Gjesteskribent

Av Kasper Støvring

– Gu er de da ej! Men det mener de godt nok ofte selv. Tag nu forsvaret for de udviste irakere i Kirkeasyl og deres mange støtter i kulturlivet . Disse kunstnere mener at repræsentere et højere moralsk niveau, de taler for et mere anstændigt Danmark, og er for den sag villige til at bryde loven ved at skjule flygtninge (jo højere moralske idealer, jo mere ufine metoder ser man sig berettiget i at anvende).

Og så kalder man endda sig selv for forbilleder. Tænk at sige det om sig selv! Det var musikeren Henrik Marstal, der sagde sådan i en debat med Martin Krasnik på Deadline.

Krasnik pegede i et tidligere indlæg i Weekendavisen på, at denne moralisme, foruden at være forløjet, er en fuldkommen gratis omgang.

Hvordan vil man handle i situationen, hvor man møder næsten i form af en udvist iraker? Ingen, hverken modstandere eller tilhængere af udvisningen kan vide det på forhånd. Hvad er konsekvenserne af fromt at bedyre, at man vil skjule en udvist iraker? Ingen, for det kommer næppe til at ske. Hvad er konsekvensen ved at stå frem – ifølge Marstal at det kan gå ud over pladesalget – Vor Herre bevares, hvor grinagtigt!

Krasnik hudfletter standpunktet og skriver bl.a.:

«Den politiske kritik iklædes moralske gevandter, og så ophører selve politikken. I det moralske Overhus tæller ens egne mandater nemlig altid mindst dobbelt. Man kan ikke tabe. Man har udstedt et permanent moralsk mistillidsvotum mod dem, man er uenig med.»

Men kunstnerne har stadig fuld gang i den. Senest har vi set forfatternes maratonoplæsning på for et mere medmenneskeligt Danmark.

Gode mennesker

Nu har jeg også selv debatteret forholdet mellem kunst og politik i flere omgange. Senest i DR i en udsendelse med bl.a. Hanne-Vibeke Holst, der i ramme alvor mener, at kunstnere er, ja, mere moralske end andre.

Hendes og mange andres argument er, at kunstnere er mere sensitive mennesker og dermed bedre til at leve sig ind i andre mennesker. De har udviklet et finere sprog for moralske dilemmaer, som andre er forpligtede på.
Men det er helt tosset af flere grunde.

Man bliver ikke et bedre menneske af at beskæftige sig med kunst, måske tværtimod. Og koblingen mellem kunst og progressiv humanisme er ikke regelen, snarere undtagelsen, hvis vi ser på det tyvende århundredes litteraturhistorie.

T.S. Eliot og Ezra Pound i England, Celine i Frankrig, Ernst Jünger i Tyskland og Hamsun i Norge var blandt de allerstørste moderne kunstnere – men de var bestemt ikke humanister eller progressive moralister. Tværtimod. Eliot var reaktionær, Pound var fascist, Celine var antisemit og Jünger og Hamsun var nazister.

Velfærdsstat og kunst

Måske er humanistisk modernisme et særligt skandinavisk fænomen, der hænger sammen med kunstens intime forbindelse med velfærdsstaten. Velfærdsstaten er nemlig også en moralsk utopi; den skal skabe bedre mennesker. Kort sagt hænger tilegnelse af kunst, personlig udvikling og politisk deltagelse sammen.

Ideen bag velfærdsstatens kulturpolitik og kunstforståelse er, mennesker skal forløses fra deres traumer ved at beskæftige sig med moderne kunst, der netop konfronterer traumerne (derfor opleves den som ubehagelig og derfor er den ofte upopulær). Dermed bliver mennesker dannet til at blive gode, myndige demokratiske borgere, som velfærdsstaten og demokratiet har brug for – og derfor skal staten støtte kunsten.

Dette forhold ser kunstnerne bare ikke. De opfatter jo sig selv som uafhængige, antiautoritære, frie og kritiske mennesker – men altså også støttet af staten! Kunstnere har svært ved at gennemskue deres egen bundethed og arrogance – og deres egen selvforblændelse, når de anser sig selv for bedre mennesker.

Avantgarden er død

Endelig opfatter disse moralistiske kunstnere sig som en slags avantgarde, en fortrop, der skal gå i forvejen og belære «de andre», de dumme, udvidende, ængstelige og hadefulde, chauvinistiske danskere om tingenes rette tilstand.

Men for det første er denne opfattelse af avantgarde en død sild; den kunne bruges en gang, hvor folk var relativt uudannede. Men i dag har folk ikke brug for smagsdommere, som Fogh sagde, altså en politisk korrekt elite, der kan belære dem og vise vejen. Når det gælder moral, ved mennesker bedst selv.

Det kan snarere gå galt, hvis de henter hjælp fra kunstnere. De har jo meget ofte vist sig at have dårlig dømmekraft. Tag bare alle dem, der blev kommunister eller under den kolde krig på anden vis fraterniserede med fjenden. Kunstnere er ofte idealister, der lever i en virkelighedsfjern verden. Selv om de af og til skaber stor kunst.

Æsteticisme og tonekunstnerne

Kunstnere er ikke frie og uafhængige, de er nemlig også bundet til en profession: ordets og udtrykkets. De er æsteter, og har som sådan også en æstetisk tilgang til politik. Deraf kommer deres mange fejlanalyser og besynderlige engagement.

Ikke for ingenting handler det hele tiden om «tonen» i debatten, der skal forfines. Egentlig politisk debat kender de ikke til, for de forstår ikke, at politik handler om magt, ikke om pænhed. De har ikke forstået politikkens antagonistiske karakter; politik er dybest set ikke samtale, men beslutning, og vi har alle vidt forskellige interesser.

Hvis man mener, at loven skal holdes og udviste irakere hjemsendes, er man ikke et moralsk dårligere menneske end de farisæiske kunstnere med deres moralsk oppustede selvbillede.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk. Støvring har hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Kunstnere er mere moralske ble første gang publisert i Jyllands-Posten 9. september 2009, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.