Gjesteskribent

Danmark har en ekstrem venstreside som har vært villig til å bruke vold. Dette går helt tilbake til demonstrasjonen mot Verdensbanken i september 1970. Blekingegadebanden opererte i dypeste hemmelighet, men de hadde et stort «oppland» som sympatiserte med dem.

Mennesker som bruker politisk vold er avhengig av legitimering. Venstresiden har hatt fullt opp av intellektuelle som har legitimert bruk av vold: dette går helt tilbake til Marx. Man har rett til å bruke vold fordi man har historien på sin side. Man er moralsk overlegen fordi man per definisjon handler på vegne av majoriteten.

Det finnes paralleller mellom argumentasjonen i forhold til den manglende respekt for det borgerlige samfunn og islamistenes syn på vestlig demokrati. Man spiller etter andre regler. Da som nå er det nok av mennesker som forklarer hvorfor muslimer reagerer med vold. Å forstå alt er å unnskylde alt, heter et fransk uttrykk.

Når man samtidig angriper mennesker som benytter ytringsfriheten og sin kunstneriske frihet til å kritisere politiseringen av religion, har man plassert seg og levert ammunisjon til demokratiets fiender.

Ytre venstre kan levere viktig informasjon fordi de kjenner vestlige samfunn. I Danmark er de organisert i Antifascistisk Aktion (AFA). De har kartlagt politiske motstandere systematisk, dvs. flest mulig personopplysninger. Det sier seg selv at dette er farlig. Men inntil nylig har det fått liten oppmerksomhet. Journalister har høy toleranse for venstreaktivister.

Venstresiden har utviklet en strategi for dementering: organisasjoner benekter koblinger og spiller uvitende. Men Jesper Vind Jensen har skrevet en artikkel i Weekendavisen som dokumenterer forbindelsen mellom «respektable» partier som Enhedslisten og voldsvenstre.

Slik er det også i Norge: man kan si og gjøre mye uten å bli utstøtt. Man gjør det for den gode sak, jfr. avsløringen av Tjen Folket og kuppingen av SOS Rasisme. De har benyttet venstresidens metode for infiltrasjon og melking av staten og har kunnet holde på i flere år. De ble for grådige og overekspanderte, men rakk å få ut 50 millioner fra staten. Men det var liten fokus på ideologien deres, om rett til bruk av vold og behovet for å styrte samfunnsordenen. – De må ha rett til å ha sine meninger, sa Dagbladets redaktør Lars Helle da han møtte Tjen Folkets Henrik Ormåsen til debatt.

Venstresiden har laget en modell som tillater politisk intimidering og vold å eksistere innenfor et demokratisk samfunn. Islamistene bruker samme metode. De benytter samme «template», og man har samme forhold til ytringsfrihet, maktvillighet og intoleranse.

AFA: Knokkelhæren

Den terroranklagede gruppe Antifascistisk Aktion opfatter sig som
venstrefløjens militante arm.

Af Jesper Vind Jensen

»Jeg personligt ville ikke have nogen skrupler ved at gøre en fysisk ende på Kim Møllers klynkeri for bestandig… Men aktiv dødshjælp er desværre jo forbudt i Danmark. «Sådan lød det forleden fra Enhedslistens Per Jensen. Kommentaren faldt efter 8-10 bøllers overfald 6. februar på blogredaktør for Uriasposten, Kim Møller , mens denne var ved at filme en såkaldt »antifascistisk« demonstration i Århus.

Udtalelsen fra Per Jensen, der i 2009 var partiets kandidat ved kommunalvalget i Sønderborg, bekræftede dermed, at også Enhedslisten har sine landsbytosser. Nogle kan måske huske Enhedslistens hovedbestyrelsesmed lem Claus Svendsen, der på partiets årsmøde – efter de autonomes overfald i 1998 på Pia Kjærsgaard på Nørrebro – åbent kritiserede partiets afstandtagen fra den voldelige aktion: »Når vi tager afstand fra
overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelsen over tæerne. Jeg har ingen problemer med direkte politiske aktioner.«

Og ligesom daværende folketingsmedlem Jette Gottlieb dengang straks gik på talerstolen og meddelte, at Enhedslisten ikke tolererer overfald på enkeltpersoner, var meldingen den samme i februar i år. Her tog gruppeformand Per Clausen afstand fra kammerat Jensens skriverier om at gøre en fysisk ende på Kim Møller.

»Det er en tone, som ligger uendelig langt fra den tone, som vi synes, at man skal anvende i den politiske debat,« sagde Clausen til netavisen 180Grader, der også spurgte:

– Er der ikke et vist overlap mellem jer og visse aktivistiske og sågar militante kredse? Det er vel ikke en tilfældighed, at han har fundet ind i netop jeres parti, er det?

»Jeg kan ikke vide, hvad der har drevet ham, men jeg vil bare sige, at vi helt klart er afvisende overfor at anvende vold, argumentere for vold eller true med vold,« svarede Per Clausen.

Partiledelsens gentagne afvisninger af voldsdyrkelsen kunne minde om et stykke politisk teater, der bliver opført til ære for offentligheden og pressen:

Hver gang offentligheden får kendskab til voldelig ekstremisme, tager venstrefløjens ansvarlige ledelse rutinemæssigt afstand fra ekstremisterne. I dagligdagen er de imidlertid accepterede og spiller en rolle i bevægelsens arbejdsdeling. Pointen er, at »politisk vold nytter«, som den tidligere militante BZ’er og nuværende universitetssociolog René Karpantschof senest fastslog i et indlæg i Weekendavisen 6. november 2009. Derfor kan voldsdyrkere som Jensen og Svendsen svømme som fisk i en suppe af tilhængere, der deler mål, men ikke nødvendigvis midler.

Det med »et vist overlap« mellem Enhedslisten og de militante kredse, som Clausen i interviewet med 180 Grader ikke rigtig forholdt sig til, truer med at blive et yderst betændt emne, efter at Politiets Efterretningstjeneste (PET) for nylig anholdt en række personer fra Antifascistisk Aktion (AFA) for overtrædelse af terrorlovgivningen om voldelig politisk ekstremisme. AFA er nemlig en militant radikal venstrefløjsgruppe, som siden starten i 1992 har haft nære forbindelser til Enhedslisten på Christiansborg.

Venstrefløjen i offensiven

PETs aktion imod AFA kommer i kølvandet på de seneste års opblussen af sammenstød mellem radikale højre- og venstrefløjsaktivist er. Det indbefatter overfald på åben gade og hærværk mod folks hjem. Sammenstødene har især fundet sted i Århus og København, og ekstremismeforsker Jeppe Ingemann Lyng fra Aalborg Universitet betoner i Berlingske Tidende, at det er svært at sige, hvilken fløj der har været mest aggressiv. Men han vurderer, at det er venstrefløjen, der pt. er i offensiven.

Omkring 1. marts foretog efterretningstjenes ten så flere ransagninger, hvor de bl.a. beslaglagde en computer-server i Fredericia med private oplysninger om over 1.000 danskere på den politiske højrefløj. Et regulært efterretningsarkiv, vurderer ‘konkurrenten’ PET. En ledende AFA-aktivist, der nu er isolationsfængslet, havde ifølge PET medvirket til at samle oplysningerne for at udøve vold mod disse personer på højrefløjen.

AFA-manden har angiveligt også deltaget i flere overfald fra 2008 frem til anholdelsen den 28. februar 2010. Et af overfaldene skete i oktober 2009 på Nørreport Bodega i København, hvor han sammen med flere overfaldt to personer fra den ekstreme højrefløj med slag og flasker. I sidste uge forlængede Københavns Byret fængslingen af manden, som er sigtet for vold og brud på terrorlovgivningen.

AFA har taget afstand fra PETs anklager i den venstreradikale internetavis Modkraft: »PET’s anklager er hus forbi – der findes ingen terrorister i denne sag, hvorfor anklager om terrorstøtte er uden substans. Vi ønsker at slå fast én gang for alle, at arbejdet imod truslerne fra den ekstreme højrefløj er nødvendigt og legitimt. Antifascisme er ikke terrorisme.«

Knytnæven

Men AFA vil ikke kunne løbe fra deres militante historie siden 1992. Gruppen er kendt for kompromisløshed og voldsparathed over for såkaldte »fascister«, når der er gadekamp og demonstrationer.

Politiske modstandere på højrefløjen kalder AFA for »venstrefløjens tæskehold«, mens man i det venstreradikale, autonome miljø har brugt kælenavne som »Knytnæven« og »Knokkelhæren«. AFA har da også defineret sig selv som venstrefløjens militante arm på denne måde: »En ting, der adskiller os fra den såkaldt traditionelle venstrefløj, er, at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug.« (AFA-bogen Vi tilstår, 1997).

Antifascistisk Aktion har aldrig lagt skjul på, at de også bekæmper pluralisme og ytringsfrihed. I en kommentar til den danske indvandrerdebat i Nyrup-Jelved- regeringens tid skriver AFA i magasinet Propaganda i 1997, at »vi skifter attitude fra det appellerende til det krævende. Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!«

AFA har også vist, at man gerne sætter handling bag parolerne om at være venstrefløjens militante arm. Gruppen har flere gange angrebet folkevalgte politikere. Fx blev Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard i 2001 angrebet af 20 unge fra Antifascistisk Aktion i forbindelse med det danske årsmøde i Flensborg, hvor hun var inviteret af det danske mindretal i Sydslesvig. Pia Kjærsgaard måtte forlade stedet under politibeskyttelse.

I 2001 er flere AFA-folk desuden med til at starte Globale Rødder. Det er den gruppe, som i 2003 overfaldt statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller med rød maling i forbindelse med et møde på Christiansborg.

I de senere år har AFA forsøgt i offentligheden at modificere den stærke retorik. Men intet tyder på, at det er lykkedes at skrue ned for voldsdyrkelsen. I 2006 langede samarbejdspartnerne fra Antiracistisk Netværk i Svendborg i et åbent brev i dagbladet Arbejderen endda ud mod AFA for at »ville opsøge eller fremprovokere voldelige konfrontationer« .

I AFAs nyeste manifest fra 26. februar 2010 understreger man også fortsat, at i kampen imod »fascisterne« er mere hårdføre metoder både nødvendige og legitime: »Uanset hvor de prøver at forsamle sig, skal de jages væk. Uanset hvordan de forsøger at organisere sig, skal deres strukturer angribes og knuses med ord og handling. Aldrig nogensinde skal fascisterne uforstyrret få lov at høste, hvor Pia har sået. Ingen fascister i vores gader!«

Enhedslistens spindoktor

Enhedslisten har gennem årene plejet nære forbindelser med Antifascistisk Aktion. Det fremgår bl.a. af, at Enhedslistens hjemmeside gennem flere år anbefalede AFAs hjemmeside. Enhedslisten har da også samarbejdet direkte med AFA ved demonstrationer og happenings gennem Antiracistisk Netværk, hvor også den venstreorienterede dokumentationsgruppe Demos har været en central partner.

Desuden har det bestemt ikke skadet karrieren i Enhedslisten at have været AFA-aktivist. Således har partiets ledende pressemand og spindoktor Pelle Dragsted gennem et årti været medlem af AFA.

Han optrådte bl.a. som hovedfortæller på den 40 minutters film, som TV-Stop i 2002 producerede om Antifascistisk Aktions historie. I filmen er Dragsted iklædt partisantørklæ de for ansigtet, men hans ansigt er tydeligt. Han fortæller bl.a. om hærværksaktionen imod Sandholmlejren i 1998, hvor AFA-aktivister med professionelt håndværkerudstyr rev hegnet ned. Til lejligheden kaldte de sig »Antiracistisk Håndværkerlaug«. Aktionen, som Dragsted medvirkede i, gav ham efterfølgende en dom.

Efter jubilæet i 2002 forlod Dragsted AFA for at blive medlem af Enhedslisten, hvor han fastholdt støtten til politisk vold. Det fremgår af efterspillet til maling-aktionen i 2003, hvor statsministeren og udenrigsministeren blev overfaldet af de to Globale Rødder, Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen.

De blev lukket ind på Christiansborg af Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz- Theil, men flertallet i folketingsgruppen tog afstand fra aktionen. Da så Rosenkrantz- Theil blev irettesat af folketingsgruppen, fik det 32 medlemmer af Enhedslisten til at forsvare Rosenkrantz- Theil i et åbent støttebrev til hende. I brevet skrev de bl.a.: »I medierne hedder det sig, at du er alene og isoleret med din holdning til aktionen. Det er du måske også i Folketinget – men det er du ikke blandt Enhedslistens græsrødder.« En af underskriverne var Pelle Dragsted.

I 2006 var han avanceret til international sekretær for Enhedslisten, og siden er han blevet partiets ledende pressemand og dermed en central rådgiver for folketingsmedlemmerne Frank Aaen, Line Barfoed, Per Clausen og Johanne Schmidt-Nielsen.

Sidste år var Dragsted i formiddagsbladenes søgelys, fordi han i sin fritid også agerede pressemand for den civile ulydighedsgruppe Kirkeasyl, der sammen med en række udvisningsdømte irakere havde belejret Brorsons Kirke på Nørrebro. Dagbladet B.T. spurgte ham, om han stadig mente, at vold og hærværk var legitime politiske midler. Den tidligere AFA-aktivist svarede:

»Nej, det mener jeg absolut ikke. Nazisme og racisme skal stoppes med argumenter. Selvtægt er forkert.« Dragsted sagde også: »Jeg havde på nogle områder nogle ret yderligtgående synspunkter. I dag står jeg et helt andet sted politisk – det er jo derfor, jeg i dag er medlem af Enhedslisten.«

Partiets anden pressemedarbejder er Linda Hansen, der indtil for nylig var centerleder ved venstrefløjens retspolitiske tænketank Cerepo. Tidligere har hun haft en journalistisk karriere i det socialistiske mediesyndikat Monsun/Modkraft, men hun har også slået sine folder som aktivist i den meget AFA-nære dokumentationsgruppe Demos.

Hemmelig organisation

Det er yderst sjældent, at nuværende eller tidligere AFA-medlemmer, som fx Pelle Dragsted, træder offentligt frem. Organisationen er tophemmelig. Medlemmerne tildækker typisk ansigter under aktioner, og når de udtaler sig til pressen, er det aldrig med fuldt, endsige ægte navn.

Man træder faktisk kun frem, når man er død. Da den militante aktivist og RAF-apologet Martin Lindblom døde af kræft sidste år, blev der skrevet flere hyldestnekrologer, hvor man åbent vedgik, at han var en af AFAs grundlæggere. På deres internetsite ProjektAntifa. dk skrev Antifascistisk Aktion:

»I marts ’92 sprang der en bombe i Søllerødgade, der dræbte en antiracist. Det stod klart for alle, at nazister stod bag. Samme aften var der en manifestation udenfor lokalerne hvor bomben var sprunget. Her besluttede Martin, sammen med en kammerat, at det var på tide at organisere det antifascistiske arbejde – og det blev der så gjort. Kimen til Antifascistisk Aktion i Danmark var lagt.«

En lang række af nekrologer om Lindblom var samlet på en sørge-hjemmeside på internetavisen Modkraft, hvor AFA-aktivister, enhedslistefolk og andre venstreorienterede skrev deres personlige mindeord.

Martin Lindholms mangeårige BZ-ven Rene Karpantschof, der oplyser, at han nu »forsker og underviser i politisk vold« på Københavns Universitet, skrev også en følelsesbetonet nekrolog på Modkraft. Han havde mødt Lindblom i forbindelse med besættelsen af et stort hus i Ryesgade i København. Et hus, der i 1986 blev ryddet af politiet under stor dramatik.

Her fremhævede Karpantschof bl.a. hans og Lindbloms fælles hengivenhed til disse strofer fra David Bowie-sangen Heroes, hvilket fortæller en del om aktivisternes selvforståelse som danske bypartisaner: »Standing by the wall. And the guns, shot above our heads. Oh, we can beat them, forever and ever. Then we could be heroes just for one day.«

Men enhver, der har set en BZ-, autonom- eller AFA-aktion, er også klar over, at bevægelsens toneangivende aktivister har været meget fokuseret på deres æstetiske udtryk. AFAerne har benyttet et symbolsprog, der ligger i direkte forlængelse af erklæringen om at tage militante midler i brug.

Fx er deres blade, pjecer og andet propagandamateriale domineret af stærke unge gadekæmpere med knyttede næver, dødbringende våben og sort-røde faner. Det er en politisk æstetik, der går tilbage til Weimarrepublikkens Tyskland, hvor den internationale Antifa-bevægelse havde sin begyndelse. Bevægelsen opstod af den tyske kommunistleder Ernst Thälmanns Roter Frontkämpferbund, der i gaderne bekæmpede både nazister og socialdemokrater med henblik på at destabilisere republikken og dermed parlamentarismen. Det fik den bivirkning, at man hjalp nazisterne til magten i 1933.

Venstrefløjens fætterkusinefest

AFA i Danmark var oprindelig en københavnsk organisation, men den har efterhånden spredt sig til hele landet med åndsbeslægtede grupper som Jyske Antifascister Århus, Kolding Antifascister, Fynske Antifascister i Odense, Sydfynske Venstreradikale i Svendborg.

Udover de forberedte aktioner, har AFAs speciale været de spontane udrykninger, når venstreorienterede udsender »nazi-alarm« i København. Nazi-alarmer er telefon- og smskæder mellem bl.a. Ungdomshuset, Christiania og AFA-tilholdsstedet Kafa-X i Korsgade. Alarmen bliver også udsendt til de autonomes kollektiver og butikker.

Men metaforen om de voldelige, som svømmer som fisk i en suppe af tilhængere, der deler mål, men ikke nødvendigvis midler – illustreres måske bedst af AFAs 10-års jubilæum den 18. maj 2002, som blev afholdt i Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Jubilæet udviklede sig nærmest til den yderste venstrefløjs fætter-kusine- fest. Fra den Grå Hal på Christiania kom der barpersonale og dørmænd. På scenen sørgede diverse kunstnere, bl.a. Emmas Dilemma, for underholdningen. TV-Stop fremviste her deres hyldestfilm Antifascisme – 10 år. I anledning af 10-året havde bl.a. Povl Dissing, Savage Rose, Burnin’ Red Ivanhoe og Gates Parlament også indspillet en støtte-CD, som fejrede
antifascisterne. I festen deltog mere end tusind venstreorienterede.

Det synes nemlig at være ideen med aktivismen på den yderste venstrefløj: Alle samarbejder med hinanden inden for den knopskydende skov af organisationer, der findes.

Udover de improviserede ad hoc-grupper med navne som Antiracistisk Håndværkerlaug, Kirkeasyl eller Forældre imod Politibrutalitet, så er rygraden naturligvis de mere permanente grupper som Enhedslisten (og deres forskellige underudvalg) , Socialistisk Ungdomsfront, Globale Rødder, Mediesyndikatet Monsun/Modkraft, Ungdomshuset, Christiania, Internationalt Forum, Antiracistisk Netværk, dokumentationsgruppen Demos, Researchkollektivet Redox med videre.

Sidstnævnte gruppe er også kommet i PETs søgelys i disse dage, fordi de anholdte AFA-folks projekt med at registrere over 1.000 danske højreorienterede formelt hører under Researchkollektivet Redox.

Uheldige signaler

Forbindelserne til den militante venstrefløj har det med at klistre sig til Enhedslisten. I 2004 kunne man på Enhedslistens Odense-afdelings hjemmeside læse en anbefaling om at gå til Fynske AntiFascisters møderække om »den udenomsparlamentariske kamptradition i Vesteuropa«. Blandt oplægsholderne var en tidligere terrorist fra Rote Armee Fraktion, og et af mødepunkterne lød: »Hvordan kan vi bruge erfaringer fra dengang i dag?«

I 2008 blev det afsløret, at Enhedslisten og parties logo optrådte side om side med Antifascistisk Aktion (AFA) på en plakat, der reklamerede for en fest i kollektivet »Bumzen« i Baldersgade på Nørrebro. Bag festen stod »Salemturen«, der hvert år sender danske forstærkninger til svenske AFA, der siden 2001 har forsøgt at stoppe den såkaldte Salem-fonds mindehøjtidlighed for en 17-årig højreaktivist, der i december 2000 blev mishandlet til døde af en gruppe indvandrere. Siden er unge gadekrigere hvert år valfartet til slagsmål og optøjer i Sverige.

Enhedslisten deltager officielt ikke i Salem-turen, og efterfølgende afviste partiets byrådsmedlem i Århus, Keld Hvalsø Nedergaard, at partiet havde et samarbejde med AFA. Men han erkendte, at plakaten for Salem-turen sendte et uheldigt signal.

»Det er et stort problem, at Enhedslisten kobles sammen med en plakat, hvor folk optræder hætteklædte og med køller,« sagde Keld Hvalsø Nedergaard til Nyhedsavisen. Enhedslistens daværende pressechef på Christiansborg, Mikkel Skov Petersen, erkendte dog, at partiet havde samarbejdet med festarrangørerne. »Men aftalen var,« sagde han, »at vi kun støtter den del, der er ikke-voldelig.«

Det er dog en afgrænsning til »det ikke-voldelige« , der ikke bliver opretholdt så stramt, når det gælder flere af Enhedslistens folketingskandidate rs støtte til den colombianske guerillaorganisation FARC, der er på EU’s terrorliste.

En af FARC-støtterne er den 35-årige Christine Lundgaard, som Enhedslistens årsmøde sidste år opstillede i en af de kredse, der efter alt at dømme giver valg til Folketinget. Hun har også været talsperson for foreningen Oprør, hvis leder i sidste uge fik en dom på seks måneders betinget fængsel for terrorstøtte til FARC og palæstinensiske PFLP.

En mere bredtfavnende terrortolerance, der inkluderer selvmordsbombe-partiet Hamas, blev sidste år udtrykt af Enhedslistens folketingskandidat fra Vesterbro-Sydhavnen, Finn Sørensen. Han fik optaget et læserbrev i Vesterbrobladet, hvor han gav sin opbakning til »legitime befrielsesbevægelser og partier som FARC, PFLP og Hamas«.

Men sådanne sympatier mellem Enhedslisten og militante grupper i udlandet – såvel som i Danmark – fremmer næppe partiets forsøg på at fremstå »stuerent« i forhold til det parlamentariske arbejde på Christiansborg. Men måske behøver Thorning-Schmidt ikke bekymre sig så meget om Enhedslistens militante sympatier og forbindelser. Hun kan få rigeligt at gøre med at forklare, hvad det sandsynligvis kommende socialdemokratiske
folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil egentlig mener om politisk vold. Efter at Rosenkrantz- Theil i 2008 forlod Enhedslisten og blev socialdemokratisk folketingskandidat, sagde hun nemlig til dagbladet Information:

»Jeg tager ikke afstand fra malingaktionen. For jeg har ikke behov for at tage afstand fra det, jeg har sagt og ment gennem tiderne. De må købe hele pakken eller lade være med at tage imod mig. Jeg skal ikke igennem nogen renselsesproces for at blive medlem,« sagde hun og tilføjede: »Men jeg vil ikke hylde, hvis nogen kaster maling på Helle Thorning-Schmidt.«

Artikkelen sto opprinnelig i Weekendavisen 19.03.2010