Nytt

Det er sider ved den svenske valgordningen ikke er et moderne demokrati verdig: særlig småpartiene har problemer med å nå ut. De må selv betale for trykking av valgsedler, og faktisk også uttransportering til valglokalene. Det tillates utdeling av valgsedler utenfor valglokalene, noe som kan innebære sosialt press.

Den kaotiske-anarkistiske fremgangsmåten fører til et vell av stemmesedler, noe som i seg selv kan gjøre det vanskelig å finne partiet man vil stemme på: ved siste valg ble det trykket 571 millioner stemmesedler, hvorav kun 20 millioner ble brukt i de tre valgene som skjer samtidig: Riksdag, fylke, og kommune.

Morten Messerschmidt, medlem av EU-parlamentet for Danske Folkeparti, skrev i desember et brev til parlamentets president og ba om at det sendes valgobservatører til Sverige.

Professor i statskundskab ved Aarhus universitet, Jørgen Elklit, og Birgitta Widstrand, genusforsker ved Uppsala Universitet og medlem af Riksdagen i Sverige 1991-2002, tok for seg Messerschmidts kritikk og fant at det er mye å sette fingeren på. De skrev en lengre artikkel. Ingen av de fire store svenske avisene fant plass til den.

Men i Politiken kom den som kronikk.

En diskussion om svensk valg førte imidlertid til, at vi – som begge i en årrække har været engageret i valgobservation og rådgivning om valg og demokratiske spørgsmål i nye demokratier – begyndte at reflektere over, hvad resultatet mon kunne blive, hvis man nu alligevel gjorde, som Messerschmidt foreslog.

Den overraskende konklusion var, at der faktisk er væsentlige problemer, i hvert fald hvis man har en målsætning om at afholde genuint demokratiske valg, altså det, der i politisk og journalistisk jargon ofte omtales som ’frie og fair valg’.

Vi sammenskrev så vore synspunkter på de svenske valgs mangler under en demokratisk synsvinkel i en lille debatartikel, som vi i vores naivitet troede, at vi kunne få optaget i en af de fire store svenske aviser. På trods af emnets betydning for vurderingen af svenske valgs demokratiske legitimitet – som også anfægtes fra flere sider i Sverige, og altså ikke kun af Morten Messerschmidt – har vi nu fået afslag fra alle fire. Der er ikke plads, er det enslydende svar. Dagens Nyheter var dog ærlig nok til at indrømme, at det kun var én af grundene til, at de ikke ville bringe den lille artikel; måske var den også for kontroversiel?

Det siger sig selv, at mange af de forhold, der spiller ind på vurderingen af valg i nye demokratier (eller hvad de nu er), vil være helt uproblematiske i vurderingen af valg i Sverige. Derfor koncentrerede vi os om selve stemmeafgivelsen, dvs. hvad der sker, når vælgeren kommer hen til valglokalet. Meget af det, der er sket inden da (registrering af vælgerne, afvikling af valgkampen, information til vælgerne osv.), anser vi uden nærmere undersøgelse for uproblematisk, og der er næppe tvivl om, at det vil fremmede observatører også gøre.

I et demokratisk system må det imidlertid også være muligt på hvert enkelt valgsted at stemme på de partier og kandidater, der er opstillet i den pågældende valgkreds. Det gælder både, når der kun skal vælges én i kredsen (som i England), og når der skal vælges flere i hver valgkreds (som i Sverige og Danmark).

For den offentlige myndighed, der har ansvaret for valgets administrative afvikling, må det derfor være en helt central opgave at sikre, at ingen vælger nogetsteds udelukkes fra at kunne stemme, som vedkommende ønsker, fordi de nødvendige stemmesedler ikke er til stede på vælgerens afstemningssted. Hvis stemmesedlerne ikke er der, hvor vælgerne skal bruge dem, udelukker man vælgere fra at kunne stemme, som de gerne vil. Og enhver form for eksklusion af vælgere trækker fra et valgs demokratiske kvalitet.

Forberedelsen, trykningen og distributionen af stemmesedler er en opgave, som normalt rejser betydelige logistiske udfordringer, ikke mindst i fattige tredjeverdenslande med svag infrastruktur. Det er nemlig valgadministrationens ansvar at sørge for, at stemmesedlerne bliver trykt og fordelt, så de også i rette tid havner de rigtige steder. Det er forudsætningen for, at vælgerne på stemmesedlen kan finde navnene på de partier (eventuelt også de kandidater), der har ført valgkamp i deres område, og som de har forberedt sig på at skulle vælge imellem og sætte kryds ved.

Sådan er det imidlertid ikke i Sverige, hvor man slet ikke har en fælles stemmeseddel for alle partier, der stiller op i en given valgkreds eller en given kommune, men derimod separate stemmesedler for hvert enkelt parti. Man finder så på valgstedet de tre stemmesedler, der matcher ens politiske præference for hvert af de tre samtidige valg til henholdsvis Riksdagen, landstinget (det regionale niveau) og kommunalbestyrelsen. Stemmesedlerne kommes så i hver sin kuvert og derefter i hver sin stemmeboks.

Nye partier, der stiller op til Riksdagen (og partier, der ved et af de foregående to valg ikke fik over 1 pct. af stemmerne på landsplan) skal selv betale for trykningen af deres stemmesedler. På de to andre niveauer er kravet for at få trykt sine stemmesedler gratis, at man blev repræsenteret ved det foregående valg. Til hvert af de tre forskellige valg er der tre slags stemmesedler, nemlig én, hvor partiets i kredsen eller kommunen opstillede kandidater er anført med navn m.m., én, hvor det ikke er tilfældet, og hvor man altså selv kan skrive navne på, og så endelig en, der er helt blank!

Partier med mere end 1 procent af stemmerne sidst har krav på, at valgstyrerne sørger for, at stemmesedlerne uden kandidatnavne bliver lagt ud i valglokalerne. Derimod har alle partier selv ansvaret for, at de langt vigtigere stemmesedler med kandidatnavne bliver lagt ud i alle de mange valglokaler. Det er naturligvis en stor opgave, som ikke mindst små og nye partier kan have svært ved at løfte – og konsekvensen kan derfor være, at vælgere kommer hen og vil stemme og så ikke kan finde stemmesedler for deres parti. Så kan de i princippet bruge en af de blanke, men det er der ikke mange, der gør.
Nogle partier kommer somme tider med to lister i samme kreds, den ene normalt med de nationale koryfæer, den anden med de lokale kandidater. Mange små partier stiller også op, så der kan nemt være 30 forskellige lister på banen i en riksdagsvalgkreds. Og da der ofte også er mange partier på de to andre niveauer og flere slags stemmesedler, er der nemt over 100 forskellige stemmesedler at skulle finde rundt i på det enkelte afstemningssted.

De etablerede partiers partistemmesedler lægges frem af valgstyrerne, dem med kandidatnavne af partierne selv, så billedet er mildt sagt broget. Hertil kommer, at stemmesedlerne med kandidatnavne også ofte deles ud uden for valglokalet af kandidater og aktivister, som de forskellige partier har indkaldt til formålet.

Hele dette system for, hvordan vælgerne overhovedet får de relevante stemmesedler i hånden, afviger altså markant fra det, man ser andre steder, hvor udleveringen af en fælles stemmeseddel – eller en pakke med stemmesedler – er en opgave for valgadministrationens principielt neutrale medarbejdere. I Sverige kan hvem som helst faktisk stille sig uden for et afstemningssted og dele stemmesedler ud.

Det ene principielle problem ved svenske valg er altså, at især de nye og mindre partier har problemer på tre fronter: (1) De har ikke fået trykt stemmesedler nok, eventuelt af økonomiske grunde, (2) de har ikke fået dem fordelt til alle afstemningssteder i de kredse, hvor de har kandidater, og (3) de har ikke aktivister nok til at sørge for uddelingen af dem på selve valgdagen uden for alle valglokalerne i de områder, hvor de har kandidater stillet op.

Ved riksdagsvalget i 2006 blev der i alt trykt ikke mindre end 571 mio. stemmesedler, og der blev reelt brugt mindre end 20 mio. ved de tre samtidige valg. Spildet er altså – for at sige det mildt – meget stort, også selv om stemmesedlerne er mindre og trykt på tyndere papir end de stemmesedler, vi bruger her i landet.

Procedurerne omkring tilvejebringelse og udlevering af stemmesedler kan vist kun karakteriseres som en systematisk (måske også bevidst?) vanskeliggørelse af muligheden for, at de små og nye partiers potentielle vælgere kan komme til at stemme på deres foretrukne parti.

Det er sådan noget, alle observatørorganisationer (herunder EU’s EOM og OSCE/ODIHR) straks ville hæfte sig ved. Hvis den administrative myndighed, der har ansvaret for et valgs afvikling, ikke kan sikre, at alle vælgere uden besvær kan komme til at stemme på deres foretrukne parti/kandidat, er der noget galt, og valget kan derfor under ingen omstændigheder karakteriseres som fair!

Partiernes økonomi spiller naturligvis også en rolle. Ved forsommerens valg til Europaparlamentet var et af de nye partier, Feministisk Initiativ, ude af stand til selv at betale for trykningen af de nødvendige stemmesedler. Redningen kom fra Björn fra ABBA, der var i stand til at sende 1 mio. kroner til hjælp til regningen for trykning af stemmesedler.

Det andet principielle problem ved afviklingen af valg i Sverige er traditionen med partirepræsentant, der ved valgstederne deler deres partis stemmesedler ud til de vælgere, der vil modtage dem. Her skal man være opmærksom på, at de svenske valgdistrikter i gennemsnit er væsentligt mindre end de danske. Der er altså mange tilfælde – specielt uden for de store byer, men ikke kun der – hvor vælgerne og partiernes repræsentanter kender hinanden personligt, og hvor det derfor kan være vanskeligt at undgå det sociale pres, der opstår, når det er en bekendt, man får tilbudt en stemmeseddel af.

Naturligvis kan man tage imod flere stemmesedler og på den måde kamuflere, hvilket parti man i sidste ende stemmer på, men netop det at tage flere stemmesedler signalerer jo til partirepræsentanten, at man nok ikke stemmer på hendes parti – og det vil så også kunne være socialt belastende.

Det er nok primært denne del af valghandlingen, som mange udlændinge har svært ved at acceptere, fordi de ser den både som en krænkelse af princippet om hemmelig afstemning og som en subtil måde at udøve valgtryk på helt frem til umiddelbart inden selve afstemningen, hvilket gør det vanskelig at godkende valget som helt fair i relation til vælgerne.

Men uanset hvad princippet bag partirepræsentanternes tilstedeværelse er, og uanset hvad vælgerne måske burde gøre, så er det en kendsgerning, at nogle vælgere ikke tager alle stemmesedler. Derfor kan man nemt danne sig et indtryk af, hvem de i hvert fald ikke stemmer på. Derfor vil vælgere, der tager stemmesedler fra nye – og eventuelt kontroversielle – partier automatisk være under mistanke fra deres medborgere om at have sympatier for ét af disse, og det vil i sig selv kunne virke stigmatiserende. Og tilsvarende, hvis de er nødt til at finde dem på reolen med stemmesedler inde i valglokalet, fordi partiet ikke har repræsentanter udenfor. Det kan faktisk være ret kompliceret at finde den rigtige stemmeseddel.

Efter vores opfattelse er det dog lige så meget systemet for trykning og distribution af stemmesedler, der principielt er uheldigt, fordi der her sker en systematisk skævvridning til ugunst for små og nye partier.

Konklusionen er altså, at problemerne vis-a-vis partierne og produktionen og den manglende sikring af ensartet adgang til stemmesedler overalt i Sverige betyder, at svenske valg ikke kan gives prædikatet ’free and fair’ – de er nok frie, men de er i hvert fald ikke fair. Og det skal de være, hvis et politisk system skal kunne karakteriseres som demokratisk.

Løsningen kan efter vor vurdering kun være at lade Valmyndigheten og länsstyrelsen i fællesskab have det fulde ansvar for udformningen af én for alle partier fælles stemmeseddel i hver riksdagsvalgkreds. En parallel ordning bør samtidig indføres på de to lavere politisk-administrative niveauer.

Hvis det sker, bliver det uden betydning, hvorledes stemmesedlen overleveres til vælgerne, idet vælgeren ikke skal tage stilling til, hvilke stemmesedler han eller hun vil acceptere at få stukket i hånden – alle i samme valgkreds får nemlig den samme stemmeseddel. Det betyder naturligvis, at stemmesedlen kan blive ganske stor, men hvad så? I andre lande – som for eksempel Danmark, Bosnien-Hercegovina og Den Demokratiske Republik Congo – kan vælgerne godt håndtere store stemmesedler.

Argumenter om, at det er vanskeligt med store stemmesedler og mange navne skal vel ikke afgøre, om Sverige skal kunne regnes som et land, der gennemfører sine politiske valg på en måde, der lever op til de internationale standarder på området?

Det haster med afhjælpning af de to principielle problemer, men med lidt god vilje kan det vel nås inden næste riksdagsvalg. Det ville jo være yderst pinligt, hvis svenske valg ikke ubetinget kan få prædikatet ’free and fair’, dersom Messerschmidts forslag om valgobservatører bliver realiseret til september.

Helt bortset fra det er det foruroligende, at der i Sverige tilsyneladende ikke er nogen, der ønsker at gå ind i en diskussion om, hvordan man holder valg hjemme i Sverige – samtidigt med, at man hjertens gerne forholder sig til, hvordan alting skal være indrettet og fungere i de nye demokratier, man sender valgobservatører til.

Der kunne faktisk være god mening i at bruge erfaringerne fra valgobservationerne i andre lande til en form for service-check hjemme i Sverige – ikke mindst, når der i hvert fald er et par områder, som det ville være oplagt at se nærmere på.

Hvor demokratisk er Sverige?
Svenske valg lever ikke op til internationale standarder.
AF JØRGEN ELKLIT OG BIRGITTA WIDSTRAND