Hans Rustad Weekendavisen er kommet i ny nettprofil, hvor der legges større vekt på bøker. Alle bokanmeldelser legges ut, og en av dem er en biografi eller minnebok om Henrik Stangerup, skrevet av vennen Jurij Moskvitin.
Stangerup er en slags dansk Jens Bjørneboe: hjemløs i verden, et anstrøk av verdikonservativ anarkist. Men Stangerup tok et oppgjør med venstresiden. (Det rakk aldri Bjørneboe. Han ble mot slutten av sitt liv snarere gjort til gissel og misbrukt i mange sammenhenger.)
Boken er en skildring av et unikt vennskap, skriver Claes Kastholm Hansen. Erindringer betyr idag avsløringer, men det er ikke det som bærer boken.
Bogens styrke ligger langtfra her. Den ligger i det omfattende psykologiske portræt af Henrik Stangerup. Og mere i det skjulte: den blufærdige skildring af et venskab til døden. Men der er da i de mange skildringer af drukture visse momenter. Hør blot her: »Jeg husker en vidunderlig tidlig sommermorgen, hvor vi syntes, det var latterligt, at man ikke tog sig en svømmetur i Kastelsgraven. Fuldt påklædte tog vi os da her en dejlig svømmetur, studerede blishønsenes redevaner fra guldsmedenes plan, satte os derefter pjaskvåde op i en morgenbeværtning og lod os tørre til en flaske snaps. Især Henrik var i den slags situationer god til med et smil til servitricen at kunne antyde, at det var den naturligste sag i verden, at der under vore stole dannede sig en lille sø. Ved denne lejlighed lykkedes det også Henrik at overtale servitricen til personligt at gå ud i køkkenet – kl. seks om morgenen – og tilberede stegt flæsk med persillesovs.« – Der er en mulighed for, at det er sandt. Men det kan lige så godt være én af Jurijs entusiastiske overdrivelser.
Bjørneboe og Stangerup hadde kampen mot og avskyen for formyndermennesket til felles. Her har Danmark gjort et opprør som Norge står fremmed overfor. I Norge har formyndermenneskene seiret. Ett eksempel: Da barneombudet Reidar Hjermann nylig foreslo at ikke bare dommer for seksuelt misbruk av barn, men også henglagte anmeldelser skulle stå på vandelsattesten i fem – 5 år! Argumentet til nestleder Haanes var at det jo ikke var noen menneskerett å arbeide med barn. Man kunne finne seg noe annet å gjøre. Sjansen for at man ikke ville seg noe å gjøre villle vært ganske stor. Dette er samme mentalitet som i andre sammenhenger forsvarer personvern inntil det absurde.
Men danskenes opprør forstår vi intet av. Stangerup var en av dem som har inspirert.
Den eneste af vennens bøger, der virkelig optager Moskvitin, er Manden der ville være skyldig. Det er også en fremragende bog, et opgør med velfærds- og behandlerstaten. Henrik Stangerup havde stor følsomhed for tidens tendenser. Han ville ganske sikkert have nikket bifaldende til Kim Larsens og vennernes plakatkampagne »Gesundheit macht frei«. Han sporede tidligt de fascistiske understrømme i udviklingen. Her kan Moskvitin og Stangerup også mødes, men med den store forskel, at Stangerup gjorde noget ved det. Hans polemisk-essayistiske forfatterskab er uden lige i en dansk sammenhæng.
Stangerup er på mange måter tragisk. Han dør bare 61 år gammel. Men han har etterlatt seg en arv som ettertiden kan trenge. Spesielt de som lever oppe mot nord.
