Når nu Morten Uhrskov Jensen har været så venlig at ondulere Preben Wilhjelm i fuld offentlighed, så lad os sige goddag til et par genier mere.

Igen med det forbehold, at vedkommende muligvis er fejlciterede, og så skal jeg være den første til at beklage og sige undskyld. Citaterne stammer fra en hel buket, som en rar mand sendte mig med posten.

Det første geni er Danmarks største forfatter siden H.C. Andersen – kvantitativt betragtet. Man vender sig om eller læser Ekstra Bladet, og vupti, så har manden skrevet – og udgivet – en ny roman. På Gyldendal, naturligvis. Aner ikke, hvordan han gør.

Vor helt taler som et vandfald, om hvad som helst, fuld af sproglig elegance og hovmod, og jeg har papir på, at han ikke kan døje sådan en lille idiot som mig. Det sidste er jeg naturligvis pavestolt over. Når Klaus Rifbjerg hader én, så må man have gjort et eller andet rigtigt.

For det er selveste Store Klaus, jeg hentyder til. Som tilbage i 1988 for bordenden af Gyldendal fik nok af al den upassende og uanstændige snak om udlændinge og bekendtgjorte følgende i Politiken:

“Kan vi ikke hamle op med invasionen, er det såmænd nok fordi, vi ikke er bedre værd. Vi burde med entusiasme tage imod tilskuddet på et tidspunkt, hvor vi – ærlig talt – ikke har så forfærdelig meget at byde på selv.” (24. april 1988)

Det lader vi lige stå et øjeblik.

Det er fem år efter 1983. Her møder vi Rifbjerg som Napoleon – efter os syndfloden!

Ja, vi bør oven i købet møde de importerede kulturkonflikter med “entusiasme”. Denne form for hån, spot og latterliggørelse af alt, hvad der har med fred og organisk kultur at gøre, tror jeg ikke engang at dagens næste gæst kunne mønstre, da hun var på toppen.

Kære venner, mød Kirsten Lee, dengang et eller andet stort hos de Radikale – i dag medlem af Region Hovedstaden – og hør så:

“Det er overvurderet, hvor attraktivt Danmark er for flygtninge. Vores sprog og klima afholder mange fra at søge hertil.” (JP 16. juni 1996)

Dén er alligevel prægtig.

Meget har de Radikale budt os i tidens løb, men jeg mener, at denne eklatante udtalelse må placeres på oikofobiens top ti i vores lille dumme og kolde land. Den sætter en helt ny standard for ønsketænkning, som man i dag skal til Bruxelles for at se overgået.

Lad os runde af med en sidste lækkerbisken, denne gang fra erhvervsmanden Nils Foss, der tidligere var medlem af hovedbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti, men i egenskab af formand for Dansk Flygtningehjælp profetisk proklamerede i Berlingske Tidende den 10. dec. 1991:

“Vi skal ikke tro, at vi i al evighed kan bevare Skandinavien for skandinaverne. Andre lande har deres Chinatown – jeg kan udmærket forestille mig, at Danmark en dag har sit Little Tyrkey.”

Nils Foss fik mere end ret. Vi fik ikke alene et Little Turkey, men et Little alt muligt interessant herfra og til Timbuktu, dvs. alle mulige varme steder, der altså ikke viste sig varmhjertede nok til at holde på deres egne befolkninger, der migrerede til et Europa med åbne arme, men således kom til at leve deres ulykkelige liv i kulde, regn, sne og sjap heroppe nordpå.

Nu er det nok for meget forlangt at ulejlige disse tre genier midt i den store sommer. De er jo bare mennesker.

Men jeg kunne – ligesom med tilfældet Jytte Hilden – rigtig godt tænke mig at høre de tres selvrefleksion i forhold til tidens brændende emne – 25 år senere.

Hvad mener I – Rifbjerg, Lee og Foss – om indvandringen? Det samme som dengang?

Eller er I kommet bare et bette nøk i tvivl om – den kroniske uskyld?

http://blogs.jp.dk/frontalt/2013/07/23/den-kroniske-uskyld/