Der er to ting, jeg glæder mig over, og en én ting, der bekymrer mig i forbindelse med valgresultatet.

Glæderne først. Torsdag, mens der endnu var risiko for, at rød blok vandt, skrev Politikens Anders Jerichow, at vi »forhåbentligt efter valget slipper for den politiske leflen for fremmedangst«.

Havde rød blok vundet, ville læren af sejren være blevet udlagt sådan: Kampen mod masseindvandring og islamisering er fortid. Vælgerne gider det ikke mere. Lad os definitivt pille emnet af den offentlige dagsorden.

Konklusionen ville have udløst jubel i journalistisk venstreparti, der nu ville samle kræfterne om at fortrænge denne side af virkeligheden. Resultatet ville være blevet en fatal forsvenskning af Danmark og den danske debat.

ANNONSE

Hvor er det en stor lykke for landet, at vi slap for det, og at vælgerne igen optrådte uregerligt og stemte anderledes, end meningsdanmark forventede.

Nu begynder den rituelle tilsværtning i især tyske og svenske medier.

Aftonsbladets lederskribent Anders Lindberg varmede allerede op under valgkampen ved at hævde, at »en ofte rent racistisk holdningskorridor regulerer alle samtaler« i Danmark. Det er sådan, den svenske meningselite forstår fri tale om den største trussel mod Europa i disse år.

Det er ikke uden grund, at den norske, men i Sverige bosiddende forfatter Karl Ove Knausgård i sit nylige, fremragende essay omtaler den svenske meningselite som kykloper. Billedet er træffende, for kykloper er ikke bare enøjede, de kaster også uhæmmet med sten efter deres modstandere. Med Knausgårds egen formulering:

»Kykloperne bliver vrede og kaster store sten efter dem, der siger noget, som de enten ikke bryder sig om eller ikke forstår. Dette gør kykloperne bange, for de ved, at hvis de siger noget, andre enten ikke bryder sig om eller ikke forstår, vil de vrede kykloper også kaste sten efter dem. Kykloperne er derfor enten vrede eller tavse.«

Vi kan lige nu se frem til, at de på én gang kujonerede og vrede kykloper forsøger at kyle store klippestykker over Øresund.

Lad dem endelig rase, og lad os tage deres vrede som en kompliment, samtidig med at vi glæder os over en anden ting.

Det værste ved valgkampen var den personhetz, som Lars Løkke Rasmussen var genstand for. Der har ganske rigtigt været tumult omkring hans person, som han selv formulerede det på valgnatten.

På et tidspunkt så det ud, som om Socialdemokraternes negative personkampagne ville bære frugt og sikre Thorning sejr. Mange vælgere pudsede deres egen lille glorie, mens de forarget pegede fingre ad den fadbamsedrikkende Løkke og alle de forfærdelige ting, de mente at vide, han havde gjort.

Det var farisæisme, når den er værst, og viste, at danskerne skam også forstår at kaste med sten – godt hjulpet af Socialdemokratiets beskidte valgkampagner.

Hvor er det en lettelse, at farisæismen ikke vandt, og at vi endte med at vælge den fejlbarlige, højst menneskelige Lars Løkke frem for det glatte politiske kunstprodukt Helle Thorning.

Det er godt for den moralske folkesundhed, og det er godt for det politiske Danmark, at Socialdemokraternes personkampagne ikke bragte dem sejren. Som JP-blogger Rune Selsing slog fast, må politikerne nu notere sig, at man ikke kan vinde et valg på usle personangreb.

Til sidst bekymringen: Vel er det fantastisk, at Dansk Folkeparti har fået stor magt, men spørgsmålet er, hvad magten gør ved DF?

Vil partiet sælge ud og blive mainstream, eller vil det stå fast på sine mærkesager? Jeg håber det sidste og frygter det første.

 

Katrine Winkel Holm er præst, medudgiver af Tidehverv og formand for Ytringsfrihedsselskabet.

Lad kykloperne rase – det er en kompliment, Jyllands-Posten 20. juni

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629