Sakset/Fra hofta

Av HENRIK GADE JENSEN

Aldrig mere en 9. april! – sagde mange efter Anden Verdenskrig. For datoen i dag: den 9. april, hvor Nazi-Tyskland angreb Danmark i 1940, blev symbolet på overgivelse og eftergivenhed, som igen førte til samarbejdspolitikken under krigen.

På ganske få timer om morgenen for 70 år siden havde Tyskland erobret Danmark ved en storstilet operation med landstyrker over grænsen, landgang i København ved Langelinie, i Korsør, Nyborg og Gedser og faldskærmstropper i Ålborg og ved Storstrømsbroen.

Det er blevet en stående myte i dansk historieskrivning, at der intet var at gøre. Da tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen ved flere lejligheder kritiserede eftergivenheds- og samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig, blev han følgelig voldsomt kritiseret af faghistorikere.

Når jeg i dag læser de rå fakta om 9. april, er det svært at forstå den fatalisme, som eftertidens historikere har omgærdet 9. april med. Som om der intet kunne gøres, og alt kun ville blive værre af forsøget.

Ved krigsudbruddet i 1939 med Tysklands angreb på Polen indkaldtes reserver, så den danske hær udover værnepligtige bestod af 36.000 mand, som da krigsfaren ebbede af hjemsendtes igen.

Da Tyskland den 9. april 1940 om morgenen igangsatte operation Weserübung, altså angrebet på Danmark-Norge, bestod angrebsstyrken af 40.000 mand, som hovedsagelig marcherede op gennem Jylland. For en ikke-militærkyndig er det umiddelbart svært at se, at der over et ret begrænset landstykke med forsvarerens fortrin ikke kunne etableres et relevant forsvar af det danske land, som med reserver ligesom i 1939 ville kunne være nået op på 36.000 mand. Dertil kom en trods alt betydelig flåde.

Angrebet på Danmark var kendt i forvejen. Dels på grund af lækkede oplysninger, hvis pålidelighed dog var svære at afgøre i situationen, dels fordi man i flere dage før 9. april kendte til de store troppekoncentrationer i de nordtyske havne og syd for grænsen. Aviserne skrev allerede 4. april om en stor tysk styrke på vej mod Skandinavien.
Krig er aldrig, selvom pacifister tit tror det, et spørgsmål kun om liv eller død, men i høj grad et stykvist spørgsmål om, hvor meget man vil ofre for et givet mål. Det var også kong Christian X´s vurdering før overgivelsen den 9. april om morgenen: «for Europas Øje maatte vi kraftigt bide fra os». Selvom militære ofre også har og især får symbolværdi, er det stadig som i økonomi et spørgsmål om afvejninger af indsats i forhold til et givet mål under gisninger og usikker viden. Så 9. april skal ikke diskuteres i absolutte kategorier: «Tyskland» overfor «Danmark», men i relative termer: hvad ville og kunne en øget eller anden indsats have medført under de givne vilkår?
Her falder to ting i øjnene for eftertiden omkring den 9. april.

For det første var angrebet på Danmark kun en brik i et større spil, nemlig om at erobre Norge og få del i den norske malm, og hvor succes i Narvik og Oslo forudsatte en hurtig og gnidningsfri besættelse af Danmark. For mange vanskeligheder i Danmark og problemerne ville forstørres nord på. I dag ved vi, at den tyske marines øverstkommanderende, admiral Raeder, opfattede angrebet på Danmark-Norge som uhørt dristigt, som let kunne gå galt, især hvis ikke det kom overraskende. Allerede den 9. marts advarede Raeder direkte Hitler om Weserübung: «Operationen forser sig principielt imod alle søkrigslærens regler».

For det andet blev angrebsplanerne faktisk lækket til den danske og norske regering flere dage før angrebet, men blev ikke vurderet som ægte af politikerne. I dag ved vi, at oberst Hans Oster fra den tyske efterretningstjeneste bevidst videregav angrebsplanerne til Danmark og Norge (via en hollandsk militærattache) for at bringe Hitlers krig i miskredit. Operationen var så dristig, så et fiaskolignende resultat (f.eks. ved en vis resolut modstand i Danmark og Norge) kunne have givet Hitler så mange ridser i lakken overfor hans egen krigsmaskine, så historien kunne have taget en noget andet retning. Og det er ikke enten-eller, men mere eller mindre. Hans Oster var energisk antinazist og i 1938 bagmand bag et kupforsøg mod Hitler, som skulle have været gennemført, hvis Storbritannien ikke gav efter overfor Hitlers krav om Sudeterlandet i Tjekkiet. Militæret var ikke begejstrede for Hitlers erobringsplaner, men efter de militært succesrige felttoge mod Danmark-Norge og senere Frankrig, skulle krigslykken vende og tiden gå helt frem til juli 1944 før personer fra samme konspirative kreds næste gang forsøgte at likvidere Hitler. Hans Oster blev henrettet den 9. april 1945, kun få uger før krigens afslutning. Læs evt. mere her.

11 danske soldater, 3 grænsevagter og 2 piloter blev dræbt den 9. april ved besættelsen. Med disse ofre lykkedes det trods alt at uskadeliggøre fire tyske tanks og 12 armerede biler og flere tyske fly.

Det er altid nemt at kloge sig på historien, men på den anden side skal man også lære af historien for fremtidige tilfældes skyld. I dag er det smerteligt at læse om alle de marginale situationer, hvor en gal mand som Hitler med relativ få midler kunne være stoppet inden ragnarokket helt brød ud, men hvor eftergivenhed, frygt og det-sker-nok-ikke-her-mentalitet blokerede for de rette forholdsregler.

Opprinnelig i Jyllands-Posten 8. april 2010

Henrik Gade Jensen er mag.art. i filosofi, projektleder ved tænketanken CEPOS, boganmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten og mangeårig bidragyder til den offentlige debat.

Document takker for den generøse gjenbruk av artikkelen.

Les også

-
-
-
-