Gjesteskribent

av Claes Kastholm Hansen

Idag er det 150 år siden, forfatteren Knut Hamsun blev født. Efter at have været handelsrejsende, lærervikar, lensmandsfuldmægtig i Nordnorge, landarbejder og sporvognskonduktør i USA, postbud i Valdres, subsistensløs i Kristiania, debuterede han med en roman, der skildrede menneskets sjæleliv på en helt ny måde. »Sult« hed den slet og ret.

Knut Hamsun var fuld af modsigelser. Han dyrkede det landlige liv, tæt på naturen, men blomstrede i byen. Han var imod det moderne, men forelsket i den nyeste teknologi, var blandt de første i landet, der fik traktor, elskede sin store hurtige bil. Han ophøjede den spartanske levevis til ideal, levede som landets fattigste, når han befandt sig i skriveprocessen, smed om sig med penge, når han var færdig med en bog, få forfattere i denne verden har tjent og brugt så mange penge som Knud Pedersen, født den 4. august for 150 år siden på en ydmyg gård ved Lom i Ottadalen, en sidedal til Gudbrandsdalen. Da han var tre år, flyttede hans forældre omkring 1.500 km nordpå, til Hamarøy, hvor hans morbror gav dem en lille gård at passe. Den ligger på et sted, der hedder Hamsund.

Da Knud Pedersen var blevet forfatter og stræbte mod tinderne, byttede han det bløde d ud i Knud, smed Pedersen væk, og så var han kunstneren Knut Hamsund, en dag smed han også det sidste d ud, og så blev han Knut Hamsun, den uovervindelige, de skønneste kvinders ven, der var mange af dem, der var endnu mere sprut, i et brev noterede han foruroliget, at han på seks uger havde drukket 60 flasker whisky, alene. Da han fik Nobelprisen i 1920 for »Markens grøde«, var han fuld som en allike, allerede inden man var nået til hovedretten ved festmiddagen, og da Marie, hans hustru, ud på natten var ved at segne af træthed, bad hun tegneren Albert Engström holde øje med nobelpristageren, man vidste aldrig, hvad han kunne finde på. Men han havde holdt en takketale, der havde fået tårerne til at trille ned ad kinderne på det forvænte selskab.

En eneste gang har Knut Hamsuns mor fortalt om sin berømte søn. Det var i et interview, 1911, med Norges største avis, Verdens Gang. Han var seks-syv år og havde netop lært at læse og skrive af sine ældre brødre. På vinduesruden i gården ved Hamsund skrev han sit navn. Bogstaverne havde en besættende virkning på ham. Han gik fra og til, skulle hele tiden tilbage og stirre på dem. Hans brødre opdagede det, de ville drille ham og viske dem ud. Han forsvarede rasende sine bogstaver. Ingen skulle tage hans ord fra ham.

Vi kender nok alle den fortryllelse, der udgår fra de første ord, man selv skriver. Men vi kender næppe den lidenskab, hvormed Hamsun forsvarede sit første ord. Episoden er sigende. Vi kan følge besættelsen af ord hos den voksne mand, da han klatrer op ad livet, som han selv siger om de mange år, da han kæmpede for at blive forfatter. Det var ikke spor let. Hans baggrund, hans vældige erfaringsfylde i livet, hans udstrakte menneske- og miljøstudier, alt dette han frugtbargør i den ene geniale roman efter den anden, var ikke en fordel for den unge mands karriere, men et stort, stort handicap. Det litterære miljø var borgerligt, dannet, akademisk præget, og både kritikere og læsere tilhørte den skolede middelklasse i byen. De ville læse om sig selv, ligesom vor tids publikum, der hovedsageligt består af selvcentrerede middelklassekvinder. Og Hamsun skrev om Nordland. Han kunne lige så godt have skrevet om Sibirien. Desuden havde han kun gået 252 dage i skole.

Manglen på uddannelse plagede ham i mange år. Til gengæld havde han en selvfølelse af et format, som man vist kun møder hos autodidakter, der ikke ved bedre. Da han under krigen mødte Hitler på Berghof, modtog Hitler ham med ordene: »Jeg føler mig om ikke fuldstændig, så alligevel stærkt knyttet til Dem, fordi mit liv i visse henseender ligner Deres meget.« Det var ikke helt forkert. Begge var selvlærte, begge havde hutlet sig igennem på eksistensens bund, begge havde helt ekstreme ambitioner, begge havde megalomane tendenser, begge havde evnen til, hver på sin måde, at trænge igennem til betydningsfulde mennesker, og begge fik en karriere, der ligger langt hinsides almindelig menneskelig målestok. Den tyske digter Thomas Mann, nobelpristager 1929 og en stor beundrer af Hamsun, havde i øvrigt et skarpt blik for Hitlers ligheder med kunstnere. Det skrev han om i essayet med den sigende titel »Bruder Hitler«. Men kunstneren bygger op. Hitler rev ned. Kunstneren vil livet. Hitler ville døden.

Hamsun blev tidligt tilhænger af nazismen, han forestillede sig et fælles Europa under tysk lederskab og med Norge i en betydningsfuld rolle. Da Tyskland angreb Danmark og Norge, så Hamsun det som en nødvendig beskyttelse mod Storbritannien. Han støttede Tyskland i et og alt og blev, hvad man ville kalde en nyttig idiot for den tyske besættelsesmagt. Mange vil gerne – i overensstemmelse med en populær skelnen – gøre den geniale kunstner Hamsun til en politisk idiot. Men Hamsun var ingen politisk idiot. Man var ikke nødvendigvis idiot, fordi man var nazist. Efter krigen ville man gerne se nazister som psykisk afvigende, småt begavede, klassens tykke dreng osv. Psykiateren Gabriel Langfeldt, der af den norske stat fik til opgave at redde det litterære klenodie Knut Hamsun, nationalstoltheden, fra nazisten Knut Hamsun, skrev i flere artikler efter krigens slutning, at det norske nazistparti, Nasjonal Samling, var en samling »af sjæleligt skadede individer, psykisk mindreværdige«. En ganske nazistisk synsmåde!

Men hvis han havde ret i det, så måtte man konkludere, at store dele af det norske statspoliti, en væsentlig del af embedsstanden, mange af lensmændene og en betydelig del af norsk erhvervsliv var psykisk mindreværdige. Knut Hamsun anså med rette professor Langfeldt for et nul. Langfeldt vurderede, at Hamsun havde varigt svækkede åndsevner. Lettet kunne staten derefter frafalde en anklage for landsforræderi og indskrænke sig til at idømme Hamsun en enorm erstatning. For sin del hævnede Hamsun sig for de »varigt svækkede åndsevner« ved næsten 90 år gammel at føje endnu et genialt værk til verdenslitteraturen: »Paa gjengrodde Stier«.

Hamsuns politiske fejl var, at han havde en stærkt selektiv holdning til nationalsocialismen og dens ledende skikkelser. Han så, hvad han ville se, fordi han opfattede nationalsocialismen som et bolværk mod det, der var langt værre: den anglo-amerikanske kulturødelæggende dominans på den ene side, den kommunistiske på den anden. Denne selektive måde at se tingene på havde han som bekendt til fælles med millioner af mennesker, også mange politikere. Desuden kunne kun få til bunds fatte, hvilken dæmonisk kærne nazismen egentlig rummede. Snedigt kriminaliserede Hitler sine tilhængere skive for skive. Hamsuns nazisme gør ham ikke medskyldig i de grusomheder, der fandt sted i Norge under den tyske besættelse. Hvis nogle er skyldige, så er det dem, der først satte ham op på en piedestal, og derefter anklagede ham for, at han ikke levede op til værdigheden.

Moralen er, at man ikke skal sætte nogen op på en piedestal, men nøjes med at glæde sig over dette mirakel af en digter, denne litteraturens Mozart, der 31 år gammel, efter at have været handelsrejsende, lærervikar, lensmandsfuldmægtig i Nordnorge, landarbejder og sporvognskonduktør i USA, postbud i Valdres, subsistensløs i Kristiania, som Oslo endnu hed, debuterer med en roman, der skildrer menneskets sjæleliv på en helt ny måde og bliver en af verdenslitteraturens berømteste. »Sult« hedder den slet og ret, og en del af den blev skrevet på et kvistværelse i Sankt Hansgade nummer 18, Nørrebro.

Men det virkelige gennembrud til det største publikum i Europa, vel nogen forfatter har haft, de mest underholdningsprægede krimiforfattere inklusive, kommer med de store episke romaner – »Benoni«, »Rosa«, »Segelfoss By«, »Markens Grøde«, »Konerne ved Vandposten«, hele landstryger-trilogien, der skildrer Norge i en brydningstid en generation før hans egen, historiske romaner med andre ord, men evigt unge, fordi de først og fremmest er inciterende menneskeskildringer. Kunsten at læse en Hamsunroman består i hele tiden at forhindre sig selv i at lade sig rive med af fortællingens strøm – han kan skrive så djævleblændt spændende om selv de mindste ting, der er en indre dynamik i hans sprog og et fabelagtigt overblik i kompositionen – for så går man glip af den dybere psykologiske skildring, som han siden de første romaner – »Sult«, »Mysterier« – har forædlet, så det hele nu ligger under overfladen. Og det, der bærer fortællingerne, deres hjerte så at sige, kan udtrykkes med ordene fra den tidlige kærlighedsroman »Victoria«: »Og kærligheden blev verdens ophav og verdens hersker; men alle dens veje er fulde af blomster og blod, blomster og blod.«

Kronikken: Blomster og blod