Kommentar

Kunstnernes dyrking av det destruktive og oppløsende er en viktig bit av historien om attentatet på Vestens ånd og kultur. En betydelig del av middelklassen har latt seg forføre og gjort denne kunsten til akseptert estestikk.

I Moma i New York var det en installasjon av kropper i vann. Kroppene var filmet i slow motion, men de var uten hoder. Dvs. hodene så ut til henge i kjøttslintrer og ut av magene fløt tarmer. Det ga assosiasjoner til døde, lemlestede mennesker. Bølgebevegelsen til kroppene var fascinerende å skue, til elektronisk musikk, i et mørkt rom. Men stemningen var ikke god. Slik er mye moderne kunst. Den søker overskridelsen i det forferdelige, kroppsvæsker, vold og død. At det liksom-sofistikert borgerskap lar seg fascinere av dette, er ikke noe nytt i historien.

Nå er Abu Ghraib og Guantanamo blitt stoff for kunstnere, og det gjør at tilskuerne kan føle at de er politisk engasjerte. I Danmark er det åpnet en slik utstilling. Lektor Michael Pihl skriver om den i Berlingske og kaller det: Den dagen kunstnen døde.

Det moderne massesamfund førte i det 20. århundrede til terror. Man skulle så tro, at unge kunstnere måtte interessere sig for de grænser, der adskiller civilisation fra barbari, men nej: De dyrker barbariet. Grænseoverskridelse bliver mål i sig selv. Konventionsbruddet som tom konvention.

Derfor blev hesteslagtninger, udstoppede svin og lort på dåse da også 68er-kunstens apoteose. Arven fra ra­tionalismen har ført til gudløs, irrationel dyrkelse af provokation og chokeffekt. Når al kunst er grænseoverskridende, bliver enhver grænseoverskridelse anset for kunst. Kunstneren har kun dumheder at sige om tidens totalitære udfordring: »Men vi er jo også fascinerede af frygten (…) Et spøgelsestog er jo også sjovt«, udtaler »kunstneren« Tue Bering (Berlingske Tidende 15. december) ved åbningen af »terror«-udstillingen »Fear is Here« i Turbinehallerne. Her leger man terror-gidsel iført mørk hætte og lader sig føre igennem et politisk korrekt rædselskabinet. Udstillingen handler om terror ? altså ikke den rigtige terror, selvfølgelig. Udstillingen handler om Abu Ghraib, Guantanamo, om det kunstneren risikofrit kan »provokere« med. En eventuel terrorbombnings rædselsfulde realitet sammenlignes med det frydefulde gys og sansernes pirring på et spøgelsestog. For ifølge tidens venstreorienterede kulturfabrikanter er terrortruslen indbildt: »Danmark har vi rekord i terrorfrygt, hvilket kan undre, fordi det er omvendt proportionalt med trusselsbilledet« ? udtaler Bering.

Han længes ligefrem efter bombning af kvinder og børn i Danmark: »… udfrielsen ville i virkeligheden være, hvis vi fik et terrorangreb« ? siger han. Udfrielsen? Terrortrussel, konfrontation med en aggressiv lov- og erobrings­religion, forsvar for ytringsfriheden ? betyder for »kunstnerne« ? ingenting.
..
Kunst i dag er stumtjener for kulturradikalismens mondæne forkastselseskultur og har intet modigt på hjerte. Som djævelen kan den måske fascinere, men den kan kun forkaste og forsværge den kristne kultur, den næres ved. Engang ville kunst inspirere os med det sande, det skønne og det rene ideal. Nu dyrker den kun det værste i os. Ingen kunstner mellem oprørerne gør oprør mod det dæmoniske.

berlingske tidende 21. des 06