Nytt

Etter reportasjene om jødehat i Oslo-skolene kan det bli vanskelig å vende blikket bort fra rapportene fra Malmø. Der kan ikke en jøde gå i fred på gaten. Er det fremtiden for Oslo?

Familier som velger å flytte bort fra Malmø og til Israel, sier Stockholm vil være som Malmø om fem år. Hva med Oslo?

Politiken har vært i Malmø. Byens rabbiner er fra USA. Han går kledt som en ortodoks jøde: med sort hatt og langt skjegg. For Shneur Kesselman er det et spørsmål om prinsipp. Rabbineren kan ikke skjule hvem han er.

På første sal sidder Shneur Kesselman.

En spinkel rabbiner med langt, tjavset sort skæg og kippa på hovedet. Hans bukser er sorte, skjorten er hvid, og fremtoningen afslører, at han tilhører en ortodoks menighed.

Han er en velformuleret mand med dyb stemme og tyk amerikansk accent, som stammer fra Detroit, hvorfra han kom for fem år siden.

Han taler flydende svensk, men foretrækker at udtrykke sig på engelsk.

Så vidt han er orienteret, er der ingen andre i Malmø, der er klædt som ham.

Han er den eneste, hvis udseende tydeligt afslører oprindelse og religion, og det er med stigende bekymring han går gennem Malmøs gader. For han møder et had og en vrede, som gør ham bange for sin egen og sine børns fremtid i en by, der har 280.000 indbyggere, hvoraf de 50.000 er muslimer.

»Når jeg går på gaden, kan selv en fremmed se, at jeg er jødisk. Måske ikke alle svenskere, men de, som chikanen kommer fra, ved, hvem jeg er. Det mest typiske tilråb er ‘ Jävla jude ‘. Men de skriger også ting på arabisk, og nogle gange ‘ Sieg heil’ eller ‘ Heil Hitler’«. Da han for en tid siden gik med sin kone på gaden, kom de forbi nogle unge, der spillede fodbold. De unge begyndte at råbe og smide ting efter ægteparret. En anden gang, da han skulle over gaden, kom en bil kørende, men chaufføren vendte om og forsøgte at køre ham ned. Om chaufføren bare ville skræmme eller reelt forsøgte at påkøre Shneur Kesselman, ved han ikke, men hadet skræmmer ham.

De fleste jøder oplever intet i hverdagen, fordi de ikke genkendes som jøder.

Det er lett for storsamfunnet å lukke øynene og ta dette som et tegn på normalitet. Hvis jødene gjemmer seg kan man late som om tingene er ok. Hvis de har synlige symboler er det lett å bli irritert – på dem. Må de det?

Storsamfunnet har en interesse av å rasjonalisere jødehatet. Skyldes det ikke Palestina-konflikten? Når jøder forteller at det stikker dypere, blir vi igjen irriterte: -Har det noe med oss å gjøre?

Hvis jødehatet er essensielt, minner det oss om at vi sitter med et stort problem: den sivilisasjonskrigen vi minst av alt ønsker å høre eller bli minnet om.

Tilråbene kommer fra unge muslimske mænd, og han opfatter det som et had, som er rettet mod ham, fordi han er jøde.

»Kun en eller to gange har nogen råbt til mig: ‘ Død over Israel’. Ellers handler det om, at jeg er jødisk, og derfor har jeg meget svært ved at acceptere, når folk forsøger at undskylde eller forklare, at denne antisemitisme er et resultat af konflikten i Mellemøsten«, siger Kesselmann.

Det samme forteller kokken Amnon Tsubarah:

Det er kokken Amnon Tsubarah, der laver maden. Han er 49 år og kom til Malmø for 24 år siden, fordi han blev forelsket i en svensk pige. Ægteskabet holdt seks år, men Amnon blev boende.

I alle 24 år har han jævnlig oplevet chikanerier, men det er blevet voldsommere, og han tror ikke længere, at det kun handler om konflikten i Mellemøsten.

»Det er ikke en konflikt mellem stater, men mellem religioner. De fleste af børnene er opdraget til at hade jøder. De møder ingen jøder, for der er ingen i deres lande, men de har en fantasijøde. De har ikke demokrati, de har ikke menneskerettigheder , men de kan stadig hade jøden«.

Tsubarah forteller noen historier om guttene sine som stikker i hjertet, på en far og en vesterlending. Vi vet at dette er uutholdelig/uholdbart, men vi vet det er lite å gjøre med, i overflatisk betydning, fordi det handler om hjertene. Derfor vender vi oss bort.

De radikale muslimene har noe til felles med nazistens forestillinger om jødene: Det er et fantasifoster. De har knapt møtt jøder.

Amnon Tubarah føler ikke, at han kan gå på gaden klædt som jøde, og som de andre, der fortæller, er han mest bekymret for sine børn. En af hans drenge fik en dag at vide, at nogle unge muslimske drenge, der kalder sig Young Hizbollah, var på jagt efter ham. Hizbollah er en palæstinensisk bevægelse, der arbejder for Israels ødelæggelse. Amnon ved ikke, hvor alvorligt han skal tage truslen mod sin søn, men den skræmmer ham og gør ham vred, fordi den hænger over familiens liv som en guillotine, der kan blive udløst.

En anden søn blev overfaldet sidste år.

»Han var til festival i august med en ven. Han er 18 år og har rastahår, og så kom en fyr hen til ham og sagde: »Hvor er det pænt. Hvor har du fået det?«. Så spurgte han, hvor min søn kom fra. Min søn sagde, at hans far var fra Israel, og at han var født her. »Så du er en jøde«, sagde den anden og skiftede helt sin måde at være på.

»Ja, jeg er jøde« svarede min søn. Da han sagde jøde, var der nogen andre, der sagde: »Hvor er jøden, hvor er jøden«. En havde en basketball i sin hånd, og han smed bolden og begyndte at slå min søn. Og da min søn lå på jorden, spurgte han: »Er du stolt af at være jøde?«. Min søn var i chok, og selv om der var hundrede af mennesker, som gik forbi, var der ingen, der standsede for at hjælpe. Min søn sagde nej. Han var bange for at blive banket«. Amnon er bange for, at historien gentager sig. Parabolantenner over hele Vesteuropa er rettet mod Mellemøsten, og derfra prædikes et had mod jøderne, som vokser sig stort i unge europæiske muslimer.

Men i Malmø er ingen døde, ingen systematisk forfulgt, og alligevel skrives tilråb som ‘ Jävla juda’ eller ‘ Heil Hitler’ ind i en historie om holocaust og en angst for, at historien vil gentage sig.

»Folk, der tror, det er paranoia, ved ikke tilstrækkeligt om, hvad der sker. I denne periode er det den radikale muslim, som har en bestemt tankegang, der går ud på, at han skal finde en jøde og dræbe ham..

Jeg synes ikke, det er paranoia«.

Overlevende uønsket

Skolene som ligger i områder med mange muslimer ønsker ikke besøk av overlevende fra Holocaust.

Polskfødte Judith Popinski mistede sin familie under Anden Verdenskrig, men overlevede selv og kom til Sverige med Svensk Røde Kors. Hun har levet 65 år i byen og har tidligere fortalt om sine oplevelser i svenske skoleklasser, men nu bliver hun ignoreret.

»Det er på grund af, hvad deres forældre fortæller dem om jøder. Hadet fra Mellemøsten er kommet til Malmø. Skolerne i de muslimske områder vil simpelt hen ikke invitere overlevende til at fortælle længere«.

Når signalene ovenfra blir unnvikende, oppfører politiet seg likedan.

september sidste år sad Shneur Kesselman i en bus. Et par unge arabere sad bag i bussen og begyndte at sige ‘ Sieg heil’.

Buschaufføren råbte til dem, at de skulle stoppe, men de fortsatte, og så beordrede chaufføren dem af. Det var også det stoppested, Shneur Kesselman skulle af ved.

»Så jeg tændte for mit mobilkamera og tog billeder af dem, fordi jeg ville rapportere til politiet. En af dem begyndte at jage mig, men stoppede. Måske fordi buschaufføren åbnede vinduet og sagde, at hvis han ikke stoppede, ville han ringe til politiet«.

Shneur Kesselman anmeldte chikanen og vedlagde billedet af manden. For tre uger siden kontaktede politiet ham og bad ham komme til stationen, men da han ikke ville anlægge sag, ville de ikke gøre mere ved det.

»Min pointe er: Det skete i september, men politiet henvender sig først i februar.

De har et billede, og du behøver ikke at være politiopdager for at finde ham. De ved, hvor han stod af, og vil let kunne finde ham på en af skolerne i nærheden.

Ifølge den svenske avis Expressen begås 25 procent af alle hate crimes i Skåne mod jøder, selv om de udgør en forsvindende del af befolkningen med 700 jøder i Malmø og omkring 2.000 i Skåne.

I 2009 blev der således anmeldt 79 hate crimes mod jøder i Skåne. Det er en fordobling i forhold til året før, og det er arabiske unge, der står for hovedparten.

Den store internasjonale oppmerksomhet har tvunget borgermester Ilma Reepalu til å handle. Han har gjort som kunnskapsminister Kristin Halvorsen: opprettet et dialogforum/arbeidsutvalg.

I Politiken 21. mars 2010: Jävla jude av Olav Hergel