Sakset/Fra hofta

Sett utenfra virker uttalelser som Otto Homlungs om at Trøndelag Teater skal være Hamsunfri sone i jubileumsåret helt tåpelig. Har man virkelig ikke kommet lenger? spør Claus Kastholm i Berlingske.

Kan det ha noe å gjøre med at det politiske korrekte rir Norge som en mare, og at alt som smaker av nazisme blir grepet begjærlig fordi man kan bekrefte at man er politisk patent? Hamsuns eksempel blir dermed nyttig. Men man avslører samtidig at man ikke har et avklaret forhold til historien og ej heller litteraturen. Man sier noe om at man står midt oppe i noe man ikke forstår, og parodisk/ironisk nok: Homlungs posisjon har noe av det samme forkvaklede over seg som Hamsuns forhold til nazismen, dvs. det er enøyet, forblindet, uten balanse, avstand og gangsyn. Slik er det politisk korrektes symbiotiske forhold til nazismen.

Nu må det altså være slut. Hvad foregår der i disse mænd, der ikke kan se, at vejen til helvede er brolagt med menneskers domme over mennesker? Dette er hvad man tænker – i hvert fald hvad jeg tænker – når man ser, at mennesker, som man ellers skulle tiltro evne for mere komplekse tankegange, udtaler sig som chefen for det store og meget veldrevne Trøndelag Teater i Trondheim i anledning af 150 året for Knut Hamsuns fødsel på tirsdag, 4.august. Teaterchefen hedder Otto Homlung, og han erklærede i forrige uge stolt i den indflydelsesrige regionalavis Adresseavisen, at Trøndelag Teater vil være Hamsunfri zone i hele 2009. Det er nu 64 år siden, den anden verdenskrig sluttede.

Det er nu 57 år siden, Hamsun døde. Ingen digter har vel skænket en hel verden større rigdom end denne ranke nordmand.

Alligevel bliver hans landsmænd ved med at forfølge ham. Hvad fejler disse mennesker?

Teaterchef Homlung bryster sig altså af, at hans teater vil være Hamsunfri zone. En noget ukunstnerisk beslutning må man sige, hvis man ellers går ud fra, at kunsten er den ubarmhjertige sandheds sted, den oase, som ikke er fremmed for noget menneskeligt. Men går man ud fra det, så tager man alvorligt fejl. I hvert fald hvis det gælder kunstens miljøer i Norden.

Her trives hykleriet, retoucheringen, fortrængningen, kammerateriet, snobbismen, den gerrige moralisme så godt som noget sted. Kunstnerkolleger var de værste til at fordømme Hamsun efter krigen.

Den betydelige romanforfatter Sigrid Undset var med sin fedtede kristendom én af de værste. Sigurd Hoel derimod én af de bedste, for der findes gud være lovet altid kunstnere, der ikke deltager i koret.

Men i Danmark nedsatte Forfatterforeningen efter krigen en såkaldt æresdomstol, der frakendte de kolleger, som havde vist nazistiske sympatier, al agtelse. Initiativtager og nidkær overdommer ved denne kollegiale »domstol« var kommunisten Hans Kirk, der siden skrev en overdådig hyldestnekrolog ved massemorderen Stalins død. – Uden at kolleger hævede et øjenbryn i den anledning.

Otto Homlung sagde til Adresseavisen i forrige uge, at de mørkebrune vinde stadig synger i Hamsuns benpiber, og at man burde læse Hamsuns nekrolog over Hitler, inden man tog stilling til fejringen af forfatteren.

Vi har læst nekrologen, og man gisper efter vejret. Dette skrev Knut Hamsun om Hitler på forsiden af Aftenposten, 7. maj 1945, dagen før tyskerne kapitulerede i Norge og den tyske rigskommissær Terbovens selvmord i bunkeren på den norske kongefamilies ejendom Skaugum:

»Han var en kriger, en kriger for menneskeheden og en forkynder af evangeliet om alle nationers ret.

Han var en reformatorisk skikkelse af højeste rang, og hans historiske skæbne var den, at han virkede i en tid med den mest eksempelløse råhed, som til slut fældede ham.« Hamsun skriver her om sit eget idealbillede af Hitler. Med den virkelige Hitler har det kun lidt at gøre, og mon ikke Hamsun vidste det? Efter besøget hos Hitler på Berghof, lørdag 26. juni 1943, sagde Hamsun to ting om Hitler til sin ledsager: han taler som en håndværkssvend, og at tale til ham er som at tale til en mur.

Mange havde travlt med at løbe fra deres dyrkelse af Hitler, da vinden vendte.

Sådan var Hamsun ikke. Han var stolt og trodsig som hovedpersonen i debutromanen »Sult«. Opportunismen var ham fremmed.

Da retsopgøret i Norge startede, og tyskernes bestialske gerninger var kommet til offentlighedens kundskab, spurgte forhørsdommeren Hamsun : »Fortryder De ikke nu, efter at have hørt om tyskernes opførsel?« Hamsun svarede: »Jeg vil modificere min holdning, men ikke bagatellisere den. Jeg synes, det er usselt at fortryde«. En kynisk holdning? Nej, en stolt holdning. På godt og ondt. En holdning, der har været med til at skabe hans gigantiske forfatterskab. Man kan ikke tage dette element ud. Man må tage den hele Hamsun . Intet er sort-hvidt, som menneskene efter krigen så gerne ville fastholde det til at være.

Berlingske Tidende 01.08.2009

Les også

-
-
-
-
-