Nytt

To medlemmer av den indre kjerne i den danske ransgruppen Blekingegadebanden, har gitt sitt første intervju på 15 år. Der tar de et oppgjør med noen av påstandene til Peter Øvig i hans bøker om banden.

Torkil Lauesen og Jan Weimann tilhørte den indre krets sammen med Niels Jørgensen som døde i høst. Sammen har de skrevet en 60 sider lang artikkel som kommer i tidsskriftet Sosial kritik. Her forsøker de tre å forklare hva det var som drev dem. De vil understreke politikken, og ikke terrorismen. De mener at Øvig knytter dem til internasjonal terrorisme, at de samarbeidet med Røde Arme Fraktion, og Carlos Sjakalen. Det hevder Lauesen og Weinemann at de ikke gjorde. De drev kriminell virksomhet for å støtte PFLP.

Under rettssaken frafalt aktor tiltalen om terror. Det skjedde trolig ut fra politiske hensyn. Det danske overvåkingspolitiet visste langt mer om banden enn det politiet fikk vite. Deres etterforskning av banden sto i stampe på et tidspunkt da overvåkingspolitiet kunne hjulpet dem.

Slik sett er det paralleller til etterforskningen av attentat på William Nygaard. Norske myndigheter ønsket heller ikke en oppklaring av drapsforsøket da det ville ført til konfrontasjon med Iran.

Gruppen blev ganske vist dømt for en række røverier og indbrud i militære våbendepoter, men det, som ifølge den Cavling-prisbelønnede forfatter var sagens egentlige kerne, blev aldrig belyst.

Blekingegade-folkene var nemlig ikke bare politisk motiverede kriminelle. Ifølge Øvig udgjorde den illegale gruppe i virkeligheden en celle i et internationalt terrornetværk omfattende RAF, de Røde Brigader og Carlos »Sjakalen«, der blev ledet fra Mellemøsten af PFLP.

Peter Øvig antyder, at når Torkil Lauesen, Jan Weimann, Niels Jørgensen og de øvrige tiltalte i sagen ikke blev anklaget og dømt efter terrorparagraffen, skyldtes det, at højtstående personer i justitsministeriet frygtede gengældelsesaktioner fra PFLP. Af frygt for den palæstinensiske kamporganisation valgte man at skrive terrorproblematikken ud af anklageskriftet og i stedet fokusere på de mere »ordinære« kriminelle forhold.

Øvig skriver om et møte i Bagdad med en palestinsk terrorleder hvor samarbeid ble drøftet. Lauesen og Weimann benekter at det ble inngått noe samarbeid. Weimann kan slå i bordet med en ny opplysning: han var med. Det visste ikke Øvig.

Et væsentligt led i Peter Øvigs argumentation for den danske gruppes internationale terrorforbindelser er nogle møder i Bagdad i Irak mellem den militante palæstinenserleder Wadi Haddad og ledende medlemmer af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), den politiske organisation, hvor de senere medlemmer af Blekingegadegruppen trådte deres barnesko i 1970’erne.

Møderne fandt angiveligt sted i starten af 1977, og når forfatteren fremhæver dem, skyldes det formentlig, at Wadi Haddad udgjorde den taktiske hjerne bag nogle af 1970’ernes mest omtalte terroraktioner, bl.a. kidnapningen af OPEC’s olieministre i Wien i 1975 og kapringen af et Lufthansa-fly i efteråret 1977 i samarbejde med RAF.

Ifølge Peter Øvig deltog tre KAK’ere i møderne: Gotfred Appel, Ulla Hauton og den unge Holger Jensen, der indtil sin død i 1980 fungerede som KAK’s operationelle hovedmand.

Hvad Peter Øvig ikke ved, er, at et fjerde medlem af KAK deltog på møderne i Bagdad i Irak, nemlig Jan Weimann.

Jan Weimann bekræfter overfor Modkraft.dk, at møderne fandt sted, og at KAK’erne og palæstinenserlederen, der på daværende tidspunkt havde forladt PFLP og dannet sin egen organisation ved navn »Special Forces«, i løse, overordnede termer diskuterede et muligt samarbejde, herunder et operationelt samarbejde. Han afviser imidlertid Peter Øvigs påstand om, at Holger Jensen sagde ja til at indlede et samarbejde med Wadi Haddad.

Lauesen og Weimann-intervjuet kan virke som en hvitvasking. Gruppen virker ekstremt opptatt av egen sikkerhet. De tok ingen sjanser. Hverken overfor andre europeere eller når det gjaldt å bli avslørt. De stjal våpen for PFLP, men det viste seg vanskelig å smugle dem inn. Løsningen ble våpendepoter rundt om i Europa. Dermed mistet man også kontrollen med hvordan våpnene ble brukt. Det innrømmer de to.

– PFLP bad om våben, og vi påtog os at hjælpe dem uden at have nogen plan for, hvordan vi skulle få dem smuglet videre til de besatte områder, hvor palæstinenserne havde brug for dem. Det viste sig at være meget vanskeligt. Vi havde bl.a. en plan om at smugle panserværnsraketter skjult i surfbrætter, men ingen af os havde lyst til at rejse ind i Israel med brætterne liggende på taget af bilen, forklarer Jan Weimann og fortsætter:

– Det var tåbeligt, det var jo en lidelse for os, hver gang vi skulle skifte dæklejlighed. De våbenkasser vejede jo som ind i helvede, men vi kunne jo heller ikke lide bare at droppe dem et eller andet sted.

– I desperation lavede vi så en plan med PFLP om nogle depoter rundt omkring i Europa, hvorfra de så måske selv kunne stå for indsmuglingen. Vi lavede et depot i Frankrig, der blev opdaget via en PFLP-informant. Men PFLP eller andre kan have været inde og grave i det og givet våben videre til andre, det kan vi jo ikke vide.

– På den måde kan man angribe os for ikke at have sikret, at de våben kun blev brugt i Palæstina. Da det gik op for os, at vi ikke kunne få tingene ind i de besatte områder, lavede vi den her nødplan, og det var jo en nødløsning, hvor vi ikke havde kontrol med, hvad der kom til at ske med de våben, erkender Jan Weimann.

Ingen av de to later til å lide av dårlig samvittighet. De kjempet for en politisk sak, og mener at motstanderen Israel ikke fortjente bedre.

– Vi mente – og mener fortsat – at det er legitimt at føre væbnet kamp mod en besættelsesmagt. Dertil kommer, at Israel ikke er – og heller ikke dengang var – en retsstat. Kig på de udenoms-juridiske henrettelser, som Israel udfører i dag. Jeg synes, at det er langt ude, at man kan sætte PFLP på en terrorliste, som EU og USA har gjort efter 11. september 2001, svarer Torkil Lauesen og fortsætter:

– PFLP lavede de der flybortførelser i starten af 70’erne, i øvrigt uden at dræbe nogen. Så har de skudt den israelske turistminister for nogle år siden som reaktion på mordet på en af deres ledere. Dertil kommer et par selvmordsangreb i nyere tid, hvoraf nogle var rettet mod militære mål, og hvor de civile tab under alle omstændigheder har været beskedne. Hovedparten af PFLP’s aktivitet er af civil karakter, dvs. handler om politisk mobilisering og sociale projekter.


Blekingegadegruppen: »Vi var politiske røvere, ikke terrorister«