Kommentar

Det er god gammel Ibsen: Før eller siden blir du innhentet av fortiden. Det er ikke lurt å la «sleeping dogs lie». Ibsen er her helt på linje med Freud, og det var neppe noen tilfeldighet.

Men hva med oss, som lever «post» begge to? En ting som slår meg er dødheten i kulturlandet «Giske»: Man feirer Hamsun, Wergeland og andre storheter. Men man har ikke noe å tilføre. Man kan drive pedagogikk på deres verk, men formår ikke å innforlive seg med deres tanker og deres ånd og anvende den i dagens samfunn. Kunsten er blitt kunst, en nytelse for det nye borgerskapet.

Hvilke hunder er det som ligger begravet? Bare det at det skulle være kalkede graver i vår opplyste tid, synes å være en formastelighet.

I Danmark går man mer kritisk frem, også i forhold til 68-kulturen. The proof of the pudding is in the eating. Danskene har de siste 15 år kulegravet 68-kulturen. De har sett sammenhengen mellom voldsromantikken og ekstremismen på 60-70-80-tallet og dagens samfunn hvor 68-erne og deres etterkommere sitter på posisjonene. Spørsmålet som er innlysende relevant er: Hvilken holdning har de til dagens ekstremisme? Dette er ubehagelige spørsmål, for når de besvares er det mye som blir mer forståelig.

68-generasjonen og deres barn ønsker ikke et oppgjør med fortiden. Det har vært minimal interesse for Blekingegadebanden i Norge, til tross for at boken om den også ble utgitt på norsk.

Nå har Sverige fått en bok som gir samme sjokkbehandling.

Det er Gunnar Ekberg, tidligere agent for etterretningstjenesten IB, som har skrevet boken: «De ska ju ändå dö». Ekberg infiltrerte ekstremvänstern for å finne ut hva de drev med, og han havnet i palestinske terrororganisasjoner, og de hadde igjen kontakter til KGB.

Den politiske retorikken var ekstrem, men senere har venstresiden påstått at den ikke betød noe. I Norge har Lund-kommisjonen sementert myten om den urettmessige og ulovlige overvåkingen av politiske meninger. Men går man nærmere ser man at det ikke bare var retorikk, det var også holdninger og en innstilling som gjorde at man peilet seg inn på undergravende virksomhet, og anså seg berettiget til innbrudd, overvåking av motstandere og enda mer alvorlige ting.

I Danmark var det en hard fløy som pleiet kontakten til PFLP, og en en liten krets som gikk enda lenger: gjennomførte ran og innbrudd i militærlagre for å skaffe våpen. Ekbergs bok viser at man også i Sverige lot ord følge handling: man hadde kontakt med palestinske terrororganisasjoner, og man påtok seg også oppdrag. Er det noen grunn til å tro at ikke det samme skjedde i Norge?

Tittelen «Dom ska ju ändå dö» er et sitat fra PFLPs mastermind Wadi Haddad. Han sa det om terroristene han sendte ut på oppdrag.

Bent Blüdnikow omtaler boken i Berlingske. Blüdnikow kan 68-radikalismens historie og kan sette Ekberg i perspektiv: Det er flere linjer til vår tid som blir klarere:

Sensationel bog

Gunnar Ekberg beretter om svenske fanatikere og Palæstina-terrorister i perioden 1968 til 1974 i sin nye bog De ska Ju Ändå Dö, som på dansk betyder De skal alligevel dø. Hvis han blot havde holdt sig til beretningen om Palæstina-bevægelsen i Sverige, så ville historien have begrænset værdi, men Gunnar Ekbergs bog er i højeste grad sensationel, fordi han knyttede kontakter med tidens absolut mest effektive chefterrorist, Wadi Haddad. Gennem palæstinensere i Sverige kom han i 1970 i kontakt med Haddad, der var operationel chef i Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP). Det var Wadi Haddad, som Gotfred Appel og hans lærlinge, der senere skulle stifte Blekingegadebanden, besøgte i Mellemøsten. Det var samme Wadi Haddad, der organiserede samarbejde med Rote Armee Fraktion og Sjakalen alias Ilich Ramirez Sanchez. Og det var selvsamme halvskaldede lidt fedladne Wadi Haddad, der organiserede tidens værste terroraktion, bortførelsen af Lufthansa-flyet til Mogadishu i 1977, og en lang række andre blodige aktioner i 1970erne. Han skulle selv lide en noget sødladen død i 1978, da han spiste forgiftet chokolade, efter al sandsynlighed tilsendt ham af den israelske efterretningstjeneste, Mossad.

Gunnar Ekberg havde uddannelse som dykker i det svenske forsvar, og han tilbød Wadi Haddad sine tjenester som instruktør for PFLPs egne folk. Haddad tog imod tilbuddet, og Gunnar Ekberg instruerede Haddads folk under en række besøg i Mellemøsten. Instruktionerne førte da også til en terroraktion mod passagerskibet Sounion, der lå i Beiruts havn og skulle sejle til Haifa i Israel. Men bomberne gik af i Beiruts havn og sænkede skibet. Det skete 4. marts 1973. Ifølge Gunnar Ekberg var det Mossad, der fik forhalet skibets afrejse.

Den fanatiske Guillou

Gunnar Ekberg havde et nært samarbejde med ikke mindst Jan Guillou, og det er ikke et smukt billede, der tegnes af den fanatiske Guillou, der helhjertet støttede de mest ekstreme blandt den palæstinensiske bevægelse. Det er ikke blot billedet af propagandisten Jan Guillou, der dukker frem i skildringen, men også af den farlige aktivist. Gunnar Ekberg beretter, at Jan Guillou allerede i 1969 var i København sammen med den ledende palæstinensiske aktivist David Kaloti på en mission for PFLP for at fotografere sikkerhedsforholden e ved El Al-fly. Det fremgår også af bogen, at Jan Guillou sammen med Göran Rosenberg i 1970 var i Israel for at inspicere Tel Avivs lufthavn for PFLP.

Kontakten til KUF

Gunnar Ekberg fortæller også, at han selv og Jan Guillou ved flere lejligheder havde kontakt i København med folkene i Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF), altså de folk der blev kernen i Blekingegadebanden. Ekberg skriver: »Jan havde også kontakt med KUF, Kommunistisk Ungdoms Forbund, hvilket var interessant, fordi organisationen havde nær kontakt med PFLP, et samarbejde som efterhånden fik et hemmeligt og konspirativt indhold.« Hvor tæt forbindelsen mellem Jan Guillou og Appels folk var, skriver Gunnar Ekberg ikke om, men at Appel-gruppen havde gode kontakter til svenske ligesindede fremgår flere steder i bogen. Men Ekberg var også selv flere gange i forbindelse med Appel-gruppen: »Jeg nåede et hurtigt besøg i København for at besøge KUF efter sommeren. Det var interessant. De talte mere om at danne hemmelige celler og at arbejde med kurerer og hemmelige meddelelser end om ideologi. Vi udvekslede en del information, og de spurgte, om jeg ikke skulle ned og besøge PFLP snart.«

Mossad

At nordiske etterretningstjenester samarbeidet med Mossad på 70-80-tallet er ikke det minste overraskende. Men både i Danmark og Sverige gikk samarbeidet lenger enn det vi er vant til å tro. Grensene var utydelige, man arbeidet for hverandre: I boken om Blekingegadebanden forteller Peter Øvig Knudsen hvordan det danske overvåkingspolitiet lot Mossad høre på avlyttede samtaler som palestinske kontakter hadde. Man drev samme «shop». Noe tilsvarende forteller Ekgren om: han arbeidet direkte for Mossad.

Det er et langt sprang herfra til fremstillingen av Mossad i offentligheten. Nordiske tjenester er avhengig av Mossad også i dag. Man undres hvordan den sterke anti-israelske retorikken påvirker forholdet, om det glir like lett. Man undres i det hele tatt om man greier å bevare tilliten mellom tjenestene.

Det var en tidligere IB-ansatt som avslørte Gunnar Ekberg. Hvordan kan Mossad stole på at ikke en PST-ansatt finner det politisk korrekt å avsløre hemmeligheter?

Guillous advarsel

I 1973 blev Gunnar Ekberg afsløret. En af IBs andre medarbejdere gik til en svensk journalist og berettede om IBs aktiviteter. Jan Guillou skrev om affæren i tidsskriftet Folket i Bild, og dermed var Gunnar Ekbergs identitet afsløret. Men inden da havde Jan Guillou i et personligt brev til sine palæstinensiske venner anbefalet dem at fange og forhøre Gunnar Ekberg. I dette brev, som svenske efterretningskilder opsnappede og publicerede, anbefalede Jan Guillou palæstinenserne at presse alle oplysninger ud af Gunnar Ekberg, som imidlertid undgik forhør og tortur, fordi Wadi Haddad stolede mere på ham end på Jan Guillou.

Anviser tortur

Dette brevet er noe av det mest sjokkerende i boken: Guillou gir konkrete anvisninger på hvordan Ekberg skal tortureres. Dette er verre enn avsløringen om at Günther Grass vervet seg i sluttfasen av krigen. Hvordan er det mulig å fortsette og late som ingenting?

Jan Guillou fick klart för sig att Ekberg var agent och skrev ett brev till den palestinska Demokratiska Folkfronten och avslöjade Ekberg.

Guillou berättade ingående om vad han trodde sig känna till om Ekbergs uppdrag och brevet innehöll även detaljerade anvisningar om hur förhöret skulle gå till när Ekberg väl infångats i Beirut. Att det var en ren dödsdom torde vara helt uppenbart, även om Guillou skrev att han inte ville att Ekberg skulle skjutas, eftersom han var «mer värdefull i levande tillstånd». Guillous brev avslutades «Med kommunistisk hälsning» – en något oortodox hälsningsfras från en person som gärna ville framställa sig själv som objektiv journalist.

Torgny Nordin omtaler denne sjokkerende opplysningen i Göteborgposten, men skriver at boken ikke inneholder de helt store avsløringer. Slik driver man bortforklaringer på svensk.

Les bare anmeldelsen i Dagens Nyheter så ser man hvor ubehagelig boken oppleves. Anmelderen begynner, men avslutter brått. Det er ikke fordi hundene sover, men fordi er høyst levende, store og sterke.

Det samfunnet som en gang bekjempet Sovjetimperiet og hadde tjenster til det, brukte de samme tjenester til å overvåke sint ungdom som hyllet diktatur og revolusjon. Avsløringen av IB, som også ble brukt til av sosialdemokratene til å overvåke politiske motstandere, er siden blitt en myte: venstresiden solgte sin versjon med hell og det ble den aksepterte myten . Når det nå kommer informasjon om at de samme herrene som den gang oppførte seg som revolusjonshelter og avslørte overvåkerne, i realiteten hadde kontakter til terrororganisasjoner, så burde det kanskje føre til en revurdering av etterretningstjenestene? Disse gruppene ble overvåket på legitimt grunnlag. De var en trussel.

Denne kunnskapen er viktig. Men det finnes en innbitt motstand mot den blant de herskende klasser. Det er dem eller deres barn det handler om.

Den store skaden oppsto da offentligheten kjøpte argumentene om urettmessig overvåking. Det samme paradigmet brukes nå på islamister: man tør ikke nærme seg det som kun er meninger. Det er ganske fantastisk når man ser hvilke konsekvenser radikaliseringen har hatt.

I en mediestyrt verden er propagandakrigen av overmåte stor betydning.

Gilbert

Legene Mads Gilbert og Hans Husum forsvarte 9/11. Under Gaza-krigen tok Gilbert avstand fra uttalelsene, lovlig sent. Det representerer samme mentalitet som vi finner igjen i de ekstreme miiljøene i Danmark og Sverige. De legger ikke skjul på hvilke side de står på, også under tidenes største terrorangrep. De har også erklært Vesten krig.

Slik var det også på 70-tallet: Ekstremvenstre hadde erklært samfunnsordenen krig. Vi var mange som ikke tok det helt alvorlig. Men så kommer det frem ting som viser at det var alvor, ikke bare med RAF og Røde Brigader. Først Danmark, og nå Sverige.

I Norge har det ennå ikke kommet frem like kompromitterende materiale. Men har man lett? I Norge er på mange måter strukturen intakt. Die Alten Kameraden plaprer ikke.

I Norge går dronning Sonja bort og håndhilser på Mads Gilbert når hun ser ham på gaten i Tromsø. Hun responderer på bildet av den heltemodige innsatsen deres i Gaza. Men det var ingen motforestillinger, man nekter å se den mørke siden. Da Gilbert ble spurt av en journalist om han hadde noe negativt å si om Hamas, svarte han: – I hvert fall ikke til deg.

Det er mediene og eliten som kjører denne versjonen. Men det er ikke i Norges interesse. Vår interesse er størst mulig lys over fortiden. Vi er mange som har personlige erfaringer med den radikalismen som Blekingegadebanden og Jan Guillou representerer.

Denne kunnskapen er ikke bare av historisk interesse. Bøker som Gunnar Ekbergs viser at historien ikke er død.

Spion blandt fanatikere

Gunnar Ekberg: De ska ju ändå dö – tio år i svensk underrättelsetjänst

Les også

-
-
-
-