Kommentar

 

Murens fald var en ufortjent gave til danske politikere, der havde svækket landets militære og åndelige forsvarsevne i årtierne før. Op mod 25 – 30 danskere drev forskellig form for spionage, og en af dem må have været vigtigere for KGB end Arne Treholt i Norge, skriver Bent Jensen, der her giver en forsmag på det store koldkrigsværk , der er på trapperne.

Jeg er glad for at være blevet inviteret til at fortælle om et historisk værk i to bind, som ganske vist endnu ikke er udgivet, men som i årevis har været meget omtalt – og hvorom det er blevet spået, at det nok aldrig udkom.

Der ville angiveligt ikke komme noget ud af den bevilling, som Folketinget i 2006 gav til oprettelse af et midlertidigt Center for Koldkrigsforskning (CFKF).

Denne ønsketænkning går ikke  i opfyldelse. Det har været op ad bakke, en lang og sej vandring, men nu er der håb forude.

Ifølge Gyldendal udkommer Ulve, får og vogtere den 27. februar – i år! Jeg regner med selv at opleve den dag. Jeg har længe lovet mig selv og andre, at jeg ville forsøge at holde mig i live så længe, at værket kunne udkomme.

Det ser ud til at lykkes.

  1. CFKF, dets tilblivelse og virksomhed

  2. Mange af mine forskerkolleger, mange mediefolk og mange politikere har haft ondt af, at Folketinget i 2006 bevilgede penge til endnu en koldkrigsundersøgelse. Den første store undersøgelse var DIIS-udredningen fra 2005 i 3 eller 4 bind. Og der var omfattende utilfredshed med denne udredning, der var baggrunden for bevillingen til CFKF.

I Danmark er stort set al historisk forskning finansieret ved offentlige midler. Det gjaldt DIIS-udredningen, der har kostet langt mere end CFKFs kommende værk; det gjaldt PET-kommissionens beretning fra 2009 til måske 85 mio. kr. Det gælder også bogen Kold krig, som Kulturarvsstyrelsen lige har udsendt.

Det gjaldt undersøgelsen af erhvervslivet under den tyske besættelse, som Folketinget på initiativ af Enhedslisten satte i værk under Nyrup-regeringen i 1990´erne.

Det gjaldt endelig det store forskningsprojekt om den tyske besættelse under Jørgen Hæstrups ledelse i 1960´erne. Osv. osv. Jeg har aldrig hørt kritik af bevillingerne til disse forskningsprojekter – kun af CFKF-projektet.

Det altafgørende er naturligvis, hvilke vilkår, der er knyttet til en forskningsbevilling – uanset om den er offentlig eller privat. Det eneste vilkår i forbindelse med CFKF-bevillingen var, at der skulle skrives og udgives et værk, der var tilgængelig for den almindelige læser.

Ikke desto mindre har jeg og mine medarbejdere gennem alle årene måttet høre på injurier om, at der var tale om et politisk bestillingsarbejde, hvor facit var skrevet på forhånd.

Kampagnen imod CFKF

En tidligere meget indflydelsesrig journalist på venstrefløjen, som ifølge PET og KGB var KGB-agent, har ligeledes injurierende udtalt, at jeg slet ikke var forsker, men politisk højreekstremist – en fusker, svindler og bedrager, der har forfalsket kildematerialet.

Gennem alle årene er jeg og CFKF blevet udsat for en grov mistænkeliggørelses- og nedrakningkampagne i Folketinget. Det var Pernille Frahm (SF), Rasmus Prehn (S) og Morten Bødskov (S), der førte an i nedrakningen og mistænkeliggørelsen, der undertiden antog absurde former, og hvor intet var for småt til spørgsmål til ministrene.

Der er ingen som helst tvivl om, at denne kampagne foregik i et samspil mellem disse politikere og bestemte universitetsforskere.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det glædede mig meget, at Pernille Frahm ikke blev genvalgt til Folketinget, og at Bødskov for nylig måtte gå som justitsminister efter at have løjet over for Folketinget.

Benspænd

Også på anden måde har det været op ad bakke. CFKF var bemandet i august 2007, og efterhånden fik vi minsandten også nogle acceptable lokaler, selv om der i lang tid manglede en dør til mit kontor, så jeg hverken kunne lukke eller låse efter mig, når jeg forlod min arbejdsplads.

Men først i efteråret 2009 fik vi mulighed for at komme til de store dele af PETs arkiv, som PET-kommissionen havde lagt beslag på.

Oprindelig skulle projektet have været afsluttet med udgangen af 2009, men takket være stor sparsommelighed kunne vi udstrække arbejdet til og med 2010 – og endda uden at have brugt alle pengene fra bevillingen.

Det var derfor rettidig omhu, at vi ikke havde brugt penge på dyre frokoster, middage og udlandsrejser. Den årlige julefrokost betalte vi selv.

Til daglig havde vi madpakker med hjemmefra. Interviewpersoner blev spist af i kasernens kantine, hvor jeg i øvrigt selv var blevet affodret som værnepligtig tilbage i 1960´erne. I de fire år kørte jeg i alt kun to gange med taxa, ellers tog jeg bus og S-tog.

Vi mødte megen modgang hos PET og i Justitsministeriet. Den væsentligste grund til forsinkelsen af værkets udgivelse har været PETs, Justitsministeriets og Statsministeriets uacceptabelt sendrægtige sagsbehandling.

Det kunne undertiden tage et lille års tid at få svar på en skrivelse.

Derfor havde jeg også vanskeligt ved at undertrykke min glæde over, at også Jakob Scharf og hans højre hånd blev sat på porten for nylig.

I runde tal er der 200 sager i PETs, Justitsministeriets og Statsministeriets arkiv, som vi har set, men som ikke må eller kan omtales i værket. I dette tal indgår de foruroligende mange sager, som man ikke har været i stand til at finde, selv om vi har haft dem til gennemsyn.

Det er mange. Statsministeriet sagde nej til samtlige anmodninger om at måtte bruge relevante oplysninger i materiale, som dette ministerium har hals- og håndsret over.

Heldigvis var Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet yderst hjælpsomme og liberale. Her kan de samlede afslag tælles på én hånd. I øvrigt har vi anvendt materiale fra en række udenlandske, herunder sovjetiske, amerikanske og østtyske arkiver, samt fra privatarkiver.

  1. Emner og perspektiv

Ulve, får og vogtere er en bred undersøgelse og skildring af, hvordan den danske nation under Den Kolde Krig løste dilemmaet mellem et kulturelt, politisk og økonomisk tilhørsforhold til det demokratiske Vesten på den ene side – og frygten for den geografisk nærliggende totalitære supermagt på den anden side.

Værkets bind 1 omhandler de trusler og udfordringer, som den danske nation og dens demokratiske institutioner stod overfor: Den militære trussel fra Sovjetunionen og Warszawapagten; de ideologiske udfordringer fra Danmarks Kommunistiske Parti, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne, den stalinistiske fredsbevægelse i 1940-1950’erne, den marxistiske kulturrevolution i 1960-1970’erne, den anden fredsbevægelse i 1980’erne og den kommunistiske og øvrige venstreorienterede intelligentsi(j)a i hele perioden samt de trusler, som den sovjetiske spionage, desinformation og meningspåvirkning udgjorde – herunder den spionage, desinformation og meningspåvirkning, der blev udført af danske statsborgere.

10 pct. spionstof

Værkets bind 2 beskriver de foranstaltninger, som det danske demokrati traf for at afværge truslerne fra Øst og udfordringerne fra den indre «femtekolonne».

Det vil sige både det militære forsvar, den danske «ikke-provokationspolitik» i forhold til Kreml (de mange NATO-forbehold og fodnoter), de danske efterretningstjenester og deres indsats, det psykologiske forsvar, overvågning og registrering af danske statsborgere, private antikommunistiske organisationer og det folkelige Danmarks stilfærdige modstand mod truslen – en modstand, der kom til udtryk ved støtten til de demokratiske og vestvendte politiske partier ved folketingsvalg efter folketingsvalg under hele Den Kolde Krig, og som også blev manifesteret i den store tilslutning til Hjemmeværnet, der i begyndelsen af 1980´erne kunne mønstre små 80.000 frivillige.

Endeligt behandles Socialdemokratiets forvandling fra et NATO- og USA-venligt til et NATO- og USA-fjendtligt parti i Den Kolde Krigs sidste periode, årsagerne hertil og konsekvenserne heraf. Ulve, får og vogtere drejer sig altså ikke kun eller først og fremmest om spioner og KGB/STASI-agenter.

Det er faktisk kun 0.10 pct. af fremstillingen.

SF – en trussel mod nationen

Værkets perspektiv er demokratiets institutioner og deres syn på perioden og dens udfordringer. Derfor betegnes Sovjetunionen, DDR og det socialistiske Polen som fjendtlige magter, og derfor omtales Socialistisk Folkeparti, Venstresocialisterne og fredsbevægelserne som trusler mod nationen.

Sådan blev de anskuet og vurderet af de demokratiske kræfter under Den Kolde Krig – også og ikke mindst af Socialdemokratiet med undtagelse af krigens sidste år under fodnoteflertallet.

I modsætning til DIIS og PET-kommissionen har vi konkret undersøgt en række sovjetiske påvirkningsoperationer ved hjælp af materiale i sovjetiske/østtyske arkiver og i PETs og FEs arkiver.

Ligeledes i modsætning til tidligere undersøgelser har vi undersøgt, hvordan Danmarks allierede og modstandere vurderede Danmark og Danmarks forsvar. Modsat tidligere fremstillinger har vi undersøgt Sovjetunionens syn på anvendelse af kernevåben i krig.

I det hele taget er Ulve, får og vogtere en meget mere konkret og kildenær beskrivelse af væsentlige sider af Den Kolde Krig i Danmark. Værkets konklusioner er på afgørende områder også anderledes end DIIS´ konklusioner.

  1. Undersøgelsens konklusioner

    Der eksisterede en reel ydre militær trussel mod den danske stat, og der var reelle indre trusler mod den danske nations demokratiske institutioner. Sovjetunionens militære styrker i Danmarks nærområde var frygtindgydende, og Sovjetunionen betragtede Danmark som en del af ”den aggressive NATO-blok” rettet mod ”socialismen”. Sovjetunionen var faktisk rede til at bruge kernevåben mod Danmark – hvis militære forsvar ikke var udstyret med kernevåben – i en krigs allerførste timer.

Sovjetunionen disponerede over et velorganiseret, disciplineret og loyalt apparat i Danmark i form af DKP, som var både økonomisk og ideologisk afhængigt af Moskva.

VS og SF ville svække Danmark

Men også Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne hørte som nævnt med til trusselsbilledet. De to partier arbejdede lige som DKP konsekvent på at svække Danmarks forsvar, de danske tjenester og Danmarks bånd til de vestlige demokratiers forsvarsalliance.

Det samme gjorde fredsbevægelserne, den venstreorienterede intelligentsia og den kulturrevolution, der fejede hen over nationen fra 1960´erne og fremefter.

De fleste af disse aktiviteter var lovlige og fandt sted inden for de meget vide rammer, der var og er i Danmark. Det gøres ikke gældende, at der var tale om ulovlig virksomhed. Men det var ikke desto mindre efter de demokratiske institutioners opfattelse en trussel mod nationen og demokratiet.

Selv om noget er lovligt, og selv om man ikke overtræder straffeloven, kan det godt være både skadeligt og moralsk forkasteligt.

Journalister, der jævnligt og i årevis omgikkes og åd og drak med KGB-officerer på kammeratlig vis, gjorde måske ikke noget ulovligt – men var det virkelig i orden? De fortalte ikke læserne og heller ikke altid deres redaktør om disse kammeratlige, til dels konspirative forbindelser.

Forræderne

Der var dog også ulovlig virksomhed. Under hele Den Kolde Krig var der danske statsborgere, der optrådte som landsforræddere. Det er noget sludder, at der kun var den forelskede tolder fra Gedser.

Der var brodne kar i udenrigstjenesten, i forsvaret, i den kulturelle elite, blandt forretningsmænd og blandt journalister. Mange er aldrig blevet draget til ansvar. Desværre må vi ikke omtale mange af disse mennesker. Hertil skal lægges dem, der aldrig er blevet afsløret.

Men der var også ting, der foregik helt åbent, og som formentlig var lige så alvorlige som den skjulte og ulovlige spionage. En dansk politiker deltog åbent i den sovjetiske hetz mod de to sovjetiske dissidenter og Nobelprismodtagere Andrej Sakharov og Aleksandr Solsjenitsyn.

Han brugte materiale, der var fabrikeret af KGB, til at ”bevise”, at Sakharov havde lovprist general Pinochet og militærjuntaen i Chile – også efter at være blevet gjort opmærksom på, at materialet var forfalsket.

En dansk journalist offentliggjorde materiale i Information, som var fabrikeret i den sovjetiske generalstab, og som var blevet afvist af seriøse aviser.

I et andet tilfælde fik han i stor opsætning trykt en kendt KGB-forfalskning. Han offentliggjorde ligeledes en kæmpeartikel, der angreb sårbare sovjetiske dissidenter for at være amerikanske militærspioner.

Den sidste artikel blev i øvrigt samtidig offentliggjort i en sovjetisk avis af en kendt og berygtet KGB-nær journalist.

Et udsultet forsvar

Danmarks militære forsvar var miserabelt, fordi politikerne ikke tog det alvorligt, og derfor mishandlede og udhulede det. Danmarks vigtigste allierede så med stor bekymring på det utilstrækkelige forsvar. De fjendtlige stater regnede heller ikke Danmarks forsvar for noget særligt.

Danmarks tilpasningspolitik gjorde kun ondt værre. De danske forbehold over for alliancen gav Sovjetunionen nogle håndtag i Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik og medførte endeløse diskussioner, samt sovjetiske og danske anti-NATO-kræfters påstande om Danmarks ”overtrædelse” af danske ”forpligtelser”.

Civilforsvaret blev ligeledes udsultet og var helt utilstrækkeligt.

Fra politisk side blev der efterhånden lagt mange hindringer i vejen for de danske tjenesters virksomhed. Fodnotepolitikken bragte Danmarks NATO-medlemskab i fare.

Hovedårsagen var Socialdemokratiets forvandling fra løver til lam.

Uden Moskva-penge ingen fredsbevægelse

Fredsbevægelsen med Danmarks Kommunistiske Parti plus diverse kommunistiske frontorganisationer som dynamo og Socialistisk Folkeparti som afgørende spiller fik stor indflydelse på Socialdemokratiet og dermed på Danmarks sikkerhedspolitik – ikke på menige socialdemokrater, men på partiets ledelse under Anker Jørgensen og Lasse Budtz.

Det alternative flertal og fodnotepolitikken, der hvilede på en naiv opfattelse af Sovjetunionen og en aggressiv modvilje mod USA, fik alvorlige følger for Danmarks sikkerhed. De livsnødvendige forstærkninger blev bragt i fare.

Den Kolde Krigs ophør i slutningen af 1980´erne var en uventet og ufortjent gave til danske politikere.

Krigens ophør skyldtes, at der med Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin kom reformkræfter til magten i Sovjetunionen.

Propagandaen for en nordisk atomvåbenfri zone blev indstillet, pengestrømmen til DKP og frontorganisationerne hørte op. Umiddelbart derefter faldt freds- og fodnotebevægelsen sammen. Et tankevækkende sammenfald.

Centralt placerede civile og militære embedsmænd gjorde, hvad de kunne, for at begrænse skadevirkningerne og holde politikerne på ret kurs, så man kunne inddæmme og bekæmpe truslerne.

De fik indirekte støtte fra det folkelige Danmark i Hjemmeværnet, i en række private anti-kommunistiske foreninger og organisationer samt i forsamlingshusene. Modsætningen mellem Forsamlingshusdanmark og den kommunistisk-kulturradfikale elite var enorm.

Et holdarbejde

Undertegnede har det fulde ansvar for værkets 1.500 siders indhold, men der er tale om et værk, hvortil andre end undertegnede har bidraget på afgørende måde. Uden fire dygtige og flittige medarbejdere ville det være blevet et meget ringere værk.

Vi havde et meget fint og frugtbart samarbejde på centeret. Trods de alvorlige emner var der godt humør og megen munterhed i det daglige arbejde.

Det mest nedslående var mistænkeliggørelsen udefra. På et tidspunkt skrev jeg et brev til Folketingets formand og spurgte – naivt naturligvis – om man virkelig som borger her i landet skal finde sig i at blive sjoflet til i Folketinget, hvor man jo ikke har mulighed for at komme til orde. Det skal man.

Endnu mere nedslående var og er den opførsel, nogle historiekolleger har udvist. Som forsker skal man naturligvis acceptere kritik, hvis kritikken er begrundet og argumenteret.

Men udbredelse af sladder om private forhold og anonymt stikkeri til medier og politikere er noget ganske andet.

Men nu udkommer resultatet af anstrengelserne altså! Jeg kan allerede nu forudsige reaktionen fra nogle af fagkollegerne. Den vil jeg tage med oprejst pande. Kritik baseret på brødnid er ligegyldig.

Jeg håber derimod, at det man kalder den almindelige læser vil finde værket interessant og oplysende. Det er det vigtigste, for så har det været alt besværet værd.

Artiklen er en let bearbejdning af et foredrag holdt i Trykkefrihedsselskabet 6. januar på CEPOS

Ulv, får og vogtere” anmeldes til Trykkefrihed.dk af Lars Hedegaard, når værket udkommer 27. februar.

 

 

Opprinnelig i Trykkefrihed.dk, gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse