”I Norge har bygget et forsvar på, hvad vi håber, ikke hvad vi frygter”.

”Forsvaret må drejes tilbage til eksistensberettigelsen – forsvar af Norge – ikke Guds arbejde under fjerne himmelstrøg. Norske soldater må vende tilbage til Finmarken”.

”Danske soldater er velkomne i Finmarken, vi kan sagtens lære dem at stå på ski, og så kan de vise os, hvad de har lært i Afghanistan”.

Ordene kommer fra Asle Toje, der har sin daglige gang på Det Norske Nobelinstitut og forsker i udenrigspolitik. Kort før sommerferien udsendte han sammen med en gruppe eksperter en rapport, udgivet af det norske forsvarsministerium, der slår til lyd for en markant styrkelse af det norske territorialforsvar med særligt henblik på Rusland. Motivet lægger Asle Toje ikke skjul på i telefonen fra Oslo. Han vil vække sine landsmænd fra at nære farlige illusioner om fred i vor tid.

For 14 dage siden mødte vi teolog Iben Thranholm, der ser med forhåbning mod Rusland (JP 15/8). Anderledes med Asle Toje:

”Flere europæiske lande, heriblandt Norge, har struktureret deres militære forsvar ud fra den antagelse, at højintensive konflikter med en anden moderne stat, dvs. hvad vi førhen kaldte ’krig’, er et overstået kapitel i vor fremadskridende historie. Antagelsen var muligvis tilforladelig, mens Ruslands militær var en rustbunke med atomvåben, som de ikke kunne bruge til noget. Men under Putin er Ruslands konventionelle styrker blevet afgørende opgraderet og udgør i dag den stærkeste landmagt i Europa. Når vi så samtidig betragter de russiske militærøvelser med fingerede angreb på dansk, norsk og svensk territorium samt den udviste vilje til at anvende militærmagt mod nabolande, så vil det nødvendigvis ændre kalkulen i norsk forsvarsplanlægning.”

Vestlige iagttagere har advaret mod Rusland, in casu Putin, i snart mange år. Tror du seriøst, at han og Kreml har i sinde at erobre de baltiske og/eller de skandinaviske lande?

ANNONSE

”Lad os begynde et andet sted. Rusland er, hvad vi i statsvidenskaben kalder en ’revisionistisk stormakt’. Dette har givet sig udslag i direkte og indirekte intervention i en række konflikter langs landets grænser. Naturligvis vækker denne adfærd større grund til bekymring i Minsk og Kiev end i land som Norge og Danmark, der er allierede med verdens suverænt stærkeste stat, USA. Til trods herfor har Ruslands oprustning vakt et gammelt spørgsmål til live: Vil USA ofre egne byer for eksempelvis Tallinn?”

”Rusland kan have interesse i at skabe usikkerhed om fortolkningen af NATO’s artikel 5, som i modsætning til den almene opfattelse ikke garanterer militær undsætning, men lige så godt kan være medfølende ord, sådan som det blev Georgien til del i 2008. Et økonomisk og diplomatisk svagt, men militært stærk Rusland kan have en interesse i at militarisere en konflikt med USA i sine nærområder, idet Rusland vil have et berettiget håb om at vinde en sådan konventionel krig. For USA vil det være svært at få materiel bragt frem til krigsskuepladsen, mens russisk planlægning netop handler om old school logistik.”

”I Norge har bygget et forsvar på, hvad vi håber, ikke hvad vi frygter. Vi har glemt, at vi må dimensionere forsvaret efter kapacitet, ikke intention, eftersom intentioner kan ændre sig i løbet af kort tid. Uden USA er NATO’s artikel 5 ikke en alliance, men en selvmordspagt. Også fordi, at risikoen for fatale misforståelser synes at være større i en tid, hvor amerikanerne retter deres opmærksomhed mod andre dele af verden end Europa, hvor asymmetrien mellem et militært svagt og økonomisk stærkt Vesten versus et økonomisk svagt og militært stærk Rusland vil kunne medføre ukontrolleret eskalering.”

Skal vi bare se at ruste op?

”Ja og nej. Vores rapport påpeger faktisk, at vi bruger ret så mange penge på forsvar. Problemet er, at ku få at disse midler går til beredskabet. Det er et problem i alle NATO-lande. Vores anbefaling er derfor enkel: Use it or loose it. Dersom en kapacitet ikke kan gøres kampklar i løbet af en rimelig tid – uger eller måneder – vil den kunne elimineres. Hele forsvaret må drejes tilbage til eksistensberettigelsen – forsvar af Norge – ikke Guds arbejde under fjerne himmelstrøg. Norske soldater må vende tilbage til Finmarken. Al træning skal foregå der, dér er vor mission.”

Hvordan vurderer du den danske situation vis-a-vis Rusland?

”Danmark har truffet et valg om at stille sin forholdsvis lille hærmagt til tjeneste for amerikanerne, altså som en støttemagt, hvis forsvar ikke giver mening uden stormagten. Danmark er omgivet af venner og vil ikke være truet, før rigtig meget andet er gået galt. Norge står i en anden situation. Vi har en direkte grænse med Rusland. Vi må tage højde for en bilateral krise og er afhængige af at gøre denne skarp nok til at minde vore allierede om deres forpligtelser.”

”I rapporten anbefaler vi et opgør med den tankegang, at ’alle NATO-lande skal med’ – til fordel for et tættere forsvarssamarbejde med de lande, som kan forventes at ville kæmpe skulder ved skulder med vi nordmænd, dvs. danskerne, hollænderne, briter og tyskere. Nogle vil kalde dette en alliance i alliancen, men jeg mener, at dette er fremtiden for hvert enkelt NATO-land: samarbejde med de lande med hvilke man deler anskuelser, erfaringer og sikkerhedsudfordringer. De danske soldater er velkomne i Finmarken, vi kan sagtens lære dem at stå på ski, og så kan de vise os, hvad de har lært i Afghanistan.”

 

Blå bog: Asle Toje, f. 1974, norsk udenrigspolitisk forsker og kommentator, forskningsdirektør ved Det Norske Nobelinstitut, forfatter til flere bøger, senest ”Jernburet – liberalismens krise” (2014). Medudgiver af rapporten Et fælles løft, der er udgivet af det norske Forsvarsministerium 2015 og slår til lyd for et mere fokuseret norsk territorialforsvar i lyset af et nyt trusselsbillede.

NATO’s artikel 5 siger, at et væbnet angreb på ét medlemsland opfattes som et væbnet angreb på alle og kan føre til et militært svar.

 

Jyllands-Posten 29. august 2015

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629