Gjesteskribent

Kun kloge tabere kommer igen, så der er vist ingen fare.

Der er trængsel ved håndvasken i Storbritannien efter United Kingdom Independence Partys fænomenale succes ved EP-valget. Premierminister David Cameron, flødebollernes flødebolle, beskylder UKIP’s leder, Nigel Farage for at ville ødelægge de Konservative.

Sådan kender man en dårlig taber.

Herhjemme får Lars Løkke dagen derpå skylden for Venstres tilbagegang. Forventeligt.

Få venstrefolk – slet ikke den tidligere formand, finansminister og udenrigsminister Henning Christophersen – har forstået, at det er partiets EU-politik, det er galt fat med, og danske journalister lever stadig i en Christiansborg-tunnel, som får dem til at se alting i de sædvanlige spin- og skin-forklaringer, som vælgerne gennemskuer gang efter gang.

Det er mindeværdigt at høre følgende bortforklaring fra en mand som Christophersen, der ikke just er berømt for at holde igen og i dag er bestyrelsesformand for Metroselskabet:

Man skulle nok have sparet lidt mere på tøjbudgettet og rejsebudgettet. Det er jo der, at selve sagen starter.

Modsat hvad Venstres såkaldte sværvægter tror, er læren lige så gammel som Bibelen: Det afgørende er indhold, ikke indpakning, medieprofil og botox.

Bedre bliver det selvfølgelig ikke, når en af partiets mange letvægtere, en Thomas Danielsen, allerede søndag eftermiddag mente at vide, at valgresultatet måtte bero på uvidenhed.

Samme lektie gælder naturligvis den store trodssmiler Helle Thorning-Schmidt, hvis fortsatte tab til DF minder besnærende meget om Venstres. Også hendes EU-politik strider mod hendes vælgeres interesser, men hun fatter det ikke, fordi hun har langt mere til fælles med sine politikerkolleger fra de andre eurofile partier end med de vælgere, der forventes at stemme på hende.

Præcis ligesom i UK, sådan som The Spectators Peter Oborne analyserer her.

Og ved I hvad?

Dårlige tabere taber næste valg. Og næste igen.

Det gælder også for den tidligere SF’er, nu radikale Ida Auken, som i en opdatering på Facebook prædiker løs om, hvorfor EU-skeptiske partier er blevet styrket i visse europæiske lande. Blot en lille smagsprøve:

Det var et… protestvalg fra de mange, der ikke føler sig set. Det handlede formentlig om meget meget mere end EU. Det handlede om en verden, hvor by og land glider fra hinanden. Hvor folk stadig er bekymret for deres job, og hvor mange er bange for at blive sat af et samfund i rivende udvikling. Det handlede om manglende nærvær. Om utilstrækkelig forklaring af alle fordelene ved EU. Det handlede om ikke at føle sig set og hørt.

Igen denne kategoriske uvilje til at forholde sig til substansen. Som er, at en stor del af danske vælgere ikke vil have mere, men mindre EU, uanset hvor bastant der propaganderes for det modsatte. Naturligvis kombineret med de Radikales rygmærke: den obligatoriske nedladenhed over for anderledes tænkende.

Med den slags fjender ser det overraskende lyst ud. Kun kloge tabere kommer igen, så der er vist ingen fare.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 26. maj 2014.

Les også

-
-
-
-