.

Peter Johannes Erichsen har en rørende nekrolog i Weekendavisen, fylt av kjærligheten til mannen og kunsten. Tabori levde tiår i USA og skrev på engelsk, det var først i 50-årsalderen han bosatte seg, først i Wien og så Berlin. Utrolig nok var det nå han skrev teaterstykker på løpende bånd, hele 30 i tallet. Kanskje det var en slags homecoming. Berlin har bevart mye av gammel kultur. Også Imre Kertesz har slått seg ned der.

György Tabori blev født i Budapest 24. maj 1914. Han nåede at leve i 17 lande. Først som syvårig blev han klar over, at familien var jøder. Han erindrede resten af livet sin fars fornemme gehalt efter at have fået en på øret af ham for at komme fræk hjem med et bøssefjendtligt slogan: »Alle Rumänen sind schwul«. Ganske det samme skete der for den lille Elias Canetti her omkring første verdenskrig, da han trallede »Serben muss sterben« i sine fædrene stuer. Så var de vaccinerede til at blive ganske grænseoverskridende kosmopolitter. George forsøger sig i 1932 som tjener på hotel Adlon i Berlin og bringer Hermann Göring morgenmad på sengen for så senere at spise resterne. Nazisternes magtovertagelse bringer Tabori til England, hvor han kommer i Secret Service med mission til Mellemøsten for at bryde Rommels telegrafkoder. Nået frem til Jerusalem møder George Tabori BBC-sekretæren Hannah Freund, der bliver hans første kone.

Da har Taboris forældre allerede mødt deres skæbne.

Faderen Cornelius omkommer i Auschwitz sammen med størstedelen af Tabori-familien, moderen Elsa går ud af køen ved indstigningen på godstoget og henvender sig til en tysker, der gennemskuer hendes improvisation, men alligevel giver hende et Røde Kors-pas. En anden tysker protesterer og siger, at så kan jo enhver jo kræve et pas. Men Elsas redningsmand svarer: »Ingen er enhver!« – »Niemand ist jeder«. Den paradoksale barmhjertighedsgerning er med til at tænde den flamme af overbærenhed og humor, der siden bærer George Tabori gennem livet. I stykket »Mutters Courage« fra 1978 har han sat sin resolutte mor et minde. (Hannah Schygulla fik rollen på film).

Under eksilet i USA havde Tabori mødt Bertolt Brecht og fået teaterilden tændt, men da han senere hjemme i Europa gav den fuldt blus, var det gudsgøglere som Kafka og Beckett, der viste vejen.
..
Berømtest er dog stykket »Goldberg-Variationen« fra 1991, hvor en megaloman filminstruktør og hans kuede assistent Goldberg giver sig i kast med at filmatisere både det gamle og det ny Testamente. Goldberg ender på korset. »Tut es weh?« bliver han spurgt. »Nur wenn ich lache«.
.
Som en af sine allersidste iscenesættelser valgte George Tabori »Venter på Godot« af Samuel Beckett og anbragte sig selv på scenen for at forestille den Godot, som de to elendige vagabonder ellers så forgæves venter på. Ingen blandt publikum kunne få øjnene fra ham. Selv mærkede han det ikke. »Jeg kan ikke se mere, jeg kan næsten ikke gå, hørelsen har det dårligt, og min hund har ædt høreapparatet, hvad jeg finder helt i orden. Jeg finder det godt at være udenfor. At se verden med fremmede øjne og beskrive den. Livet er en evig emigration«.

Nekrologen «Teaterflammen» er sub only

Les også

-
-
-
-
-
-
-
-

Les også