Det må være historiens største paradoks, at tidligere ufri stater har opsparet langt mere social og human kapital, end vi selv kan prale af.

Jeg ved godt, at overskriften er næsten ulækker. Men det er svært ikke at blive misundelig på de lande, som ved deres forbandelse lå øst for det hedengange jerntæppe. I perioden 1945 til 1989 led polakker, tjekker, ungarere med mange flere under Stalins omtegnede europakort, en frygtelig konsekvens af den sejrrige røde hærs lykkelige kvasen af nazismen.

Når der i denne tid forhandles i EU om fordeling af asylsøgere, er de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa hverken til at hugge eller stikke i. Deres eliter er simpelthen ikke besat af den politiske korrekthed, der hærger os andre.

I en artikel i denne uges Weekendavisen (ikke online) skriver journalist Jan Bo Hansen om den ”østeuropæiske front”. Polen med 38 millioner indbyggere har sagt ja til at tage 150 familier med den udtrykkelige betingelse, at disse familier skal komme med en kristen baggrund. Estland har sagt ja til at modtage 130 personer, igen udelukkende kristne. Samme meldinger kommer fra Letland og Litauen. Lignende reaktioner er fra Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn.

ANNONSE

Hvordan kan det mon være? Det er ikke svært at regne ud. Især Vest- og Nordeuropa fungerer som uhyggelige eksperimentarier, hvor central– og østeuropæerne ved selvsyn kan erfare, hvordan man ødelægger velfungerende samfund ved at tillade enorm indvandring fra ikke-vestlige lande.

I dag er byer som Kraków, Bratislava, Budapest og Vilnius langt mere europæiske end London, Paris, Berlin og Amsterdam. Hvorfor i alverden skulle central- og østeuropæerne dog sætte deres gode samfund over styr?

Der er grund til at kippe med flaget for landene bag det hedengangne jerntæppe. De kan finde ud af det, vi ikke magter.

 

Morten Uhrskov Jensen

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629