Kommentar

Danske PEN avslo å ha historikeren og journalisten Lars Hedegaard som medlem, fordi han hadde skrevet en bok som PEN oppfatet som muslim-hets. Men det vil gjerne ha en iraner som medlem, selv om han støtter Hedegaard. Er det mer ansvarsfullt å være pære dansk?

Hedegaard har fått støtte bl.a. av den iranske stand-up komikeren og kommentatoren Farshad Kholgiog, som driver like sterk islam-kritikk, og her begynner Absurdistan: For PEN vil gjerne ha ham som medlem, men ikke Hedegaard.

»Det sjove er, at man ikke mener, at det er noget problem at have mig med, selv om jeg ikke laver andet end at skrive islamkritiske klummer. Jeg har den rigtige hårfarve og den rigtige accent, mens Lars Hedegaard har lyst hår og blå øjne, og så uha, fy, fy, nej, nej! Jeg giver ikke en skid for Dansk PEN. Så hellere være medlem af Dansk Folkeparti,« siger han.

Dette minner sterkt om Sabana Rehmans rolle her til lands. Eller Walid al-Kubaisis i forbindelse med hijab-debatten. Kubaisi sammenlignet i en kronikk i Dagbladet hijab med hakekorset: ikke at det var identisk, men at det har samme propagandistiske effekt. Ingen nordmann ville våget å dra en slik sammenligning. Vi tviler sterkt på om artikkelen hadde kommet inn i Dagbladet.

Slør er uniform!

Kulturkampen om islams rolle begynner tydeligvis å ligne på hverandre i de nordiske land. Det er et hav av avstand mellom partene. Flere har meldt seg ut av PEN i protest.

En god forfatter som Henrik Nordbrandt (Nordisk Råds litteraturpris) sto frem på PENs generalforsmaling 28. januar og støttet utelukkelsen av Hedegaard.

»Ingen krænker Hedegaards ytringsfrihed. Jeg er meget skræmt over det opsving, der har været i »hate speech« i de sidste tre år. Vi er nået et punkt, hvor det er på tide at råbe vagt i gevær. Visse journalister skriver i dag om islam som var utænkeligt for fem år siden, og det er meget betænkeligt. Der bliver råbt for meget op både på højre- og venstrefløjen. Hvis ordene bliver for grove, ligger den fysiske vold ikke ret langt væk.«

PEN-top fik ros

Debatten har et preg av giftighet. Berlingske er meget kritisk til PENs vedtak på lederplass:

Men netop for en forening, der kæmper for tale- og tankefriheden, har det særlige konsekvenser, når man afviser en person med henvisning til holdninger. Især når denne person ud fra alle nøgterne kriterier ellers lever op til foreningens krav. F.eks. risikerer foreningen, at det rammer dens troværdighed, hvis den har anvendt andre standarder tidligere. Har kritikken f.eks. været fraværende i forhold til andre medlemmer med kontroversielle synspunkter?

Det finnes dessuten en parallell som ikke faller ut til PENs fordel, nemlig foreningens formann i årene 1997-2000. (Blekinggadebanden er det RAF-lignende kollektivet som gjennomførte flere voldelige bankran, bla. ett hvor sikkerhetsvakter ble drept, såvidt jeg husker.)

Dansk PEN har så vidt vides aldrig taget afstand fra forfatteren Jørgen Knudsen, der var intet mindre end PENs præsident 1997-2000. Jørgen Knudsen har offentligt udtrykt sig undskyldende og anerkendende om Blekingegadebandens motiver (1989). Han har hyldet politi- og censurstaten DDR (1969). Han har skrevet, at »(…) kommunisternes forbrydelser rammer mig ikke. Lige så modbydelige de er, forekommer de underligt irrelevante« (2000).

Lars Hedegaard kan dårligt nok blive medlem af PEN. Jørgen Knudsen blev præsident for PEN. Hvorfor var Jørgen Knudsens holdninger gode nok til PEN? Hvor er det, at en Hedegaard truer foreningens grundlag og mål mere end en Knudsen?

PS: jeg har sjekket B.’s arkiv, og er står Blekingegadebanden omtalt:

Da Blekingegade-banden blev afsløret i 1989 kom det som et chok for det danske samfund. Det var bl.a. graden af professionalisme og brutalitet, der rystede danskerne. Banden havde sandsynligvis i forståelse eller samarbejde med den palæstinensiske terrorgruppe PFLP gennemført røverier, mord og havde bl.a. udarbejdet lister over danske jøder, der blev anset for at være fjender i den revolutionære kamp.
Banden kom ikke ud af det blå. Den havde en hel del retorik og ideologi til fælles med andre grupper på venstrefløjen, der ligeledes legede med tanken om voldelig kamp i den revolutionære kamp. Politiets Efterretningstjeneste (PET) blev skarpt kritiseret for, at den ikke havde været i stand til at opdage gruppen og hindre dens aktiviteter.

Hvilket bare bekrefter at hvis terroren kommer fra venstre er den OK, men selv kritikk av terror fra det som kalles høyrefløyen medfører eksklusjon.