Sakset/Fra hofta

Selv etter at den såkalte Blekingegadebanden ble avslørt i 1989 var det en stor motvilje mot å ta inn over seg at venstresiden rommet voldsromantikere. Lars Villemoes’ artikler om banden ble møtt med mobbing. Nå får han oppresining.

Nordmenn har et bilde av dansker som «bløte», men det passer dårlig. Danmark fikk som eneste nordiske land et motstykke til tyske RAF. Det er mer vold på venstrefløyen, jfr. de autonomes kamp mot politiet. På en hjemmside kalt «sæbekassen» ligger oppskrifter på molotovcocktails og IED, Improvised Explosive Devices, dvs. veibomber som i Irak, bygget av kunstgjødsesl og diesel!

Det utrolige med historien om Villemoes er at hetsen begynte på 90-tallet, altså i nyere tid, da frigjøringsvinden feide inn over Europa. Det er spesielt.

En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

De råbte »Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler«. Nogle af aktivisterne graffitimalede »Nazi Dø!« på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

Han havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad »Journalisten« havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

Peter Øvig Knudsen har netop udgivet det første af to bind om Blekingegadebanden frem til 1980, og her får Lars Villemoes fuld æresoprejsning. Hans artikler om banden og dens miljø bliver betegnet som banebrydende. Banden var en gennemprofessionel terrorbande, der arbejdede tæt sammen med den marxistiske palæstinensiske gruppe PFLP. Bandens medlemmer var iskolde idealister, der røvede, myrdede og kidnappede for at skaffe penge til PFLP.

Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer.

Tavshed og fortrængning

Men der rådede en mærkværdig tavshed over venstrefløjen. Man kunne ikke tro, at en morderisk røverbande, der var født ud af den danske venstrefløj, havde plyndret banker, kidnappet en bankdirektør og myrdet en politimand. I dagene efter arrestationen rådede der forvirring ikke mindst på den gamle modstandsavis Information, der op gennem 1970erne var blevet venstrefløjens samlede talerør. Hvad skulle man gøre? Gå til biddet og skrive om banden eller fortie virkeligheden?

Tilfellet ville at Information på den tiden hadde to personer i redaksjonsledelsen som forsto betydningen av at Lars Villemose hadde personlig kjennskap til banden. De ga ham frie hender.

Men på Information var det af afgørende betydning, at den gamle trotskist Lars Hedegaard valgte at lade Lars Villemoes køre sagen:

»Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner. Oppositionen på redaktionen var mærkbar, og den blev styrket af, at det begyndte at vælte ind med læserbreve efter min første artikel, der hed »Fighterne og de nyttige idioter«. Fighterne var PFLP og Blekingegadebanden, og de nyttige idioter var hele den bredere kødrand af naive sympatisører, som PFLP nød godt af.«

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører var alle de gamle frontkæmpere med i hylekoret mod Informations afsløringer. Folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VSeren Per Bregengaard samt mange mange andre.

Motstanderne mobiliserte. De satt i redaksjonene og på universitetet. Tre jusprofessorer skrev en lang artikkel om hvor forkastelig det var at Information skrev om en sak som gikk for domstolen.

»Det lykkedes takket være Lars Hede­gaards indsats at få trykt en række artikler om banden og dens oprindelse på venstrefløjen«, fortæller Lars Villemoes, men situationen skærpedes hele tiden. På Det Fri Aktuelt lod chefredaktør Lisbeth Knudsen i 1990 sin journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der i dag er chef for TV2 Øst, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

Et interessant aspekt ved venstresidens voldssvermeri er at deltakelse eller forherligelse av vold ikke har vært noe hindér for karriere senere.

Men det verste er at venstresiden aldri har tatt noe skikkelig oppgjør med voldssvermeriet. Hindrer det at man tar avstand fra bevegelser som Hamas? Er det grunnen til at noen ser ut til å føle en viss tiltrekning til «motstandsbevegelser», langt inn i borgerlige rekker?

Blekingegadebanden fikk milde dommer. Siktelsen om samarbeid med PFLP ble frafalt. Juryen besto av politiske sympatisører som gikk ut og feiret, og de dømte var snart ute og gjorde karriere i det sivile samfunn.

»Banden fik meget milde domme, blev ikke dømt for flere meget alvorlige forhold og blev hurtigt løsladt. Nævningene var udvalgt blandt hovedsagelig medlemmer af venstrefløjspartier på Københavns Rådhus. Da dommen faldt, gik nogle af dem på værtshus og drak guldbajere og fejrede, at deres ideologiske venner var sluppet så billigt.«

Danmark fik aldrig et reelt opgør om Blekingegadebanden. Bandens andel i PFLPs internationale terrorisme blev tidligt strøget af anklageskriftet, og ifølge Lars Villemoes var specielt anklagemyndigheden ikke overbevisende professionel.

Mens bandens medlemmer og dens medløbere fik job og flotte karrierer blev Lars Villemoes længe udsat for hetz i journalistkredse og på venstrefløjen. Journalist Niels Rohleder, der havde ført an i hetzen mod Villemoes på Information, skrev en roman til en Gyldendal-konkurrence om den bedste ungdomsroman. Romanens grundtone var sympatisk over for »idealismen« hos de venstreradikale, og en fiktiv person med let genkendelige træk fra Lars Villemoes blev beskrevet som usympatisk. Rohleder vandt 1. prisen.

Lars Villemoes siger i dag: »Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen, så voldsromantikken fortsatte. Hvis Information tidligere havde taget et reelt opgør med voldstænkningen, så var nogle af bandens beundrere måske faldet fra, men det turde avisen ikke, eller også overraskede det blot journalister og redaktører, at så mange af læserne ikke ville vide af det. Den dag i dag er det reelle opgør med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.«

Blekingegadebanden er nesten ikke kjent i Norge. Det er neppe tilfeldig. Norsk venstreside har ikke vært spesielt opptatt av selvkritikk. En avsløring av fortidens feil kunne vært hardt tiltrengt vaksine mot fascinasjon for islamistvold.

Den forhadte budbringer

Les også

-
-
-
-