Gjesteskribent

Fra en sak 23. april i år: To gutter blir holdt nede og slått midt i Kristiansand sentrum. En av guttene blir sparket i hodet. De afrikanske voldsutøverne tilhører trolig en gjeng notorisk kriminelle ungdommer politiet kjenner godt.

Hvad sker der den dag, hvor det går op for tilstrækkeligt mange danskere og europæere, at en rystende stor del af indvandrerne fra den tredje verden – særligt den muslimske del – er parate til fysisk at få danskerne og europæerne til at lide? Alene af den grund at vi er hvide i huden og stammer fra den uden sammenligning mest vellykkede civilisation i verdenshistorien?

Lyder det vildt og langt ude? Nej, det er det ikke. Det er virkeligheden i stadigt mere uhyggelig grad. Senest er det kommet frem, at en indvandrerbande fra Slagelse tager rundt til fester, hvor danske unge deltager, med det ene formål at tæske og ødelægge. Som en mor til et 21-årigt voldsoffer siger det:

”Det er en indvandrerbande fra Slagelse, som er kendt for at tage rundt til fester. Ikke for at feste, men tilsyneladende med det formål at øve vold mod tilfældige unge mennesker for fornøjelsens skyld.”

Mørketallet for disse ”episoder” er givetvis højt, eftersom mange ikke tør anmelde volden af frygt for gengældelse fra de psykopatiske indvandrere (man er pr. definition psykopat – uden indlevelsesevne – hvis man overfalder tilfældige, fordi det er ”sjovt”).

Fænomenet har været kendt længe, i mere end et årti, men politisk korrekte medier har ofte været svært tilbageholdende med at fortælle om det. Allerede i 2006 viste en svensk, sociologisk undersøgelse, at indvandrerdrenge overfalder svenske unge for morskabens og dominansens skyld.

Det kan sagtens blive endnu mere perverst, som sagen fra Rotherham i England for nogle år siden viste. Her voldtog ”asiatiske” (engelske mediers kodeord for muslimer) mænd i omegnen af 1.400 engelske kvinder og helt unge piger, mange af dem under den seksuelle lavalder. Igen: Disse mænd var naturligvis psykopater, uhelbredeligt menneskeforagtende med andre ord. Og systematikken var fuldstændig klar. Det var kun hvide kvinder og piger, der blev voldtaget, ligesom det kun er danske og svenske hvide unge, der bliver overfaldet.

Senest er det kommet frem, at afghanske asylsøgere i bl.a., Østrig er vanvittigt overkriminelle, hvad angår seksualforbrydelser. En afghaner med kendskab til kulturen mener, at det skyldes en afgrundsdyb foragt for europæisk kultur, og så er der ellers frit slag.

Næsten halvdelen af alle svenske kvinder – 46 procent – er i øvrigt bange for at gå alene ude efter mørkest frembrud. Så er de da nået så langt i feminismens foregangsland nummer et.

Og nu til den foreløbige konklusion på dette her. Hvis man tror, at danskerne og europæerne frivilligt lader sig kolonisere, gennemtæske og voldtage, er man meget naiv. De fremmede medbringer meget ofte en voldskultur og et nedværdigende syn på kvinder. Danske og europæiske unge derimod har i årtier lært, at ”vold ikke løser noget”.

Vil danske og europæiske unges tilgang til tingene blive ved med at se sådan ud? Nej, selvfølgelig da ikke. Tror man det, kender man intet til civilisationens tynde lag, hvorunder ligger basale biologiske kendsgerninger, der handler om overlevelse. Det kan ske meget hurtigt og pludseligt, stort set fra den ene dag til den anden, at myndighederne ikke længere har bare et skin af kontrol over udviklingen. Fra da af står den på selvtægt og egen skabte retfærdighed. Og den dag har indvandrerne ikke en chance i helvede, når vi tænker på europæernes evne til at organisere, tænke strategisk og taktisk for derpå at handle.

Den modbydelige situation skulle vi gerne for alt i verden undgå, ikke sandt? Det kan alle fornuftige mennesker vist blive enige om. Men det kræver, at den sindssyge indvandring standses, og at et stort antal af de allerede ankomne hjemsendes på ordentlig, retsstatslig vis.

Hvis det ikke sker og sker snart, er selvtægten og de lange knives nat ikke en trussel, men et løfte, et rædselsfuldt løfte, men stadigvæk en kendsgerning.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten 27. juli 2017.