Gjesteskribent

Så rykker Weekendavisen igen. Atter skal vi høre – under dække af veltalenhed – at danskere, der er kritiske overfor masseindvandringen, er at sammenligne med nazister. Svineriet synes ingen ende at tage.

Weekendavisens Klaus Rothsteins artikel i nærværende udgave af Weekeendavisen, ”Vi må tale om truslen indefra”, er det vel nok ledeste forsøg hidtil på at sværte kritikere af den førte masseindvandringspolitik. Klaus Rothstein gør sig betydelige sproglige anstrengelser for at fremføre sin absurde tese, og lige så håbløst bliver resultatet, hadefuld over for den vestlige kultur, som Klaus Rothsteins bedrøvelige konklusion er.Lad os tage det i rask rækkefølge for at demonstrere, hvor ynkværdig Klaus Rothstein fremstår. Lad ham gerne forsøge sig på en scene en dag, hvor han har en chance. Lad ham gerne gå fra absolut nul til i det mindste et eller andet. Lad ham f.eks. svare på følgende:

a) Det opstyltede sprog, som vi finder i første tredjedel i stil med ”den stjernespækkede hymne, [der] hylder det menneskelige broderskab”. Vi hører kun den naragtige opportunist, der gør sig til af at kunne skrive.

b) Sit svineri af de central- og østeuropæiske lande. Ingen smalle steder her. Klaus Rothstein defamerer en hel række kritikere uden videre . Eller rettere, han husker at umenneskeliggøre kritikere af masseindvandringen i en sådan grad, at de lander på et lavere menneskeligt niveau.

c) Klaus Rothstein får skrevet fuldkommen forvirrede notater om den politiske situation i Tyskland. Sprogbrugen er logisk nok tilsvarende latterlig. Læs blot med: ”Valg for valg, stemme for stemme, vinder højreradikalismen frem på bekostning af de borgerlige og socialliberale partier. Hvad man engang troede var en krusning på historiens overflade, viste sig at være en bølge, der tog land.” Hør det opstyltede og derfor den pinlige sprogdragt, som Klaus Rothstein er tvunget til at klæde sine betragtninger i.

Ork, tag det roligt, vi er langt fra at være færdige endnu. Klaus Rothstein fortsætter naturligvis, igen sprogligt begavet, men til gengæld så meget desto mere klamt:

”I dag står det gode gamle  socialliberale frisind og den borgerlige humanisme kun svagt over for nationalkonservative, indvandringsfjendske og antihumanistiske holdninger, der formuleres af nye akademiske og politiske eliter med klangbund i en mere frygtsom folkelighed…”

Man hører en veltalenhed og en ubehagelig sådan, hvor legitim bekymring iklædes de sorteste gevandter, der skal tjene til at ligne fordums modbydelige nazisme.

Der er tale om systematisk propaganda fra Klaus Rothsteins side, hvilket kan læses af følgende paranoide afslutning: ”Luk ikke øjnene for den folkestemning, som (enten voldeligt eller demokratisk) påstår at beskytte de europæiske værdier, men reelt er nationalistisk højreradikalisme på fremmarch, i visse situationer med egentlige fascistiske metoder”.

Hvad vi hører, er en konsekvent totalitær italesættelse af udgrænsning af politiske modstandere. Hvem Klaus Rothstein ikke kan lide, skal ned med nakken og det helst i en fart. Klaus Rothstein indskriver sig i en tradition, hvor han bruger sin skarpe pen til ikke kun at gå i rette med sine modstandere, men tillige gør sig allehånde anstrengelser for at umenneskeliggøre dem.Klaus Rothstein er et ubehageligt bekendtskab.

Klaus Rothsteins skriveri er usympatisk, ikke fordi jeg er politisk uenig, men fordi Klaus Rothstein tydeligvis har den dagsorden, at kritikere af masseindvandring skal stigmatiseres. Klaus Rothsteins veltalenhed kan ikke skjule det faktum, at han er mere politisk propagandist end folkeoplyser.

Les også

Den kroniske uskyld -
Tilbake til fremtiden -
Shitstorm og solbriller -
Den fordømte sandhed -
Lars Hedegaards knytnæve -
Rose møter Ramadan -