Gjesteskribent

Fortiden må tolkes, og i Danmark og Norge tolker man historien forskjellig. I Danmark er det legitimt å knytte an til frihetskampen mot tyskerne og dagens kamp for ytringsfrihet og et åpent samfunn. I Norge er det snarere de som sammenligner Hamas med Milorg som dominerer. Forsøk på å se frihetskampen under annen verdenskrig i sammenheng med kampen for ytringsfrihet, er fraværende.

Ole Hyltoft har i årtier medlem av Socialdemokratene. Nå har han først meldt seg ut, og senere gått inn i Dansk Folkeparti. Den 4. mai er Danmarks frihetsdag. Hyltoft gjør seg noen refleksjoner:

Frihedskamp før og nu

Der er mennesker, der bilder sig ind, at hele verden skal marchere i takt til deres ideer. Har de magten, interesserer samtalen dem kun på skrømt. Når argumenterne taler, tier de. Den slags fanatikere forstår kun et klangfuldt Nej.

Av OLE HYLTOFT

Lige nu er det sådan en smuk årstid. Lyngen er rød. Forglemmigejerne blå. Æbleblomsterne hvide. De Allieredes farver. Det var på denne smukke årstid, Danmark blev befriet for de tyske besætteres åg.

Den 4. maj er en festdag – frihedens festdag. Ikke bare for dagene i 1945, men for alle dage. Den er også en mindedag. Frihedskampens faldne var mænd af det største mod. De var rede til at give det dyrebareste, de ejede, deres liv, i kampen mod barbariet og for den frihed, som deres uafhængige danske fædreland var garanten for.

Vi kan ikke adskille frihedskæmpernes kamp for frihed med deres kamp for fædrelandet.
I deres bevidsthed var de to ting uadskillelige.

I filmen Flammen og Citronen råber sabotørerne »For fædrelandet« i det øjeblik, de henrettes af Gestapo. Jeg ved ikke, om disse råb faktisk blev råbt. Men der er talrige beviser på, at de dødsdømte frihedskæmpere tænkte på den måde.
Jeg tilhører den yngste generation, der har egne erindringer om besættelsen. Som lille dreng stod jeg på altanen på Østerbro om morgenen den 9. april 1940, da de grå flyvemaskiner fløj hen over byens tage. Bagefter løb jeg ned på Østbanegade og samlede de grønne sedler op, Oprop’ene.

Og jeg løb med min far og mor hen over Rådhuspladsen den 29. august 1943, da de tyske maskingeværer smældede jernhårdt over vore hoveder.

Og i februar 1945 stod jeg oppe i vores vindue og så de tyske flygtningeskibe komme luskende ind i Frihavnen med deres last af elendighed, Hitlers afskedsgave til det germanske herrefolk. Og som alle, der har oplevet århundredets 4. maj, har jeg også min udgave af den. Jeg var nede og lege i gården, da nogle voksne åbnede vinduerne og råbte budskabet ned til os. Nogen tid efter kom min far cyklende hjem fra sin Arako Radio-forretning og havde købt røde begonier til min mor i dagens anledning.
Og dagen efter, den 5. maj, dukkede naboer og genboer op med frihedskæmper-armbind og stenguns. En af dem endda højgravid. Smart ung pige med barn i maven og maskinpistol i hånden – det var virkelig nye tider!

Den 4.-5. maj er jo sådan en blanding af lykkelig forløsning og dump sorg. En halvvoksen kammerat fra mit boligkompleks blev skudt ihjel den dag, fordi han viste sig i vinduet ud mod Frihavnen. Her huserede Hitlers soldater endnu den 5. maj. Mange frihedskæmpere mistede livet på befrielsesdagen. Men det var i kamp med landsforrædere og nazisoldater. Så det gav mening, trods tabet.
Anderledes var det med de arresterede frihedskæmpere, der blev henrettet af besættelsesmagten i april 1945. En af dem var Kim Malthe-Bruun. Hans breve fra besættelsesårene og fra fængslet blev udgivet af hans mor efter krigen. Kim Malthe-Bruun er et af de smukkeste symboler på frihedskampens ungdom. Han var så fuld af forår. Livsforelskelsen, kærligheden til medmenneskene, til naturen, spænder i ham, som våren spænder i træernes grene just nu. Lige før de springer ud som lysegrønne bøgeblade og hvide og røde tulipaner.

I april 45 var krigen tabt for tyskerne. Alligevel henrettede de Kim, denne unge, livsglade, begavede dreng, og hans kammerater. Dette havde intet med krigens grumme natur at gøre. Det var forbrydelse – skabt af hævnlyst eller af angst for ikke at overholde et stupidt reglement. De, der var hovedansvarlige for dette meningsløse mord, Pancke, Bovensiepen, Best, burde selv have fået eksekveret den dødsdom, de med rette blev idømt af landsretten.

Historikeren Claus Bryld påstår, at der kun var en lille gruppe danskere, der holdt med De Allierede. Ligesom der var en lige så lille gruppe danskere, der, ligesom hans egne forældre, holdt med Hitler. Mens langt den største del af danskerne var lunkne og holdt hverken med den ene eller den anden.

Det er ikke rigtigt. Jeg levede mellem gennemsnitlige danskere og var stor nok til at observere indstillingen hos dem. Danskerne tøvede den 9. april. For det er nu vores natur at tøve – en tid. Men modviljen mod nazisterne var til stede hos langt de fleste lige fra 1940. Og som nazisterne afslørede mere og mere af deres plumpe råhed, blev modviljen til afsky, had, og hos de bedste til aktiv modstand.

Enhedslistens unge folketingskvinde, Johanne Schmidt-Nielsen, sagde engang: »Hvis man tør stille spørgsmål og lytte til hinanden, kan man løse mange problemer.«
Ja, mange problemer – mellem demokrater og ordentlige mennesker. Men Hitler og hans kumpaner var hverken demokrater eller ordentlige. Hvis man ikke dansede efter den tyske diktators pibe, kom man ingen vegne med at stille spørgsmål og lytte.
Og som det var med nazismen, er det med enhver totalitær magt. Der er mennesker, der bilder sig ind, at hele verden skal marchere i takt til deres ideer. Har de magten, interesserer samtalen dem kun på skrømt. De tåler ikke modsigelse. Når argumenterne taler, tier de. Den slags fanatikere forstår kun et klangfuldt Nej.

For en snes år siden slentrede jeg en aften ned ad Vestervoldgade. En bred procession af indvandrere kom marcherende frem mod mig i række og geled, med bannere og transparenter og hele pibetøjet. Jeg gik dem glad i møde og tænkte: de demonstrerer nok imod en af de tyranner, de er flygtet fra i Østen.
Men hvad læste jeg på transparenterne, hvad hørte jeg, de råbte? Død over Salman Rushdie!

Her var en digter, der netop havde gjort det, Johanne Schmidt-Nielsen anbefaler, lagt op til debat – med en roman. Hvad var ’debatsvaret’: du skal slås ihjel. For du gør ikke, som vi vil have. Du mener ikke som vi. Du har overtrådt det reglement, vi hylder som helligt.
Salman Rushdie havde brugt – og bruger stadig – den frihed, enhver diktator, enhver forblændet ideolog, ikke vil høre tale om: ytringsfriheden.

Fra da af var jeg skeptisk over for islam. Senere har andre modige personligheder brugt deres ytringsfrihed til at tale op mod de menneskefjendske, islamiske love. Og er stødt imod de stupide fanatikeres trusler. Så de må gå rundt som bevogtede fanger i deres eget land. Ayaan Hirsi Ali, Ibn Warraq, Geert Wilders, Pia Kjærsgaard, Naser Khader.
Ikke alle muslimer er Osama Bin Laden’er, siger man. Nej, men alle nazister forlangte heller ikke at gasse jøderne. Alligevel blev 6 millioner jøder gasset og skudt af nazisterne.

Når religioner – og nazismen var en religion som islam er det – når religioner deler mennesker op i hellige og vanhellige, i over- og undermennesker og mener, at overmenneskene skal herske over hele verden, er der kun ét at gøre: vi må sige fra og gå til modstand. I menneskehedens, i civilisationens navn. Som Churchill gjorde i 1940. I min barndom hed overmenneskene ariere, nu hedder de mullaher og muslimer.
Derfor må vi sige til vores 400.000 muslimske landsmænd: I skal være velkomne i Danmark. Vi lider ikke af racemæssige fordomme. Men Koranens ide om et verdensomspændende muslimsk kalifat med hængning af homoseksuelle og stening af frie kvinder, den må I opgive, hvis I vil bo her. Vi danskere slipper ikke den frie grundlov, vi nåede efter århundreders kamp.

Friheden er en lykke, en stor lykke. Men ikke en varig lykke, ikke en arvet lykke. Den kan tages fra os. Og der vil sikkert altid være folk, der tror, de forbedrer verden, hvis de tager friheden til at mene anderledes fra deres medmennesker. De stoler ikke på friheden, for den harmonerer ikke med deres egen kadaverdisciplin, deres egen overtro.
Derfor må vi altid holde frihedskæmperen i os i beredskab.

Berlingske Tidende
Søndag den 3. maj 2009

Gjesteskribent

Fortiden må tolkes, og i Danmark og Norge tolker man historien forskjellig. I Danmark er det legitimt å knytte an til frihetskampen mot tyskerne og dagens kamp for ytringsfrihet og et åpent samfunn. I Norge er det snarere de som sammenligner Hamas med Milorg som dominerer. Forsøk på å se frihetskampen under annen verdenskrig i sammenheng med kampen for ytringsfrihet, er fraværende.

Ole Hyltoft har i årtier medlem av Socialdemokratene. Nå har han først meldt seg ut, og senere gått inn i Dansk Folkeparti. Den 4. mai er Danmarks frihetsdag. Hyltoft gjør seg noen refleksjoner:

Frihedskamp før og nu

Der er mennesker, der bilder sig ind, at hele verden skal marchere i takt til deres ideer. Har de magten, interesserer samtalen dem kun på skrømt. Når argumenterne taler, tier de. Den slags fanatikere forstår kun et klangfuldt Nej.

Av OLE HYLTOFT

Lige nu er det sådan en smuk årstid. Lyngen er rød. Forglemmigejerne blå. Æbleblomsterne hvide. De Allieredes farver. Det var på denne smukke årstid, Danmark blev befriet for de tyske besætteres åg.

Den 4. maj er en festdag – frihedens festdag. Ikke bare for dagene i 1945, men for alle dage. Den er også en mindedag. Frihedskampens faldne var mænd af det største mod. De var rede til at give det dyrebareste, de ejede, deres liv, i kampen mod barbariet og for den frihed, som deres uafhængige danske fædreland var garanten for.

Vi kan ikke adskille frihedskæmpernes kamp for frihed med deres kamp for fædrelandet.
I deres bevidsthed var de to ting uadskillelige.

I filmen Flammen og Citronen råber sabotørerne »For fædrelandet« i det øjeblik, de henrettes af Gestapo. Jeg ved ikke, om disse råb faktisk blev råbt. Men der er talrige beviser på, at de dødsdømte frihedskæmpere tænkte på den måde.
Jeg tilhører den yngste generation, der har egne erindringer om besættelsen. Som lille dreng stod jeg på altanen på Østerbro om morgenen den 9. april 1940, da de grå flyvemaskiner fløj hen over byens tage. Bagefter løb jeg ned på Østbanegade og samlede de grønne sedler op, Oprop’ene.

Og jeg løb med min far og mor hen over Rådhuspladsen den 29. august 1943, da de tyske maskingeværer smældede jernhårdt over vore hoveder.

Og i februar 1945 stod jeg oppe i vores vindue og så de tyske flygtningeskibe komme luskende ind i Frihavnen med deres last af elendighed, Hitlers afskedsgave til det germanske herrefolk. Og som alle, der har oplevet århundredets 4. maj, har jeg også min udgave af den. Jeg var nede og lege i gården, da nogle voksne åbnede vinduerne og råbte budskabet ned til os. Nogen tid efter kom min far cyklende hjem fra sin Arako Radio-forretning og havde købt røde begonier til min mor i dagens anledning.
Og dagen efter, den 5. maj, dukkede naboer og genboer op med frihedskæmper-armbind og stenguns. En af dem endda højgravid. Smart ung pige med barn i maven og maskinpistol i hånden – det var virkelig nye tider!

Den 4.-5. maj er jo sådan en blanding af lykkelig forløsning og dump sorg. En halvvoksen kammerat fra mit boligkompleks blev skudt ihjel den dag, fordi han viste sig i vinduet ud mod Frihavnen. Her huserede Hitlers soldater endnu den 5. maj. Mange frihedskæmpere mistede livet på befrielsesdagen. Men det var i kamp med landsforrædere og nazisoldater. Så det gav mening, trods tabet.
Anderledes var det med de arresterede frihedskæmpere, der blev henrettet af besættelsesmagten i april 1945. En af dem var Kim Malthe-Bruun. Hans breve fra besættelsesårene og fra fængslet blev udgivet af hans mor efter krigen. Kim Malthe-Bruun er et af de smukkeste symboler på frihedskampens ungdom. Han var så fuld af forår. Livsforelskelsen, kærligheden til medmenneskene, til naturen, spænder i ham, som våren spænder i træernes grene just nu. Lige før de springer ud som lysegrønne bøgeblade og hvide og røde tulipaner.

I april 45 var krigen tabt for tyskerne. Alligevel henrettede de Kim, denne unge, livsglade, begavede dreng, og hans kammerater. Dette havde intet med krigens grumme natur at gøre. Det var forbrydelse – skabt af hævnlyst eller af angst for ikke at overholde et stupidt reglement. De, der var hovedansvarlige for dette meningsløse mord, Pancke, Bovensiepen, Best, burde selv have fået eksekveret den dødsdom, de med rette blev idømt af landsretten.

Historikeren Claus Bryld påstår, at der kun var en lille gruppe danskere, der holdt med De Allierede. Ligesom der var en lige så lille gruppe danskere, der, ligesom hans egne forældre, holdt med Hitler. Mens langt den største del af danskerne var lunkne og holdt hverken med den ene eller den anden.

Det er ikke rigtigt. Jeg levede mellem gennemsnitlige danskere og var stor nok til at observere indstillingen hos dem. Danskerne tøvede den 9. april. For det er nu vores natur at tøve – en tid. Men modviljen mod nazisterne var til stede hos langt de fleste lige fra 1940. Og som nazisterne afslørede mere og mere af deres plumpe råhed, blev modviljen til afsky, had, og hos de bedste til aktiv modstand.

Enhedslistens unge folketingskvinde, Johanne Schmidt-Nielsen, sagde engang: »Hvis man tør stille spørgsmål og lytte til hinanden, kan man løse mange problemer.«
Ja, mange problemer – mellem demokrater og ordentlige mennesker. Men Hitler og hans kumpaner var hverken demokrater eller ordentlige. Hvis man ikke dansede efter den tyske diktators pibe, kom man ingen vegne med at stille spørgsmål og lytte.
Og som det var med nazismen, er det med enhver totalitær magt. Der er mennesker, der bilder sig ind, at hele verden skal marchere i takt til deres ideer. Har de magten, interesserer samtalen dem kun på skrømt. De tåler ikke modsigelse. Når argumenterne taler, tier de. Den slags fanatikere forstår kun et klangfuldt Nej.

For en snes år siden slentrede jeg en aften ned ad Vestervoldgade. En bred procession af indvandrere kom marcherende frem mod mig i række og geled, med bannere og transparenter og hele pibetøjet. Jeg gik dem glad i møde og tænkte: de demonstrerer nok imod en af de tyranner, de er flygtet fra i Østen.
Men hvad læste jeg på transparenterne, hvad hørte jeg, de råbte? Død over Salman Rushdie!

Her var en digter, der netop havde gjort det, Johanne Schmidt-Nielsen anbefaler, lagt op til debat – med en roman. Hvad var ’debatsvaret’: du skal slås ihjel. For du gør ikke, som vi vil have. Du mener ikke som vi. Du har overtrådt det reglement, vi hylder som helligt.
Salman Rushdie havde brugt – og bruger stadig – den frihed, enhver diktator, enhver forblændet ideolog, ikke vil høre tale om: ytringsfriheden.

Fra da af var jeg skeptisk over for islam. Senere har andre modige personligheder brugt deres ytringsfrihed til at tale op mod de menneskefjendske, islamiske love. Og er stødt imod de stupide fanatikeres trusler. Så de må gå rundt som bevogtede fanger i deres eget land. Ayaan Hirsi Ali, Ibn Warraq, Geert Wilders, Pia Kjærsgaard, Naser Khader.
Ikke alle muslimer er Osama Bin Laden’er, siger man. Nej, men alle nazister forlangte heller ikke at gasse jøderne. Alligevel blev 6 millioner jøder gasset og skudt af nazisterne.

Når religioner – og nazismen var en religion som islam er det – når religioner deler mennesker op i hellige og vanhellige, i over- og undermennesker og mener, at overmenneskene skal herske over hele verden, er der kun ét at gøre: vi må sige fra og gå til modstand. I menneskehedens, i civilisationens navn. Som Churchill gjorde i 1940. I min barndom hed overmenneskene ariere, nu hedder de mullaher og muslimer.
Derfor må vi sige til vores 400.000 muslimske landsmænd: I skal være velkomne i Danmark. Vi lider ikke af racemæssige fordomme. Men Koranens ide om et verdensomspændende muslimsk kalifat med hængning af homoseksuelle og stening af frie kvinder, den må I opgive, hvis I vil bo her. Vi danskere slipper ikke den frie grundlov, vi nåede efter århundreders kamp.

Friheden er en lykke, en stor lykke. Men ikke en varig lykke, ikke en arvet lykke. Den kan tages fra os. Og der vil sikkert altid være folk, der tror, de forbedrer verden, hvis de tager friheden til at mene anderledes fra deres medmennesker. De stoler ikke på friheden, for den harmonerer ikke med deres egen kadaverdisciplin, deres egen overtro.
Derfor må vi altid holde frihedskæmperen i os i beredskab.

Berlingske Tidende
Søndag den 3. maj 2009