Målet for Den Europæiske Unions nye «Strategic Compass» er «strategisk autonomi» — muligheden for EU at handle uafhængigt af, og som modvægt til, USA og North Atlantic Treaty Organization — i sager om forsvar og sikkerhed. (Billedkilde: EU External Action Service)

 

Den Europæiske Union (EU) har offentliggjort en ny strategi med henblik på at forvandle den 27 medlemmer store blok til en uafhængig geopolitisk aktør på verdensscenen.

Den længe ventede «Strategic Compass» fremviser en ambitiøs ti-årsplan for EU til at udvikle en autonom europæisk sikkerhedsstruktur. Målet er «strategisk autonomi» — muligheden for EU at handle uafhængigt af, og som modvægt til, USA og North Atlantic Treaty Organization (NATO) — i sager om forsvar og sikkerhed.

Den største fortaler for strategisk autonomi, den franske præsident Emmanuel Macron, har sagt, at hensigten er at gøre Europa «magtfuld i verden, fuldkommen suveræn, fri i sine valg og herre over egen skæbne.»

I realiteten er drømmene om strategisk autonomi blevet overhalet af virkeligheden. Ruslands invasion af Ukraine har understreget USA’s og NATO’s uundværlighed for europæisk forsvar og sikkerhed. Ved mødet med den russiske revanchisme kan de fleste EU-medlemsstater forventes at modsætte sig bestræbelserne på at udvikle en uafhængig europæisk militær styrke, som undergraver den transatlantiske alliance.

Den 64 sider lange politiske skitse — «A Strategic Compass for Security and Defense» — blev oprindelig bestilt i juni 2020 af Tysklands tidligere kansler Angela Merkels regering. En tidlig skitse til dokumentet, som blev præsenteret i november 2021, er blevet revideret betydeligt, efter at EU’s medlemsstater fik mulighed for at indsende anmodninger om ændringer. Dokumentet blev siden i al hast skrevet om, efter at Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

Strategic Compass fra 2022 — som bygger på European Security Strategy fra 2003, Global Strategy fra 2016, EU Security Union Strategy fra 2020 og Versailles Declaration fra 2022 — er rettet mod at «omsætte» den «fælles ambition» om europæisk strategisk autonomi i ansvarlige handlingsforslag («into actionable proposals»).

Dokumentet, der er blevet beskrevet som «et overordnet militærstrategisk dokument» og «det tætteste EU kan komme på en militær doktrin,» forsøger at «opbygge en fælles strategisk kultur», der skal «bidrage til EU’s troværdighed som strategisk aktør.»

Strategic Compass, der også er blevet beskrevet som «et udtryk for fransk-tysk samarbejde,» er læsset med højtravende retorik: «Europas geopolitiske opvågnen,» «permanent strategisk indstilling,» «magtredskaber,» «bevæbning af gensidig samhørighed,» «tilbagevenden til magtpolitikken,» «fuldt trusselsspektrum,» «strategisk konvergens,» «fælles strategisk kultur,» «lære at tale magtens sprog,» «kvantespring inden for sikkerhed og forsvar,» og «skabe den globale fremtid», samt meget andet.

Kerneelementet i Strategic Compass er udviklingen af en såkaldt EU Rapid Deployment Capacity (RDC), en militær styrke, som er i stand til at gribe ind i «ikke-liberale miljøer» hvor som helst i verden. (Betegnelsen «capacity» er en politisk korrekt erstatning for ordet «styrke,» tilsyneladende for at undgå at give indtryk af, at EU stræber efter at opbygge en hær.)

Dokumentet opfordrer til, at EU sættes i stand til hurtigt at udstationere op mod 5.000 tropper — herunder land- , luft- og maritime delinger — til «krisestyringsopgaver» uden for blokken. RDC skal være fuldt funktionsdygtig i 2025 og være ledet af en foranstaltning kaldet «EU Military Planning and Conduct Capability.» (Betegnelsen «capability» er en politisk korrekt erstatning for «hovedkvarter,» som i «militært hovedkvarter.»)

Den 21. marts, den dag Strategic Compass blev offentliggjort, kundgjorde Tysklands uheldige forsvarsminister Christine Lambrecht, at Tyskland ville rejse hele den 5.000 mand store styrke plus tungt udstyr til RDC’s første år. Hun var tvunget til at trække det tilbage, da hun fik at vide, at det tyske militær er så underbemandet og underforsynet, at man er ude at stand til at levere det omfang af personel og udstyr. Det tyske forsvarsministerium rettede det senere til, at Tyskland vil bidrage med en «kernestyrke» på mellem 1.500 og 2.000 soldater.

RDC-konceptet — som i vide kredse anses for at udgøre fundamentet for en fremtidig overnational EU-hær — erstatter det nuværende EU Battlegroup-koncept. EU’s kampgrupper, bataljon store formationer hver bestående af 1500 mand og skabt i 2007, er rene papirtigre. De har aldrig været udsendt på grund af uenigheder om, hvornår og hvor de skulle bringes i anvendelse, og om deres finansiering. Strategic Concept fortæller ikke, hvorfor EU tror, at RDC vil lykkes, hvor EU Battlegroup- konceptet har fejlet.

Et andet kerneelement i Strategic Compass indebærer implementering af Artikel 44 i Lissabon-traktaten (alias Den Europæiske Forfatning), som tillader EU at omgå princippet om enstemmigt samtykke under kriser. Strategic Compass fastslår, at EU vil træffe «beslutning om praktiske midler» til implementering af Artikel 44, som aldrig har været bragt i anvendelse.

I praktisk forstand ville Artikel 44 give EU lov til at udløse missioner og operationer under EU-flag uden samtykke fra samtlige 27 EU-medlemsstater. I realiteten ville sådanne «koalitioner af de villige» udgøre en bagdør for EU-medlemsstater som Frankrig og Tyskland til at fremme militær samordning uanset modstand fra andre EU-medlemmer, såsom dem fra Østeuropa. Implementering af Artikel 44 vil sandsynligvis bevæge sig fremad under det franske EU-præsidentskab i første halvdel af 2022.

Strategic Compass kræver også:

  • Skabelsen af en «EU Hybrid Toolbox» til imødegåelse af «en bred vifte af hybridtrusler.» En «Hybrid Fusion Cell» har til formål at skabe «fremsyn og situationsfornemmelse», mens en «øremærket værktøjskasse» skal «behandle udenlandsk informationsmanipulation og indblanding.»
  • Yderligere udvikling af «EU Cyber Defense Policy» til at blive «bedre forberedt på og reagere på cyberangreb.» En ny «Cyber Resilience Act» skal være rettet mod at «øge vores fælles tilgang til cyberinfrastruktur.»
  • Udvidelse af «Coordinated Maritime Presences» (koordineret maritim tilstedeværelse) i Indo-Stillehavet.
  • Udvikling af en «EU Space Strategy» (EU-rumstrategi) til sikkerhed og forsvar.
  • Implementering af et «Clima Change and Defense Roadmap» (klimaforandrings- og forsvarsmæssigt roadmap).
  • Skabelsen af et «Defense Innovation Hub» (forsvarsmæssigt innovationscenter) inden for Europæisk Forsvarsagentur.

Dokumentet søger ydermere at: «fylde strategiske huller,» «reducere teknologisk og industriel afhængighed,» «fremme hurtige og mere fleksible beslutningsprocesser,» «styrke kommando- og kontrolstrukturer,» «øge parathed og samarbejde,» «sikre større finansiel solidaritet,» «bruge flere penge på mere og bedre forsvar,» «udvikle evner til at være på militær forkant» og «investere i teknologisk innovation til forsvaret.»

Samlet indeholder Strategic Compass mere end 40 mål på fire «arbejdsområder» — «Handling,» «Sikkerhed,» «Investering» og «Partnerskab» — som skal være implementeret i 2030.

EU’s udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, beskrev Strategic Compass som «et vendepunkt for Den Europæiske Union som skaber af sikkerhed og et vigtigt skridt for den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik.» Han tilføjede: «Dette er blot begyndelsen.»

Indvirkning på NATO

Et vigtigt ubesvaret spørgsmål er, hvordan Strategic Compass vil påvirke NATO, den eneste troværdige garant for europæisk sikkerhed. EU’s udenrigspolitiske chef Josep Borrell lovede, til fremme for rapporten, at et stærkere EU vil «styrke NATO» og udgøre en «stærkere transatlantisk partner.» Dokumentet understreger faktisk komplementariteten mellem EU og NATO.

Målet med EU’s strategiske autonomi er dog tydeligvis at skubbe USA ud af Europa, så EU kan påtage sig sin rolle som «strategisk magt» og uafhængig pol i en «konkurrencepræget multipolær verden.»

Forrest i bestræbelsen for, at Europa skal opnå strategisk autonomi i forhold til USA, står Macron, der som del af sin kampagne for genvalg tilsyneladende håber på at kunne erstatte den tidligere tyske kansler Angela Merkel som de facto leder af Europa.

Macron, som hævder at NATO er «hjernedød,» argumenterer for at Europa har brug for eget militær, fordi USA, ifølge ham, ikke længere er en pålidelig partner. Han citerer som eksempler: den amerikanske præsident Joe Bidens bratte tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Afghanistan; det voksende pres på Europa om at vælge side med USA over for Kina; og Frankrigs udelukkelse fra en ny sikkerhedsalliance i Indo-Stillehavsregionen.

Allerede før Rusland invaderede Ukraine, var mange EU-medlemsstater uenige med Macron. De østeuropæiske lande ved godt, at hverken EU eller Frankrig kan matche de militære kompetencer, som NATO og USA tilbyder. Andre lande nærer bekymringer på en lang række områder, lige fra finansielle udgifter til national suverænitet. Og atter andre er modstandere af at skabe en parallelstruktur til NATO, som vil kunne undergrave den transatlantiske alliance.

Mange EU-lande insisterer på at respektere den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights berømte «tre D’er«: ingen decoupling(afkobling) af europæisk sikkerhed fra USA og NATO; ingen duplicating(duplikering) af kompetencer og strukturer, som allerede eksisterer inden for NATO; og ingen discriminating (forskelsbehandling) af NATO-medlemmer, som ikke er medlemmer af EU.

Faren er, at mange af de vidtløftige politiske forslag i Strategic Compass vil omdirigere og dræne ressourcer og finanser væk fra det sted, hvor de reelt er behøvet: NATO.

Et eksempel: NATO har allerede en hurtig reaktionsstyrke. Den såkaldte NATO Response Force kan udstationere 40.000 tropper (otte gange flere end EU’s foreslåede hurtige reaktionsstyrke), som hentes hos de samme europæiske militære styrker, som EU ønsker at benytte (21 EU-medlemsstater er også medlemmer af NATO). Hvis sikkerheden er EU’s egentlige bekymring, hvorfor vil man så forsøge at duplikere eksisterende NATO-kompetencer?

En logisk fremgangsmåde for EU’s medlemsstater ville være at hævdholde tidligere løfter om at øge forsvarsudgifterne som en del af deres bidrag til den transatlantiske alliance. Det ville imidlertid klart modarbejde den folie de grandeur — det storhedsvanvid — som præger de europæiske føderalister, der drømmer om at forvandle EU til en geopolitisk «stormagt.»

Evaluering af Strategic Concept

I en analyse — «The EU’s Strategic Compass: Brand New, Already Obsolete» — skrev Nick Witney, senior policy fellow i det pro-EU European Council on Foreign Relations:

«Udbyttet af mange måneders debat i Bruxelles, dette forsøg på at samle 27 medlemsstaters strategiske tænkning, hver med sin egen udenrigs- og forsvarspolitik, var forventet at skulle være et grundlæggelsesdokument for et geopolitisk EU. Men som en strategi undfanget og stort set skitseret i dagene før den russiske præsident Vladimir Putin forandrede verden, er Strategic Compass simpelthen blevet overhalet af begivenhederne»….

«Compass selv er fuld af den sædvanlige procestunge reformpolitik, som skal implementeres i løbet af ti år, og svøbt i konventionelle refleksioner over den farlige verden vi lever i, samt de evigt populære floskler om EU’s behov for at ‘være partner’ med alle og enhver»….

«Det, der i virkeligheden dødsdømmer Compass-agendaens operationelle del er selvfølgelig det samme, som har stukket en kæp i hjulet for EU’s militære aspirationer lige fra begyndelsen — modviljen hos militære topfolk over hele Europa mod at tage foretagendet alvorligt. NATO har altid været stedet, hvor ‘seriøse’ militære emner bliver behandlet, og hvor man omgås med (og får at vide, hvad man skal gøre af) det mægtige USA. I den forbindelse forekommer bemærkningen om EU’s interventionsoperationer både amatøragtig og risikabel uden et USA til at bakke disse op. Nu hvor NATO oplever en foryngelsesproces og underkaster hele sin forsvarsmæssige holdning til Rusland et grundigt eftersyn, vil ingen have travlt med at rejse en ny EU-styrke.»

I et interview med Euronews bemærkede Isabella Antinozzi, analytiker i European Council on Foreign Relations, følgende:

«Dokumentet ofrer dårligt nok en linje på at skitsere et samarbejde med UK (Storbritannien) — hvilket er slående i betragtning af, hvor stærk en nøglepartner UK er i sager om sikkerhed og forsvar. Dette er, for mig at se, et tydeligt tegn på, at forholdet mellem London og Bruxelles er gennemført anspændt.»

I et essay — «Grand Illusions: Partnerships in the EU’s Strategic Compass» — tilføjede Antinozzi:

«Det er vigtigt for EU at indse, at en udelukkelse af UK fra europæisk forsvar sandsynligvis vil vise sig både urealistisk og kontraproduktiv. Når det er tilfældet, så bør alle blandede følelser og større politiske spændinger i forbindelse med Brexit nu vige til fordel for en konstruktiv forsvarsdialog mellem parterne»….

«Sikkerhed og forsvar er mangesidige politiske områder med mulighed for at genopbygge tilliden mellem London og Bruxelles. Og et ad hoc-samarbejde på disse områder kunne skabe grundlag for et bedre politisk forhold i fremtiden.»

I en analyse — «Does the Strategic Compass Herald a Stronger EU in Security and Defense?» — skrev Luigi Scazzieri, analytiker ved Center for European Reform, følgende:

«Strategic Compass vil næppe standse de transatlantiske og europæiske debatter om EU’s rolle i europæisk sikkerhed…. EU’s ambitioner om at være en militær spiller vil vare ved og kan skabe gnidninger mellem EU-medlemsstaterne og USA, samt inden for Europa, såfremt de fører til konkurrence om ressourcer og personnel med NATO. Der kan også opstå uenigheder, såfremt EU udvider sine investeringer i forsvarsmæssige kompetencer, eftersom midlerne næsten med sikkerhed vil være bundet til at styrke EU’s egen forsvarsindustri og derfor til at købe europæisk fremfor amerikansk udstyr.»

Det i Bruxelles hjemmehørende Center for European Policy Studies har udgivet en 11 sider lang rapport — «The EU’s Strategic Compass: A Guide to Reverse Strategic Shrinkage?» — som konkluderer:

«Teksten er blevet væsentligt omskrevet i den seneste måned for at understrege virkningerne af Ruslands aggressionskrig imod Ukraine og afslører en nyopdaget konsensus om den fare, som Rusland udgør, men tillige en mangel på strategisk fremsynethed. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt det endelige dokument vil komme til at indeholde fejl eller mangler, som kan vise sig fatale. Som det foreligger nu, kan Strategic Compass have slagside og underdrive den trussel, som Kina udgør mod den mangesidige regelbaserede orden, som EU er garant for, og – trods drøftelserne i Bruxelles i 2021 – relevansen i Europa for det, der helt sikkert vil komme til at udgøre tyngdepunktet i det 21. århundrede: Indo-Stillehavet. I den forstand karakteriserer dokumentet i alt væsentligt EU’s sikkerhedsmæssige og forsvarsmæssige ambitioner som værende ambitionerne hos en regional – og ikke en global – magt.»

Soeren Kern er Senior Fellow ved det New York-baserede Gatestone Institute.

 

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar.